Prædikener

Påskedag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8

Prædiken: I det tidlige daggry i denne tid kan man høre solsorten synge melodisk og smukt. Jeg ved ikke præcis, hvad den synger om, måske om en ny dag på vej i de levende land; jeg ved noget om, hvorfor solsortehanner synger, men ikke alt; det gør vel ingen, men sangen gør godt og fylder mig med glæde.

Måske er det lidt det samme, når vi hører påskeevangeliet: vi ved ikke præcis, hvad opstandelse er, men den kan fylde os med glæde. Vi hører om kvinderne, der løber ud til graven påskemorgen. Der er også solsorte i Israel og hvem ved: måske sad der en solsort den morgen i gravhaven og sang sin morgensalme fuld af forår og opstandelse, mens de gik der fulde af sorg. Kvinderne er gået ud til graven for at gøre begravelsen færdig efter sabbattens hvile. Til deres store forundring er den tunge sten rullet væk fra klippegraven og en engel i hvide klæder fortæller dem, at de ikke skal være forfærdede, Jesus er ikke hér, Han er opstået; Han er gået i forvejen for jer til Galilæa, hvor I kommer fra, dér skal I se ham. Det svarer til, at vi var med ved den tomme grav og englen så på os og sagde: Og jer er Han gået i forvejen for til Fyn! I behøver ikke gå til Galilæa,,, eller i kloster, I kan bare gå hjem, så skal Han nok finde jer, bringe håb, trøst, glæde, i det liv, I kender.

Kvinderne bliver forfærdede og bange. Solsortens sang har ikke rigtig rørt dem endnu. Men de har hørt englens ord; det er måske derfor, de er bange!

Når vi elsker, søger vi tegn, bekræftelse … små og store tegn på, at kærligheden lever, mellem to elskende, mellem forældre og børn, søskende, venner, mellem den troende og Gud. Også når den, vi elsker, er død, vil vi ofte søge tegn, bekræftelse. Måske ikke så meget som et personligt budskab fra en død, men tegn og bekræftelse på, at noget større end livet og døden, som vi kender det, findes og favner vore kære, og os. Flere gange har jeg set en sommerfugl flakse i et rum, hvor en netop er sovet ind, også midt om vinteren, og de pårørende har set et slags opstandelsestegn tegn i det, sjælen på vej op til Gud. Eller en solstråle, der gennem vinduet rammer en kiste til en bisættelse, som himlens lys, der skinner på den døde. Eller det at vågne midt om natten og bare vide, at man har mistet og lidt efter ringer telefonen med besked om det. Der er mere mellem himmel og jord, siger vi så. Det kan godt gyse lidt i en ved tanken. Måske er det sådan, at når vi mister nogen, vi elsker, står alle sanser vidt åbne, også den sjette, for at søge tegn på, at der er noget, der er større end den virkelighed, vi kender, for er der det, er vore døde og vi selv ikke bare overladt til tomheden.

I denne påske følger vi dag for dag, hvordan Gud taler kærlighedens sprog i de ting, der sker. Det sprog som alle mennesker forstår med hjertet. Og det tales på en måde her, hvor det kommer alle hjerter i møde: al den sorg, elskende hjerter kender, kommer Gud i møde i påskeevangeliet uden skelen til om opstandelse fra de døde er muligt. For Gud er alting muligt! Påskedag fortæller, at Gud er der bag alting her og at Jesus kom for at åbne en vej mellem jord og himmel, for at bringe Gud og mennesker sammen på en måde, så døden ikke for evigt kan skille os ad. Da kvinderne kommer til graven overvældes de af Guds magt over liv og død. Her er mere end en sommerfugl eller en lysstråle eller en indre fornemmelse, her er en gabende tom grav og en engel og Ord fra Gud om at Kristus er opstanden. Der er ikke noget at sige til, at de bliver bange! Her er dét  sket på en helt ny måde, som sørgende til alle tider har håbet og bedt om og ønsket; at kærligheden har ret, at den døde ikke er død men lever et sted og at vi en dag skal ses igen. Kvinderne løber bange fra graven, måske skulle de have slået sig ned og lyttet til solsorten, mens de sundede sig, ladet dens bløde toner kunne lægge sig om deres forfærdede hjerter med fred og påskeglæde. …

Det er pauserne, der er det smukke i solsortens sang, skriver digteren Klaus Rifbjerg et sted, måske fordi de pauser er båret af den sang, der netop fyldte luften og om lidt vil fylde igen. I pausen når ingen tanker at falde til jorden, før sangen lyder igen. Sådan holder jeg af at tænke også på påskeglæde og opstandelsestro, at vi ved at høre den forkyndt ofte og nærværende vil mærke, at den bærer os, også i pauserne, hvor vi skal lytte til livet selv, bære livet selv, at da falder vor tro og håb ikke så let til jorden, for på søndag skal vi høre og synge om den igen.

I radioen spurgte de forleden nogle kendte danskere, hvad det sidste stykke musik, de kunne tænke sig at høre før de døde, skulle være. Politikeren Bertel Haarder sagde, at det skulle være Niels W. Gades Elverskud med den smukke melodi til I østen stiger solen op, hvor selve melodien lyder som en solopgang. Grunden til at det gerne måtte være den, han lukkede sine øjne til for sidste gang, var, at det var så smuk musik, at han elskede at synge selv, men også en oplevelse fra en mindegudstjeneste for en række dødsofre, han havde været med til i Holmens kirke i København. Ved siden af ham sad en ung kvinde. Han spurgte hende på et tidspunkt, om hele arrangementet, de var til, gav mening, og om hun var pårørende eller hvad hun var, og hun havde svaret, at hendes kæreste var blandt de døde, sorgen var ubærlig, men at det var utroligt vigtigt at de holdt den mindefest, som det var og det ville hun aldrig glemme. Nogle gange forstår vi ikke alt, men der kan være noget i det, vi hører og fyldes af, der bærer os alligevel og giver mening midt i det meningsløse. Sådan tror jeg det er med påskeevangeliet og Jesu opstandelse fra de døde og det iboende budskab: at også vi en dag skal opstå. Det kan bære os og give mening midt i det meningsløse, en glæde, der stiger op fra den dybeste grund, uden vi behøver forstå alting; solsortens sang rører os uden vi forstår den til bunds, for kærligheden og troen er det nok at ane og se tegn… det er kærlighedens sprog. Bertel Haarder ville høre Elverskud som det sidste; man kan jo tænke over, hvad man selv gerne ville høre, måske også dén, eller noget af Bach eller Mozart, men allerhelst vil jeg sove ind til tonerne fra en solsort, der synger om et nyt daggry i de levende land. Glædelig påske, amen

 

3. søndag i fasten, I, 2021

Brahetrolleborg kirke (radiotransmission)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Lukasevangeliet 11,14-28

Prædiken: Efter en ferie kom jeg engang hjem til et hus, hvor der havde været indbrud. Vi skulle være afsted nogle dage; havde efterladt huset ryddeligt og rengjort, så det var rart at komme hjem til. Fejet og prydet stod det, og en dag i ferien havde der så været ubudne gæster. De havde brudt en terrassedør op og nu var der intet fejet og prydet over huset mere, skuffer og skabe var tømt ud på gulvet i et syndigt rod, bøger væltet ud af reolerne. Tyvene havde også taget sodavand i køleskabet og siddet og drukket dem, og givet sig god tid!// Når man efterlader noget tomt og fejet og prydet, kan nogen fristes til at bryde ind.

Hvis man nu efterlader sig selv tom og fejet og prydet indeni, risikerer man så også, at noget kommer og vandaliserer en? eller slår sig ned og efterlader en i en sørgelig forfatning? Jesus taler i evangeliet om et menneske som et hus, der kan stå tomt og så kommer noget ondt eller ødelæggende og flytter ind. Det første vi hører i dag er at han uddriver en dæmon og der bliver en større diskussion om, hvor Jesus får sin kraft til at gøre det fra? Hans modstandere siger, at det er med en kraft fra den onde selv.// Gad vide, hvad den stumme i evangeliet har tænkt efter at være blevet helbredt? Kan en ond kraft virkelig gøre noget så godt, som er sket med mig? Jesus tager jo også skarpt til genmæle: Hvis den onde låner mig kræfter til at uddrive ondt, så vil den ondes rige jo være i splid med sig selv og være svækket, men hvis I ser jer omkring, så står det onde pænt stærkt i verden, så det er nok ikke just i splid med sig selv, men hvis det ikke er med den ondes kraft, jeg gør godt, ved hvis kraft er det så? Hvis det er ved Guds kraft, er Guds rige jo kommet til jer! Han argumenterer godt! Men hvis Jesus er kommet med Guds rige, skal kritikerne til at møblere om i deres religiøse livssyn, for Jesus lever ikke som en from jøde forventes. Er de klar til det? …

Der er næsten ikke noget, der er så ubekvemt, som når ens faste syn på verden og andre mennesker og Gud bliver udfordret. Tit prøver vi jo at få vendt tingene, så de igen bliver bekvemme. Hvis en politiker, man ikke er så vild med, kommer med et spændende forslag, er der nok fordi vedkommende har en skjult dagsorden, kan man sige til sig selv. Eller man kan hænge fast i en fordom om et andet menneske. I skolen havde jeg en klassekammerat, der næsten altid fik dårlige karakterer, og lærere og vi kammerater så vist mest en dreng uden de store evner. Engang skulle vi skrive dansk stil om vores sommerferie og der blev skrevet om camping og spejderlejr osv. Vores kammerat her havde ikke været nogen steder og derfor skrev han om, at han havde været på cykeltur til toppen af Mount Everest og på vejen ned havde han fået for meget fart på og var væltet slemt! Den blev læst op af læreren og gjort grin med som helt håbløs. Og dog var det nok den bedste stil, nogen i klassen havde skrevet. Jeg husker ikke, hvad jeg selv skrev om, men hans husker jeg 50 år efter! Hvor kan man komme til at se forkert, når man har dømt på forhånd eller ikke lader sig udfordre. Det er vel også det, der sker for dem, der ser Jesus som i ledtog med Djævelen. Det er jo en bekvem holdning, for er han i ledtog med det onde, må de jo holde sig fra ham og behøver ikke flytte sig inden i, selv om han gør noget stort lige for øjnene af dem.// Det er bekymrende, at man kan se så forkert med sit hjerte, at man går glip af, hvad andre rummer og overser, hvor Gud er i livet!

Den indbrudstyv, der havde rodet mit hus igennem mens jeg var på ferie, tog forskelligt med sig, men en ting lod han blive tilbage: en uro i mig ved tanken om, at der kan ske indbrud igen. Jeg har siden altid låst omhyggeligt, og har fået sat alarm op med et alarmselskab i ryggen. Går alarmen, står jeg ikke alene, vægterhjælp er på vej. For der skal noget stærkere til end indbrudstyve for at holde dem ude. Er en trussel alvorlig, må jeg have mit hjem værnet stærkt og godt. Det samme gælder for mit indre. Hvis noget ødelæggende truer min tro og glæde, må jeg alliere mig med nogen, der er stærkere det. I evangeliet er Jesus selv den stærkere, som han taler om kan tage de våben, som en indtrængende bruger til at ødelægge et menneske med. Han vil være et værn mod tomhed, fortvivlelse og onde kræfters mørke. // Selv om meget i evangeliet i dag handler om dæmoner og ondskab, handler det mest af alt om det gode og om at kende det gode, når det sker; og vide hvor det kommer fra. Dæmoni er måske netop ikke at kunne kende det gode, eller den gode Gud selv, når han kommer til os. Det er derfor vi må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og i stedet fyldes af sandhedssøgen og tro på Gud…selv arbejde med på, at lyset kan stå stærkere end mørket i os.

Tilbage i 1780’erne var der en fremsynet godsejer her på Brahetrolleborg, Johan Ludvig Reventlow. Bl.a. byggede han skoler i sit sogn og indførte som noget nyt i landet 7 års skolepligt for bøndernes børn. Da den første af de nye skoler stod indflytningsklar, fortælles det, at nogen en dag kom forbi og så skolen stå oplyst af en himmelsk klarhed indefra! Noget godt var allerede rykket ind! I disse skoler skulle der være ånd og oplysning, ikke død udenadslære og remser. For Reventlow vidste, at et menneske må fyldes med ånd og liv for at kunne udfolde dét, det rummer og for at kunne udfylde sin plads i verden. Og skolebørnene skulle lære at sanse og begribe verden, tale frit, lære at regne, så bedragere ikke snød dem på marked, og de skulle lære troen og evangeliet på en måde, så det oplyste og opbyggede dem og ikke bare var noget dødt i dem. For det er ikke lige meget, hvad der fylder os!

Hvis man tænker på sig selv som et hus, er det vigtigste ikke om man er slot eller hytte, men om der hersker en god ånd i huset og fylder det! Et hus med for mange tomme rum bliver let lidt uhyggeligt. Guds Ånd må fylde os, at ikke noget andet gør det; vi må turde fylde os med de største håb: det lys Jesus tændte i tilværelsen, opstandelse fra de døde, Gudsriges komme, frelse. De mindre håb fra dag til dag har også ret, men hér er håb for evigheden at fyldes af. Vi må også turde alle de sprækker i håbet og utætheder i troen der kommer af at vi er mennesker, og den anfægtelse, der kommer af, at verden rummer så meget ondt; en jeg kender, tænder et lys i sin stue, når verden tager modet fra hende, for lyset i stuen minder hende om, at alt ikke er mørke, heller ikke i hende. Vi har som lysets børn lov at folde et lys-syn på livet ud og en kærlighed, der kan rumme alle de andre, fordi Gud kan. Vi er ikke kaldede til at være smålige, sortsynede eller gudsfornægtende. Det bliver så let livsforladt, tomt og selvretfærdigt og det må ikke have lov at bryde ind i os. Den bedste indre indbrudsalarm er at høre Guds ord og bevare det, turde se med fordomsfri øjne og tro med eget hjerte, fylde på af kærlighed, ånd, kundskab, håb, udholdenhed i troen, glæde, indsigt; 7 gode ånder, der alarmerer, hvis nogen vil bryde ind og tømme os for indhold og mening. Og går alarmen, har vi lov at tro, at hjælpen er på vej! Amen

 

 

 

1. søndag i fasten, søndag den 21. februar 2021.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.  Matthæusevangeliet 4,1-11

Prædiken. Grønlandsfareren Knud Rasmussen skrev på en slæderejse: »Jeg lå i slædelejr efter en lang dags rejse i Melvillebugten ud for et fjeld, der pudsigt nok hedder Devils Thumb, og gnaskede på en frossen hvalroslever. Jeg ønskede mig lyse sale, vin og smukke kvinder, men måtte nøjes med en snedrive. For resten var jeg i ypperligt humør.«  Grønlandsfarer Knud Rasmussen kendte rejselivets afsavn og farer. Havde været ude i forfærdelige storme, havde overlevet den 2. Thuleekspedition, som blev en ren sultfærd. En deltager omkom af sult og kulde, en anden forsvandt. Det var således en mand, der havde betrådt grænselandet mellem liv og død, sult og overlevelse, skyld og ansvar, der i 1921 satte ud på sin 18.000 km lange slæderejse til Canada, Alaska og Sibirien, der skulle blive hans livs bedrift, den 5. Thuleekspedition. Man har siden sagt, at de rejser, Knud Rasmussen havde foretaget inden da, alle var en slags forberedelse til denne store slæderejse. På den fik han brug for alt det, de andre rejser lærte ham.

Evangeliet foregår i ørkenen i dag og er så langt fra polarrejser, som vi kan komme, men ikke desto mindre er der et lighedspunkt mellem Jesus, der begiver sig ud i ørkenen, og Knud Rasmussen, der begiver sig ud på de første polare ekspeditioner. Selv om det er alvor helt fra begyndelsen, handler det på et dybere plan om forberedelse til noget, der er større. Om at være forberedt og klar til den endelige bedrift, når tiden er inde. Jesus’ endelige bedrift var ikke en rejse ud i verdens kolde afkroge, men en rejse ind i dødens rige, ind i lidelsens afmagt for at holde kærligheden højt og forsone Gud og mennesker./ Hvor Knud Rasmussen store udfordring var at holde sig i live undervejs, var Jesus’ store udfordring at være lydig til døden. Begge dele var bedrifter, der krævede alvorlige forberedelser og afsavn!

---

Der er ting i livet, der er så store og svære, at man må trække på de erfaringer, man har med svære ting, for at bestå. Måske de tungeste erfaringer, man har gjort sig, kan blive de vigtigste, for man kan komme til at stå i noget, som de glade og lyse timer i livet ikke har rustet en til. Jeg har kendt en, der under en depression havde en daglig fristelse til at give op og træde ud foran en bus, men hun havde løbet maraton og vidste, hvad det var at holde ud i lidelse og smerte og ikke give op! Eller den mor, der kunne støtte sin datter gennem en svær tid med angstanfald, fordi hun selv havde været noget lignende igennem. Det kan være en trøst i hårde tider, at det man lærer, kan betyde den afgørende forskel i noget svært senere i livet. Fastetiden, som vi er begyndt på, kunne vi bruge til at vende blikket indad: hvor er mit livs kilder? hvem tror jeg på? kan den smerte, jeg har kendt, blive en ressource? Hvilken glæde håber jeg på at fyldes af? hvilke afsavn kan jeg udholde undervejs? Knud Rasmussen vidste hvad det handlede om; Jesus også, som vi hørte. Der er tider, hvor man må træde væk fra at være midtpunkt i sit eget liv og lade en anden eller noget større fylde. Umiddelbart kan det virke selvfornægtende, men hvad hvis man selv står i vejen for det, der er ens livsopfyldelse: at elske, at tro, at leve i sandhed, være der for sine kære, stå op for noget større end en selv.

Det er alvorlige fastetids-overvejelser, som der vist ikke gives nogen facitliste til, men hvad må det koste at stå ved sit hjerte, sin tro, hvor må man selv træde til side for at det, man tror og håber på er bærende i livet, kan få lov at folde sig ud? Det handler ikke om at træde til side som noget selvfornægtende, men hvad skal jeg sige nej til, for ikke selv at stå i vejen for det bærende i mit liv?

Knud Rasmussen har sagt: Giv mig Vinter og Hunde – saa maa I for mig gerne beholde alt andet for jer selv. Han elskede at leve, fest og lyse stunder, men hans vej var ofte ensom og med afsavn for at opnå noget større./ Jesus sagde på et tidspunkt til sine disciple, at nu gik vejen til Jerusalem, til korsfæstelse og opstandelse. Jesus elskede også at leve, men skulle en anden vej til livet.

Den vej tager sin begyndelse, da han efter sin dåb, søger ud for at faste i ørkenen. Det bliver en styrkeprøve med fristeren selv; den livserfaring han gør sig med denne verdens fyrste og fristelsen til at vælge den lette vej, får han hårdt brug for senere: på korset, hvor han råber Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig, måske hører han en slesk stemme i øret: hvis du er Guds søn, så stig ned af korset, se Maria Magdalena, der står der, så dejlig hun ser ud, stig ned, så kan folk også se, du er Guds søn, ikke bare en pjaltet stakkel på et kors. I dét der afgørende øjeblik ved Jesus, at han før har stået over for mørkets fyrste uden at falde igennem, og han giver ikke slip på Gud som sit og ethvert menneskes håb selv i dyb lidelse. Det eneste et menneske dér har at klamre sig til er det Ord, der udgår af Herrens mund. Det kan være godt at have øvet sig på dét til den dag, hvor det gælder. //Herre, i dine hænder betror jeg min ånd, sagde Jesus til sidst på korset. Han vidste fra sidst, at Gud var der, at mørket ikke var mørke for Gud! At mørket var som lyset.  

Vi begyndte i en snedrive og slutter i ørkenen, hvor ørkenfaderen Antonius opholdt sig i årtier i 300tallet; han sagde: ”Den, der lever afsondret i ørkenen, er fri for tre slags konflikter: Hørelsens, talens og synets. Der er kun en konflikt tilbage: Hjertets!” Engang imellem kan vi stå der, hvor alt er skåret ind til benet. Da er det godt at vide, hvor livets kilde er, at kende kærligheden, at have levet på Guds ord som pejlemærke, at have stået i noget lignende før, hvor det gælder i den yderste anstrengelse at vælge håbet, kærligheden, troen, Guds vej til livet. Amen

 

 

 

Fastelavns søndag 2021, Brahetrolleborg kirke og Krarup kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæusevangeliet 3,13-17

 

Prædiken: Der er pilgrimme, der hvert år bliver døbt i Jordanfloden samme sted, som man mener, Jesus blev døbt. Måske man der får en dåb, der føles mere autentisk: hér skete det store, vi lige har hørt om; landskabet ligner det, Jesus blev døbt i, følelsen af vandet på kroppen, i ørerne og næsen efter neddykningen er den samme og lige ude bagved ligger den ørken, hvor Jesus drog ud efter dåben, og fastede 40 dage og blev fristet af Djævelen. For ethvert menneske følger der jo også et liv efter dåben, der rummer sine udfordringer. Men lader man sig døbe i Jordan er der et par ting, der er noget anderledes end på Jesu tid: der er i dag omkring 98 % mindre vand i floden end dengang, fordi der bruges vand af floden til forskellige formål. Og en anden forskel er, at Jordanfloden er så forurenet, at de lokale sundhedsmyndigheder fraråder dåb i floden. Der er kloakudløb og vand fra dambrug og andet. Så tror jeg, at almindelig dåb ved en dansk døbefont med kommunevand fra hanen er lige så godt, om end den sanselige lighed med Jesus’ dåb ikke er den samme, men indholdet er og det er det vigtigste!

Vi døber på en tro på, at når et menneske døbes her, daler Guds Ånd usynligt ned med et løfte om Gudsnærvær, at dåben sker med vand og Helligånd, for vort indre blik har vi lov at se himlen åben over dåbsbarnet i dåben, så der ingen skodder er mellem Gud og Guds elskede barn. Som en indvielse til et liv i kærlighed, tjeneste og tro Nogle døbefonte har ligefrem en udskåret due ovenover for at vise, at det samme sker her som da Jesus blev døbt: her kommer Guds Helligånd tilstede.

Ikke ret mange af os husker, vi blev døbt, men det er godt at blive husket på, eller huske sig selv på, gerne hver dag! At vi er knyttet sammen med Guds søn og aldrig står alene i livet, og heller ikke i døden.

Vi hører om Jesus’ dåb her til fastelavn, for hans dåb efterfølges af 40 dages faste og vi står nu på tærsklen til kirkeårets fastetid på 40 dage op til påske. Vi faster ikke det helt store, ikke hvad mad angår, men i år faster vi jo fra social omgang og vi faster fra store forsamlinger. Og det har varet længere end 40 dage allerede! Vi ved nok noget om, hvad faste kan gøre ved os: få os til at glæde os til at den er ovre! Lære os, hvad der skal til for at livet har fylde og glæde.

Og der er en anden ting ved fastelavn: det med at klæde sig ud. I dåben bliver vi klædt ud, kan vi sige, vi bliver iklædt Jesus’ dåb, får hans far-forhold til Gud lagt som en kappe over skulderen, del i samme Ånd. Jamen, til fastelavn klæder man sig ud for at ligne en anden, måske et barn klæder sig ud for at ligne Spiderman eller Pippi Langstrømpe og for at narre nogen, så de ikke kan se, hvem man er! Sådan er der vel ikke snyd med i dåben? Jo på en måde, ikke snyd for sjov som til børnenes fastelavn, men snyd for alvor, for at få del i velsignelse, for at blive frelst. Ved at blive døbt med Jesus’ dåb, klædes vi ud som Jesus, så vi ligner Ham over for Gud! Ikke for at narre Gud dog, men for at åbne Guds hjerte, og nyde godt af Guds kærlighed til sin Søn.

Måske nogle endnu kan huske, hvad de var klædt ud som til fastelavn som børn. Jeg løb som regel fastelavn med min storebror og vi var tit klædt ud som et gammelt ægtepar og da han var den ældste, var han manden, og jeg var den trinde kone i kjole, med tørklæde om håret. Jeg tænker, at mine forældre har smilet, når de så en fastelavnsudgave af dem selv! De var jo glade både for os, og glade med os; fastelavn var en stor dag for os. Mon ikke, at Gud glæder sig over og glæder sig med ethvert menneske, der klædes ud som hans søn i dåben!

Jeg ved ikke, hvor mange børn klædt i hvide dåbskjoler, jeg har set gennem tiden eller små guldkors om dåbsbørns hals. Det er en del af udklædningen, kan vi sige: den hvide kjole fortæller om en renhed som hos Jesus, der ingen synd har, og guldkorset er for at ligne Jesus, der også bar et kors; for at bekende, hvem barnet i dåben kommer til at tilhøre og får skæbnefællesskab med lige indtil opstandelsen fra de døde. Når et barn bliver døbt, tegner præsten kors for barnets pande og bryst, og det sker, når jeg kommer som præst i den anden ende af livet til et dødsleje, at jeg efter at have lyst velsignelsen tegner et kors med fingeren i panden på den døende, ikke for at minde Gud om, at dette menneske er døbt og tilhører Kristus, for det glemmer Gud ikke, men som en trøst til den døende: Gud husker dig, du er hans elskede barn og i Hans rige venter dig opstandelse og evigt liv. Hvad det præcist er, kan vi ikke sådan vide, men jeg har set, hvor stor en forskel det kan gøre at turde tro netop det!

Til fastelavn ser man vist ikke børn klæde sig ud som Jesus, det er mere Spiderman og prinsesser, til gengæld går mange af dem og er klædt ud som Jesus altid, døbte som de er til at tilhøre ham, iklædte hans dåb! Vi er som døbte heldigvis ikke kun os selv, vi er også små Jesus’er, som Gud ser på med mildhed i blikket.  

Det er også Valentins dag i dag; der er måske ikke så meget tilbage af den gamle helgenfest for Sankt Valentin, som dagen er vokset ud af, nu er det mere elskende pars dag for hinanden, men hvis der er noget, elskende kan, er det at iklæde hinanden i kærlighedens dragt og se på hinanden med så megen kærlighed i blikket, at i hvert fald en del fejl og mangler nærmest forsvinder, eller ikke regnes for noget særligt; det minder også om dåb, hvor Gud iklæder os sin kærlighed og tilgiver fejl og mangler. Så fastelavn og Valenstins dag oveni hinanden; det bliver ikke meget bedre, for vi har brug for at klæde os både i andre menneskers nåde og kærlighed, og i Guds! Det behøver vi ikke opsøge Jordans efterhånden grumsede vande for! Det kan ske lige her, hver gang vi husker på, vi er døbt og kaldet til at være brødre og søstre. amen!

 

Trinitatis 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet 28,16-20

Prædiken. Det er Trinitatis, en festdag for treenigheden, Vi hører Jesu ord om at gå ud og gøre alle til hans disciple ved at døbe dem i den treenige Guds navn. At være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er at have alle tre sider af Guds væsen som livsgrundlag; det er der en rummelighed i, hvad livssyn angår. 
----
Lad os tage en tur til København. Mangler du noget at gå op i? Så er Rundetårn et oplagt sted at gå hen! Mangler man lidt at fylde tankerne med, er Rundetårn rigtig fin at gæste! Rundetårn er bygget sammen med Trinitatis kirke midt i København, men har aldrig været kirketårn! Trinitatis kirkes kirkeklokker hænger i en tagrytter på tagryggen i den anden ende af kirken. Det er Chr. IV, der har bygget kirken og Rundetårn og bygningskomplekset er bygget som kirke og observatorium og bibliotek for universitetets studenter. Tanken var i samme bygningsværk at forene det hellige med det verdslige. Der skulle være kirke, der skulle være et bibliotek med den kongelige bogsamling – dér hvor der i dag er udstillingslokaler over kirkerummet, og der skulle være en stjerneborg, dvs. et observatorium, hvor himlen og stjernerne kunne observeres. Denne tredeling blev afspejlet i kirkens navn – Trinitatis – treenighed som det betyder, hvor Faderen er i himlen, Sønnen er i sandheden (i bøgerne), og Helligånden er i kirken.

Det er stort tænkt af Chr. IV… sådan at ville have hele tilværelsen med i samme bygning, både Gud og lærdom og søgen efter universets sandheder i videnskab/astronomi. En af Danmarks største videnskabsmænd Ole Rømer var direktør i Rundetårn samtidig med at en streng og samvittighedsfuld præst Jens Justesen Berg var sognepræst inde ved siden af. Trinitatis kirke med Rundetårn var et hus for det hele! Det minder lidt om den tankegang, vi møder hos Paulus i Efeserbrevet, hvor vi hører, at i Kristus skal alt sammenfattes, det himmelske og det jordiske, Gud og mennesker, det åndelige og det fysisk konkrete, det hele! Det skal hænge sammen i Ham! Sådan som vi som troende vel også forstår livet og den verden, vi lever i: det hænger sammen! Vi lever jo ellers i en tidsalder, der gerne adskiller det vi tror på og det vi faktuelt ved gennem videnskaben. Det er også klogt at kunne skelne mellem de ting, men for troen er det stadig noget, der hører hjemme i det samme liv, ligesom det for Chr. IV hørte hjemme i samme bygningsværk. Jeg er også troende, når jeg går til læge og får en gang penicillin, som videnskaben har udviklet og når penicillinen har virket, takker jeg min Gud for det og glæder mig over, at videnskaben har givet os så mange fantastiske ting. Vi skal både kunne tro på Gud og kunne tale i telefon, som det er blevet formuleret, altså leve i troens univers og i vort moderne liv uden at være splittet indeni.

Jeg besøgte engang et kloster i Frankrig, hvor en flok munke boede og levede i tjeneste for Gud. Og jeg stod i et højt hvælvet rum på vej ind i den smukke middelalderklosterkirke og faldt i svime over forne tiders imponerende arkitektur, da en af munkene kom ind, klædt i den hvide kordragt og jeg tænkte, at nu var jeg nærmest tilbage i middelalderen, som den også kunne have set ud hjemme i Holme kloster… da munkens mobiltelefon pludselig ringer inde i munkekuttens folder og han standser op og fisker telefonen frem og siger ”allo”, så det giver genlyd op under de gotiske hvælvinger. For ham var der ingen modsigelse mellem at leve et liv i hengivelse til Gud og tale i mobiltelefon. Han levede ikke i middelalderen men i nutiden.

Vi behøver ikke lytte, når visse ikke-troende prøver at håne os ved at sige, at vi tror på middelalderlige myter og tilbeder en himmelnisse. Helligåndens virke er at bringe evangeliet vedkommende og livgivende med ind i vor egen tid til nogenlunde oplyste mennesker. Den treenige Gud er en Gud, der vil forblive en relevant Gud, være Gud i tiden, også i 2020. Gud er på vandring i livet med os, Gud bevæger sig, ikke at Gud er forandret i grunden, Kristus er evig, kærligheden står ved magt og er den samme, men det kræver forandring at stå ved kærligheden og dem, man elsker; det ved i hvert fald mange forældre. Forbliver man tilbagetrukket, holdende på sit, utilnærmelig, flytter kærligheden hjemmefra og man kan ikke nå dem, man elsker. Derfor er det så vigtigt at række ud, leve med, følges, og det er hvad Gud gør i Jesus og hvad Gud i Helligånden gør til levende nutid for os. Vi kan udmærket tro på Gud og tale i mobiltelefon! Tro på opstandelse fra de døde og flyve med jetfly. Helligånden betyder, at Gud ikke gik i stå i år 30, ligesom vi andre kan være gået i stå tilbage i 70’erne og ikke har flyttet os meget siden; det at Gud har tre sider med Helligånden som den dynamiske udadvendte side, der blæser hvorhen den vil, gør det at gå med Gud til noget levende. Vi er døbt i den treenige Guds navn og Hans søn har lovet at være med og sendt os Helligånden, som livgiver og fortolker for os midt i verden. Da Gud blev menneske i Jesus, bandt han det himmelske og det jordiske sammen og kalder os med ind i det liv, der opstår, hvor himmel og jord mødes. Gud er ”tre i en” og går ind i tiden uden at slippe evigheden og lader os vide, at det behøver vi heller ikke. Her hænger livet sammen, det vi tror, den verden vi lever i! 
Derfor er også det at livet hænger sammen, vi fejrer i dag, hvor det er Trinitatis; at vi kan rumme både troen og vor egen tid. Jeg ved godt, at nogle troende har det svært med videnskabens beskrivelse fx af udviklingslæren, men tør man lade også sine mere faste overbevisninger udfordre, er der for mig at se ikke nogen principiel konflikt mellem tro og videnskab… det er to sider af samme liv og hver side må have lov at fylde sit og bidrage fra hver sin kant. Et levende eksempel på det er den katolske præst og videnskabsmand Georges Lemaître (1894-1966). Han anses for at være den astronom, som først fremkom med ideen om, at universet ikke altid har eksisteret, men har en begyndelse i form af ’et uratom, der var eksploderet i skabelsesøjeblikket’, altså teorien om Big Bang, for 15 mia. år siden. Han havde tilsyneladende ingen problemer med at være troende katolik og at fremsætte en videnskabelig teori om Big Bang. Hvorfor skulle Gud ikke kunne have skabt verden på 15 mia. år i stedet for på 7 dage? (Nogle ting er det da godt at give sig god tid med!) Kristen tro er ikke så meget tro på skriftens bogstav som det er levende tro på Kristus som Guds søn og et liv i kærlighed til sit medmenneske.

Lad os runde af i København inde ved Trinitatis kirke. Der er noget fascinerende ved at gå op i Rundetårn ad den snegleformede gang, der snor sig hele vejen op, til man træder ud og har den skønneste udsigt. Turen op i Rundetårn er at gå rundt og rundt og op og op på samme tid. Mangler man noget at gå op i, er Rundetårn et godt sted at gå hen; mens man går op, kan man fundere over, at man både går rundt i cirkler og op i højden. Måske er det sådan med vores vej i livet også, at vi i troen går rundt i cirkel, i gentagelsen, advent, jul, påske, pinse, fadervor og trosbekendelse, salmer og velsignelse, og samtidig går vi nye steder hen i livet som tiden går, vinder livserfaring, lærdom, indsigt i verdens gang  … op til nye udsigter, rundt til nye ind-sigter. At leve som troende i verden er lidt som at gå op i Rundetårn, amen!

 

Pinsedag 2020

Læsning om pinseunderet som det er beskrevet i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Apostlenes Gerninger 2,1-11

Prædikentekst: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham. Johannesevangeliet 14,15-2

Prædiken. (Blæser sæbebobler!) Vi kender alle til sæbebobler. Sådan kunne Helligånd se ud, noget luftigt, noget med ånde, noget smil- og glædefremkaldende, noget, der kalder på undren, for hvem kan for alvor begribe en sæbeboble, hvem kan begribe Helligånden? Man kan få sæbebobler til at lande på huden, man vil mærke et lille pust, når de brister… den luft jeg blæste i den, et åndepust.

Et billede på Helligånd kunne være Gud der blæser sæbebobler ind i verden og når de rammer os, brister de og vi får et åndepust fra det høje.

Nu vil jeg ikke gå ned ad midtergangen og blæse sæbebobler på jer, for det er ikke præstens eventuelle coronafyldte ånde, I skal have med jer hjem i dag. Men vi kan forestille os salmer og ord og musik og fællesskab som sæbebobler, der svæver i rummet, hver rummer et lille åndepust fra Gud. Pinse handler om, at Gud usynligt blæser liv i Ordet, troen, livet. Måske sker det i en salmelinje, der åbner noget i en… lagde I mærke til, hvordan det ånder, vifter og lufter i ”I al sin glans nu stråler solen”? Der er livsånde nok til mange åndefyldte sæbebobler i den! Eller der kan være et ord, et udsagn i evangeliet, der rører en og vækker noget til live, eller et lysindfald og sol hen over gulvfliserne, der giver kirkens rum liv, eller måske Fadervor eller bare hjertet der er fyldt af tro. Pinse handler om, at vi kan møde Guds levende kraft her i verden og mærke Guds Ånd og liv røre os; Guds Ånd er ikke kun i himlen, men blæser blandt os her, som Jesus har lovet.

Vi hørte pinseberetningen fra Apostlenes gerninger. Her er ingen sæbebobler, men ildtunger og en susen i luften, glade hjerter og levende tro. Det er Åndens liv og kraft og det sætter gang i apostlene, der går ud på gader og stræder og forkynder Jesus som Guds søn og opstanden fra de døde. De har måske været lige så glade over at komme ud efter en tid inden døre, som vi andre er efter coronatidens nedlukning. Vi var i Odense forleden for første gang siden nedlukningen og at gå der og mærke summen og liv i byen efter at have levet lidt i en coronaboble var lige til at blive glad og oprømt af. Livet vil leves, kunne man sige, og måske er det også hvad disciplene mærker efter nogle dages indadvendthed efter Jesu himmelfart: livet vil leves, Gud puster til det! Og de kan ved et Guds under tale alle sprog, så alle kan høre evangeliet på deres egne tungemål. Havde der været fynboer den dag i Jerusalem, havde apostlen Peter eller en af de andre også kunnet tale fynsk og fynboerne ville måske have kigget på ham og sagt: - vi kan da høre, du er ned’ fra Svanningekanten! At høre sit eget tungemål midt i en fremmedsproget storby, får en til at spærre ørerne op.  Helligånden gør det himmelske til noget fortroligt og livsnært. Den dag blev 3000 mennesker døbt i Jerusalem, står der i apostlenes gerninger. Så havde der været fynboer, var de blevet døbt med Helligånd og vaand’ og Fyens Stiftstidende ville have ryddet forsiden: fynboer blandt de første døbte i verden!

Det er pinseunderet vi fejrer i dag: Helligåndens komme, forkyndelsen der tager sin begyndelse på alle sprog, og dermed kirkens fødselsdag; noget af det vigtige vi fejrer er, at Guds Ord er lige oplivende og sandt på alle sprog, også på fynsk og til alle tider. Helligånden taler ikke kun fynsk, den gør også det forgange nutidigt. Det er ikke kun en begivenhed for 2000 år siden, vi fejrer, men at det, der fyldte dem dengang, lever i dag og kan fylde os!

For en del år siden havde vi et pinsearrangement for skolebørn i Brahetrolleborg kirke. Kirken var fuld og et kirkekor stod og blæste små kaskader af sæbebobler ned fra pulpituret og vi havde pustet badebolde op, som børnene puffede til og lod vandre ned over rækkerne og der var latter og sang og pinseglæde, og forundring over det glade syn af bobler og bolde i luften-. Der var liv, glæde. Helt så løssluppent går det ikke til i dag, men vi holder gudstjeneste på, at der er Helligånd flettet ind i det, der foregår, at Gud blæser liv og ånde herind, bevæger os, skubber til os.

Her i coronatiden har der været mange bevægede og rørte mennesker. En jeg løb på, var rørt til tårer over, at børnene kom og stillede indkøb ved fordøren et par gange om ugen. Og en af de små videoer, vi herfra lagde ud på facebook og som sluttede med en velsignelse, fik en til at skrive: der blev jeg lige rørt et øjeblik. Og både statsministeren og oppositionslederen fik tårer i øjnene i en TV-debat, da de til sidst blev spurgt, hvad de ville gøre som det første, når denne tid var ovre, og begge svarede, at de ville give deres gamle forældre et knus. Kærlighed, det at blive vist omsorg, det at blive set … bevæger os, åbner hjerter og tårekanaler; bekræfter os i, at vi ikke er alene i livet. Helligånden ligner i det stykke kærligheden, omsorgen. Den åbner ind til det inderste i os, bekræfter, at Gud er levende virkelighed. Fra Johannesevangeliet hørte vi Jesus love disciplene, at der til dem, der elsker Ham, vil komme en talsmand/Helligånden; han lover dem, at kærligheden mellem Hans Fader i himlen og Ham også skal omfatte dem! Da Helligånden kommer med glød og susen for ørerne, bevæger den disciplene: Gud har virkelig set dem, gemt dem i sit hjerte, Jesus har hele vejen talt sandt; alt er ikke lige meget, livet kan aldrig gå mere i stykker end at det kan blive helt igen. Og Helligånden puffer til dem, bevæger dem til at dele tro og glæde med andre. De er ude af sig selv og dér er det, vi kan nå hinanden. Kærlighed, det at blive vist omsorg, trøstet, hjulpet, husket, det at blive set, åbner os, både når det er mennesker, og når det er Gud, der giver os susen for ørerne og glød i hjertet.

Der findes et maleri fra 1827, som forestiller fysikeren Isaac Newton, der ser et barn blæse sæbebobler og synet af det smukke farvespil i boblens overflade får den store fysiker til at opdage lysets brydning! Om det lige gik sådan til, da Newton gjorde dén banebrydende opdagelse 150 år tidligere, ved jeg ikke, men maleriet viser meget godt, at der i 1800 tallet var en stor videnskabelig interesse for sæbebobler! Der er masser af indviklet matematik og fysik i en sæbeboble; ja forstår man sæbebobler, forstår man også noget af det, der foregår i universet. Man mener, at udvikling af bedre kameraer og film i fotografiets barndom skyldes studiet af sæbebobler, for man havde brug for billeder af det splitsekund boblen brast, for at studere fysikken i det. Sæbebobler kan deres flygtige væsen til trods sige noget om dybe ting, og jeg vil mene også om Helligånden. Sæbe var dengang i 1800 tallet blevet hvermandseje, så alle kendte nu både til at vaske hænder med sæbe og at blæse sæbebobler, ikke kun overklassens børn. Og noget af det, der optog folk i en grad, så man kunne samle mange mennesker til fysikforsøg med sæbebobler mod entré var, at et dagligdags stof som sæbe talte til selve den barnlige forundring. Sæbebobler kan få os til at smile, forundres, løfte blikket, blive som børn og samtidig kunne man lære om universets beskaffenhed af en blok sæbe. Noget jævnt, dagligdags som forvandles til noget forunderligt, poetisk, igangsættende, indsigtsfuldt… mon ikke at en blok sæbe også kan sige os noget om Helligåndens virke! Er det ikke, hvad der kan ske med os, når Ånd griber os? Der kan vokse en forunderlig og poetisk fylde i os, så vi må tro, synge, håbe, se hinanden, elske hinanden. Ånden løfter vort indre op mod Gud og mod livet og hinanden; gør os lettere og gladere til mode.

Her til sidst vil jeg for overblikkets skyld lige kort sammenfatte, hvad pinse og Helligånd handler om, dog uden ord: blæser flere bobler… Glædelig Pinse! Amen

 

 

4. søndag efter påske, 2020.

Johannesevangeliet 8,28-36: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«


Prædiken: Sandheden skal gøre jer frie, siger Jesus. Han taler ind i en religiøs virkelighed her, men vi kender også fra det almindelige liv, at sandhed kan gøre fri. Lige nu er coronaen så meget under kontrol, at vi kan begynde at leve friere. Tænk hvis det er en løgn, at smittefaren er begrænset og at vi går lige ud i et massivt smittetryk, som vil koste svær sygdom og død for mange, når vi nu lukker mere af samfundet op, så ville det slet ikke være frihed, at vi kan komme mere ud, så ville det være en fælde. Men når nu coronaen er under kontrol, er det en sand virkelighed derude, der åbner muligheder og giver en frihed, der er savnet. For at frihed kan være frihed og ikke en fælde, skal den være forankret i noget sandt og ikke bero på en løgn. Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, som vi siger!

Hvad Jesus siger om frihed i dag, skal tilsvarende være trosmæssig forsvarligt. Den frihed, han taler om, er ikke, at vi igen kan gå til fodbold og på café, selv om begge ting er fantastiske, den frihed han taler om er intet mindre end at synd og død ikke skal spærre livet inde. Døden kender vi! Hvor kan den ødelægge meget liv og gøre os bange og bekymrede. Synd er et svært ord, det er som om at det fylder hele stuen, når det blive nævnt og vi bøjer nakken, for noget har vi jo nok gjort, ligesom når politiet ligger bag en på vejen og man straks får dårlig samvittighed. Men synd er et dybere begreb end handlinger, vi kan fortryde; synd er at ødelægge livet, lukke Gud ude, at tro ondt om livets gave. Jesus vil rive os ud af syndens og dødens truende mørke og gøre os til frie børn af lyset.

Jeg så et skønt billede af en nyfødt på facebook og hundredvis af likes. Det er populært at blive født! Hvor har sådant et barn brug for at vokse op med en tro på, at det er lysets barn og aldrig skal opsluges af mørket. Det lys og den glæde, der byder et barn velkommen til verden, skal vi værne, og det, som det ikke står i vores magt at værne et barn imod, må vi bede Gud tage hånd om. //Og kun den, der er sendt af Gud, er i stand til at værne os mennesker mod de mørkeste kræfter. Derfor er det så vigtigt for Jesus, at vi tør tro, Han er sendt af Gud. Og det skal vi se, når han bliver ophøjet, som han siger, altså på et kors og når han bliver taget op til himlen. Dét afgør, om vi kan blive frie. For hvis Jesus ikke opstod fra de døde, er døden og mørket ikke besejret og så er det at leve på den frihed en fælde; så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, som Paulus siger et sted, fordi vi så levede på en løgn. Men nu er Kristus opstanden, fortsætter Paulus jublende, så den virkelighed, der skal gøre os frie, er sand. Derfor er det trosmæssigt forsvarligt at føle sig håbefuld og glad og give sig i kast med at leve! Også selv om vi begår fejl og en dag også skal dø; det er et livsvilkår, ikke en fælde sat i mørket. Jesus lover, at vi skal leve om vi end dør. Den frihed og glæde må egentlig gerne kunne mærkes på os!

Jeg har trukket et par gamle historier af stalden til i dag. De kan jo også trænge til at komme ud og blive luftet lidt! Bl.a. historien om den lidt vrangvillige jyde Emil. Emil var kendt for, at der aldrig var noget, som var godt, og slet ikke godt nok. Han havde et valgsprog, som lød: “Hva’ nøt er et té?” Nu havde de gode folk i nabolaget besluttet sig for, om de dog ikke kunne formå Emil til at synes, at noget var morsomt og livsbekræftende. De gav ham en biografbillet til en film med Gøg og Gokke, som var på det højeste dengang, og som skulle kunne vække orkanagtige latterbølger. Emil gik i biografen, og spændt ventede vennerne på reaktionen. Men Emil sagde ikke noget. Så dristede én sig til at spørge: “Nå, hwodan war et så?”. “Jow, det var da godt nok. Hvis en hælsen ka’ hold u’ og sid’ å grin’ i tow timer!”
Som regel tænker vi, at synd og skyld kommer af fejl og fejltrin og ”synder”, vi gør, men måske er selve det at være tvær og negativ og uden forventning og håb en uret mod Gud og det liv, Han giver. //En uret som ethvert forår minder os om straks at holde op med at begå: Vær fri og spred glæde og fold dig ud i al din skønhed, kan et nys udsprunget bøgetræ fortælle os, og lad hjertet fryde sig, sang den nattergal, vi hørte i fredags, og nyd skønheden og dybden i livets hellige nu, synger solsorten ind i sjælen på os med sin smukke melankolske sang. Det er trosmæssigt forsvarligt at fyldes af glæde. 
---
Det var der en anden jyde, Marinus, som var bedre til. Marinus havde fået nyt gebis. Men han havde store problemer med de tænder. Rygtet om det var også nået til præsten. Så da præsten efter gudstjenesten ønskede kirkegængerne god søndag, spurgte han deltagende Marinus, hvordan det gik med de nye tænder. “Jow”, svarede Marinus. “Det go’r såmænd hiel godt. Det will sej: Te å tyg’ mæj, du’r de et’. Men såen te å sid’ å løs avis mæj er de knippel.”


Jesus har hentet os over i lysets rige, det må gerne kunne mærkes på vort livssyn! Både i form af glæde og i form af et stærkt håb, når tiderne kræver meget af os. //Vel kender vi verden og livet godt nok til at vide, at der kan være grund til at sørge og græde, men side om side med det er der også grund til glæde og håb, for vi har lov at kalde os Jesu disciple og leve på en glæde og et håb, der er stået op af døde.
---
Forhåbentlig vil den kommende tid være fuld af glæde over at landet kan åbnes igen skridt for skridt; hvor der bliver mange ting at fryde sig over igen at kunne; må alt vi tror og gør, også i dagligdagen, være forankret i en sandhed om livet og gøre os frie. Amen

2. søndag efter påske, 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johannesevangeliet 10,22-30


Prædiken: I mine unge dage var vi en flok, der hang ud sammen. I flokken var en stille fyr, som ikke gjorde særligt væsen af sig. Men kom vi ud, hvor der var levende musik, sad han ikke og hang som os andre, så var han på dansegulvet! Fuld af rytme og danseglæde og der blev han hele aftenen. Musikken talte dybere til ham end til os andre og fik ham til at føle sig i live på en måde, vi knap forstod.// Det er blevet sagt, at ”De, der danser, bli'r anset for gale af dem, der ikke kan høre musikken", og sådan havde vi det nok lidt, desværre. For man skal kunne høre musikken for at leve i dansen og det ville vi andre egentlig gerne have kunnet og turdet som han.

Jeg tror, at det er i familie med det, Jesus siger i evangeliet i dag. Hans ord og hans person skal vække noget i os, for at vi kan blive levende i det. Vi skal kunne mærke sandheden i det, høre musikken, livet, ånden, kærligheden i Ham, for at kunne og turde tro, at Han er Kristus. Hvad hjælper en lærd afhandling om, at Han er Kristus, hvis budskabet ikke rører hjertet. Jesus siger, at vi skal høre til hans får for at kunne høre hans røst. At høre til hans flok kunne være at være døbt til at tilhøre ham og slå ørerne ud og lukke hjertet op og forundes at høre musikken i livet, fordi han øser ud af sin kærlighed. Eller i sin søgen søge netop Ham som sit livs hyrde og stole på, at Hans ord gør levende i jævnlig berøring med dem.

Vi skulle have haft konfirmation i dag, 25 unge skulle have siddet hernede og lyttet til en prædiken om hyrdens røst i deres liv. Jeg ville gerne have fortalt dem en historie, jeg tit har fortalt til konfirmation: Det var en mand, der kom kørende en sommerdag frem mod et lyskryds, hvor han stoppede for rødt. I banen ved siden af ham trillede en lille lastbil op med en flok levende får på ladet. Manden i den første bil nød synet af fårene og tænkte, at der er mange måder for en hyrde nu til dags at få sin flok rundt på, og han læner sig lidt ud af sit åbne bilvindue og råber med et smil op til chaufføren med fårene: I hyrder følger da virkelig med tiden! Men manden med fårene kigger på ham og råber tilbage: - jeg er ikke hyrde, jeg er slagter! //Uanset om vi er konfirmander eller voksne eller hvad vi er, skal vi vælge vore hyrder i livet med omhu, for der findes også andet end gode hyrder ude i livet; nogen der ikke vil os det godt. Men der findes særligt én hyrde, der er den gode hyrde; det er evangeliets budskab; ham skal vi følge. Søge troen der, hvor vi håber den kan live os op. Lidt som at stille sig ud på et dansegulv og håbe, at musikken gør noget godt ved en. Nogen vil sige, at de ikke behøver en hyrde, de kan tænke selv. Det kan vi forhåbentlig alle; men vi har vel også alle nogen, vi lytter mere til end andre, om vi er troende eller ej. Men kan vi ikke høre kærlighed, musik i de røster, vi følger, skal vi måske finde nogle andre at lytte til. Tro og håb er også at lytte til den rette, hvor der er godt i vente.

Min far købte en gang et sort får på Ho Marked. Det hed Mette og gik frit i stalden og sov i en dynge halm i laden. Det får kendte min fars røst! Når min far ved aftenrøgtningen gav køerne roer, kaldte han på Mette og hun kom glad springende, for hun elskede både min far og roer. Så gik hun og spiste af køernes roer, stangede lidt med dem for sjov og blev kløet i panden af min far. Hun kunne godt være lidt forbeholden, når andre kaldte, men min fars stemme kendte hun og vidste, at når den lød, var der godt i vente. Sådan et får kan vi lære af… ligger der i Jesu ord i dag.

Konfirmanderne skulle i dag have haft lov at tænke lidt over, hvilket dyr, de helst ville se sig selv som, hvis de kunne vælge. Måske en tiger eller en havørn med stort overblik eller et dovendyr, som sover 18 timer i døgnet! Det ville nogle forældre nikke ja til! Jeg ville have foreslået dem at være får! Selv om får ikke er så begavede at se til, kan får noget vigtigt: følge en hyrde. Jesus siger: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i evighed gå fortabt og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det er sådan et ord, en konfirmand kunne få med i livet som konfirmationsord. Et ord om, at uanset hvad man kommer ud for, er man aldrig alene, heller ikke i en corona-karantæne-tid, for ens hyrde er der, den korsfæstede og opstandne Kristus; intet i lys eller mørke, liv eller død, er ham fremmed. Hos Ham er det godt at være får! // Om et får så kan høre musik og danse, ja hvem ved! Det sorte får Mette havde nogle trin, der kunne minde om en hopsasa, og hun kunne høre musikken i min fars stemme; den fik hende på benene glad og forventningsfuld. Sådan et får ville det være godt at være i livet: som hende at have Én, hvis røst man kender og som fylder en med håb. Amen

Påskedag 2020.

Matthæusevangeliet 28,1-8. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Prædiken: Den anden dag fik jeg en æske påskeæg. Da jeg fik låget af æsken, foldede underdelen af æsken sig ud, så alle påskeæggene lå klar lige til at tage. Det så ikke ud til at være meningen at låget skulle tilbage på æsken igen, og så måtte vi jo bare fylde os! Påskechokolade kan åbenbart være opbyggeligt, for det mindede mig om, at stenen for Jesu grav heller ikke skal tilbage på plads igen. Her skal ikke lægges låg på igen; Glæden fra Gud er foldet fuldtonende ud påskedag, og vi har lov at fylde os!

Vi hører om de to Maria’er, der er gået ud for at sørge ved Jesus’ grav, men jorden skælver og en engel stiger magtfuld ned og vælter stenen fra graven. Englen fortæller dem, at Jesus er opstået fra de døde og venter dem ude i livet, der skal de møde ham. Og de skynder sig fra graven fulde af frygt og glæde. De har fået livet givet nyt tilbage, glæden givet ny tilbage. Men også frygt! Måske over at skulle ny-orientere sig i tilværelsen nærmest på et splitsekund. Der kan være frygt forbundet med at gå ud i livet efter sorg eller svære tider (bare tænk, når vi skal til at lukke landet op igen). Tør vi/kan vi rulle stenen fra vort hjerte igen og lade lyset skinne ind; der vil vist være både frygt og glæde?

At få livet givet nyt tilbage kan vi alle længes efter i en tid, hvor meget er lukket ned. Men som en skrev: Solen er ikke aflyst; Foråret er ikke aflyst; Venskabet er ikke aflyst; Læsningen er ikke aflyst; Sangen er ikke aflyst; Havets brusen er ikke aflyst; Hengivenhed er ikke aflyst; Kreativiteten er ikke aflyst; Fantasien er ikke aflyst; Venligheden er ikke aflyst; Brevskrivningen er ikke aflyst; Latteren er ikke aflyst; Påsken er ikke aflyst; Troen er ikke aflyst. Håbet er ikke aflyst; Kærligheden er ikke aflyst. Husk det nu!

Hvis opstandelse er at få livet nyt tilbage, møder vi den i det nære, når livets glæde pludselig går op for os midt i, at vi egentlig er lukket ned./ Jeg tror også, at det kan være en opstandelse i ens indre at vågne op efter en operation eller på vej ud af en respirator: at få livet givet nyt tilbage. Og jeg tror og håber, at der er reel opstandelse i evigheden: at vågne op på den anden side døden og høre Kristus kalde med kærlighed i stemmen: vågn op du som sover, stå op fra de døde. At få livet givet nyt tilbage, fordi Gud lever med i liv og død. Der er håb på alle planer i tilværelsen. Kan vi/tør vi rulle stenen fra indeni og fylde os med det? Eller måske en engel kommer og ruller stenen fra i os!

Forleden dag begav jeg mig en tur op i kirketårnet her i Brahetrolleborg kirke. Der er 30-40 meter op ad stejle trapper og stiger. Man skal hele tiden sørge for at holde ved noget, for et fald kan være fatalt, og sine steder er der ikke gelænder eller afspærring, så man skal se, hvor man træder. Det kan godt minde om livet i en coronatid, eller bare livet i det hele taget, hvis man går gennem svære ting; for ud over at man skal have noget at holde sig til for ikke at falde, bliver det også mørkere undervejs og når man er helt oppe, hvor spiret begynder, går stigens spinkle trin lige op i buldermørke. Har man ikke gået der før, er det her, man bliver mørkeræd og vender om. Men fortsætter man op ad den sidste stige, opdager man som man går trin for trin op i mørket, at selv om stigen vakler lidt, holder den, og fører op, hvor man støder hovedet mod en lem og skubber man den op, strømmer lyset pludselig med stor kraft ind og man kan stikke hovedet op af en luge og fra tårnets top se den smukkeste udsigt over slot og parken og enge.

Jeg tror, at opstandelsestro er lidt som at gå op af den sidste hønsestige i tårnet; man kan godt vakle/tænke, om det holder og at man ikke rigtig kan se noget, men det er de trin, der fører op, hvor lyset kan strømme ind. Jeg har gået turen mange gange og ved, at dér i mørket på de spinkle trin er jeg tættere på lys og udsyn end før. /Måske er det at gå gennem svære tider at være på en vej op mod lyset, selv om det ikke mærkes sådan. Det er godt med en tro, der så på vejen siger en, at en levende skabende magt i tilværelsen vil løfte en op i Påskedagens lys efter livets langfredage, at Kristus er opstanden og at vi skal møde ham og kærligheden i Ham i livet ude foran os. At tro det er at gå ud i livet med forventning og glæde i hjertet; at tvivle på det, vakle i troen på det nu og da, som mange af os vil kende til, indebærer vel, at man så må lade sig overraske så meget desto mere, når det sker! Det er også noget at have i vente, en stor overraskelse: at Livet skal gives os nyt tilbage, som lys fra en luge, der slås pludselig op og ikke skal lukkes igen. Vi har lov at fylde os! Glædelig påske, amen.

 

Langfredag.

Johannesevangeliet 19, 17-30. Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

Prædiken: For nogle uger siden var der en historie fremme, da det hele spidsede til med corona i Italien. Der var akut mangel på respiratorer. Der var en præst, 72 år gammel, der blev så syg af corona at han skulle i respirator. Folk i hans sogn samlede et større pengebeløb ind for at gøre det muligt for ham. Men da præsten så, at et ungt menneske også havde brug for respiratorbehandling, overlod han sin egen respirator til den unge, som overlevede, mens præsten selv døde. Præsten har måske tænkt på Jesu ord om, at større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner. Da han skulle begraves, blev hans kiste ført gennem byen og folk stod langs ruten og klappede.

Det at lade kærligheden gå hele vejen uanset prisen er et langfredagstema. Jesus ofrer sig for at lade sin kærlighed tælle i vores liv, både i dag i livet her og når vi skal stå over for vores Gud og Skaber i evigheden. Vi står ikke alene. Vi kan gå hvert nyt skridt i tilværelsen med Kristi kærlighed i ryggen, også i den bekymrede tid vi er i nu.

Vi har her i kirken et krucifiks, der står på alteret, når vi har tjenester, og ellers er bag lås og slå, for Kristus her er det pure guld, vistnok omsmeltede smykker skænket af fru Sybille Reventlow her på Brahetrolleborg for et par hundrede år siden. Der er sådan en tommelfingerregel om, at guld i en kirke ikke bare er til pynt men symboliserer Guds stråleglans, Guds lys i vort liv. Jeg har tit stået og kigget på krucifikset under en salme i en gudstjeneste og tænkt: hvad stråleglans og lys er der ved at lide og dø på et kors? Men det må være kærligheden, hjertegløden, som Jesus hænger der med, der er stråleglansen langfredag og guldet værdigt.

Alt var rædselsfuldt den dag, undtagen den kærlighed, Jesus hang der med. Den renser og forsoner på det dybeste plan i tilværelsen, ligesom vores egen mere ufuldkomne kærlighed formår at rense og forsone i det nære liv, når vi elsker hinanden og lader det vinde over ufred; skel; de sår, vi får og giver.

Kan I huske, da vi fór ud og hamstrede mange af os, da landet blev lukket ned for nogle uger siden? Som om vi lige glemte samfundssindet et øjeblik og tænkte mest på os selv. En skrev i avisen, at bare man skraber lidt i overfladen på os, ser man hvad der gemmer sig inde bagved af grimt! Eller dengang nogle røvede en sygehusafdeling for håndsprit og værnemidler… når der er krise, kommer menneskets sande natur for en dag, blev det sagt. Det vælger jeg nu ikke at tro. For jeg tror, at vi menneskers sande natur er en trossag og jeg tror, at vi må tro på, at det er det gode i os, der er vores sande natur, at evnen til at elske og opfylde livet og sætte os selv til side, når der er brug for det, er vores sande natur, mens vores selviskhed og den ondskab vi ser, de mange fejl vi har og hele tiden begår, er noget usandt i os. //Dem, der korsfæster Jesus, beder Han Gud tilgive…for det er ikke sådan vi mennesker skal være mod hinanden. Når en mand opgiver sit liv for at en anden kan leve, som præsten i Italien, så har jeg en tro på, at det er det sandeste menneskelige i ham, vi ser. Da Jesus hænger på korset er det måske for at afsløre, at kærligheden, offerviljen er det sandeste i menneskene, inde bagved alt det, der hele tiden stikker af for os i den ene eller anden retning væk fra kærlighed og forsoning. At Gud har skabt Menneskene, som de bør være; som der står i en gammel oversættelse af bibelen, men de har saa mange sære Ting for! Og det har vi jo unægtelig!

Langfredag er den alvorligste dag i kirkeåret; Jeg kan huske, at jeg som dreng var med i kirke langfredag, hvordan det alvorstunge lå over ansigterne, salmerne, præstens prædiken, der var ingen i spraglede skjorter sådan en dag; så ville jeg nu hellere i kirke påskedag, hvor alle var glade, og selvfølgelig allerhelst til jul!

Men efter at have set mere af livet, kan jeg mærke, at langfredag må med, hvis den glæde og det håb og den tro, vi har, skal kunne rumme hele livet, og døden med. For der findes også langfredage i vi menneskers liv. Lidelse findes, død, bekymring, udsathed; mange af os kender nogle, der er særligt udsatte i denne tid, eller vi er det selv; måske vi kan finde en trøst i, at Gud sendte sin søn ind for at dele også de kår i livet med os. At der kan være stor kærlighed tilstede midt i mørke og lidelse, som langfredag viser os. Kristus gik ind for at bære menneskenes mørke på egen krop, bukke under og stå op som solen påskemorgen og kaste nyt lys af håb ind over livet og døden. Det er godt at huske, når det er langfredag i livet og vi føler os bange og alene. At vi er ikke alene. Amen

 

Palmesøndag

Johannesevangeliet 12,1-16  Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

        Hosianna

        Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,

        Israels konge

 Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:

        Frygt ikke, Zions datter!

        Se, din konge kommer,

        ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

Prædiken: Midt i mange urovækkende beretninger om corona, er der også opløftende og bevægende historier. Fx har det været fremme, hvordan 13 ansatte på et plejehjem i Italien er flyttet ind på plejehjemmet i frivillig isolation sammen med beboerne. Nu udgør de ansatte ikke mere nogen ekstra smitterisiko, som hver gang de mødte ind på arbejde udefra, og bare det at de er der hele tiden, gør beboerne meget tryggere. Det mærkes på, at der ikke mere er så mange nødkald om natten fra plejehjemmets beboere og en af dem græd, da hun fik at vide, at nu rykkede plejepersonalet ind for at være hos dem - af lettelse og taknemmelighed.

Den lille historie fik mig til at tænke på, om der ikke også er en god del lettelse og taknemmelighed i hyldesten ved Jesu indtog i Jerusalem, og i Marias salvelse af hans fødder. Måske er budskabet til Jesus i hyldesten med palmer og i Marias salvelse af hans fødder: Vore drømme, vore håb, vor tro har brug for, at du rykker ind; du giver os håb! Tak, at du kommer for være hos os og dele vore kår, for vi har brug for, at du er her! Maria græder da hun salver hans fødder, hører vi i et af de andre evangelier, måske fordi hun er fuld af taknemmelighed og lettelse som plejehjemsbeboeren i Italien. Havde der været internet og facebook dengang, ville Jesu indtog måske være gået internettet rundt som en begivenhed fuld af håb i en svær tid, og Maria, der salvede hans fødder og tørrede dem med sit hår, ville have fået mange likes: Godt at nogen takker ham! Dengang kunne de ikke vide det, men vi andre ved det: Jesus døde af at drage ind i til Jerusalem den påske. Jesus vidste det godt selv. Måske ved han også, at de fleste af folkene ender med at svigte ham og kræve ham korsfæstet. Måske hans hjerte siger ham, at så meget desto mere har de brug for, at han kommer og holder kærligheden højt. De er fangede og fortabte i deres svigt, hvis der ingen kærlighed og nåde er. Jesus viser her, hvad evangeliet vil mennesker: forsoning, Gudsnærvær, frelse.

I den her tid, hvor vi skal holde afstand og går i hver vores bobler, griber vi ud efter nærvær. Når vi synger morgensang med Filip Faber i fjernsynet lyser skærmen af nærvær. Når min datter aftaler med sine veninder, at de kl. 15 mødes på skype (eller noget der minder om det) og har drinks klar hver især og en lille quiz, er det en ny internet-udgave af deres fredagsbar. Eller når en kvinde, jeg talte med i telefonen, fortæller, at hun nu ringer til dem, hun plejer at kigge ind hos. Så handler det om nærvær i en tid, hvor vi skal holde afstand! - Jeg håber, sagde kvinden, at når alt det her er omme, at vi så kan lære at være lidt bedre ved hinanden alle sammen. Måske kan der komme det ud af en lang nedlukning af samfundet, at vi opdager, at uden nærvær og fællesskab tørrer livets kilder langsomt ud. Så de ting skal vi blive ved holde levende, når alt det her er omme! Det ville være i påskens ånd. Palmesøndag rækker Jesus sit nærvær til mennesker ved at holde sit indtog. Da Han senere i påsken indstifter nadveren som fælles måltid for sine følgere, lægger han sig selv ind i ritualet, det er mit kød og blod. Mennesker har brug for andre menneskers nærvær, og for Guds!

Jeg så engang en ung pige sidde og græde på en café og en vildtfremmed kvinde gik over og satte sig på hug og tog hende om skulderen og trøstede hende. I denne tid, hvor vi ikke så let kan tage om hinanden, tror jeg, at mange oplever, at nærvær også lader sig gøre på afstand. Fordi nærvær er at mennesker rækker ud efter hinanden og overkommer afstanden mellem to sjæle. I dag sker det måske på de sociale medier. Førhen kunne det være pr. brev. Jeg husker engang jeg var ude at rejse nogle måneder, før internet og mobiltelefoner, hvor godt et brev hjemmefra gjorde. Hvor meget nærvær der var i et brev fra en, man holdt af, skrevet 2-3000 km væk. Sig det med blomster, siger vi nogle gange, og blomster er et smukt sprog at udtrykke sig på, men kærlighed og omsorg kan også udtrykkes med et brev, et opkald, en sms, en hilsen lagt ved en dør, i en forbøn for dem, vi tænker på. Der er mange måder at være der for hinanden på.

Palmesøndag er der både nærvær tæt på og på afstand. Maria rørte hans fødder; på vejen fik Jesus folks palmegrene viftet i ansigtet, mens der for os er afstand over et par tusind år til de ting, der skete. Det forunderlige er, at i begivenhederne dengang, rækker Gud ud for at gribe os om hjertet i dag. Guds søn flytter ind for at dele kår og være hos os. Selv om det ikke er uden risiko for at blive afvist, holder han sit indtog i vore hjerter, måske ikke lige på et æselføl, måske kommer han ridende på forsoning og levende håb og ja… Gudsnærvær! Amen

 

Mariæ Bebudelse, 2020, live stream gudstjeneste på facebook fra Brahetrolleborg kirke

Evangeliet til Mariæ bebudelse, Lukasevangeliet kapitel 1, vers 46-55:
Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Amen


Prædiken: Selv om vi stod op til sne og slud til morgen, gik vi i nat over til sommertid og er jo blevet mindet om at stille uret frem de sidste par dage. Jeg så et opslag: husk natten mellem lørdag og søndag at stille uret ET ÅR frem! Så er vi på den anden side coronakrisen. Helt så let går det ikke, men det at se ud over den svære tid, vi er i, er vigtig! Selv om vi ikke kan springe krisen over men må gå gennem den, skal vi gå med håb, løfte blikket. I Davids salme 23 i det gamle testamente siges det til Gud: selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig. Håb og tro lever ikke så meget på at se forbi det svære, som på at have nogen at følges med igennem det.


I de her dage, hvor vi er meget hjemme, var der en der skrev på facebook: hvor er jeg glad for, at jeg rent faktisk bryder mig om min mand! Ja, i disse hjemmetider kan det anbefales at være gift med en, man kan lide! To kan godt gå og være ensomme ved siden af hinanden, mens andre, der er alene, ikke føler sig spor ensomme. Uanset hvordan vi er stillet, er der i troens land en at være sammen med inderst inde. Een af gå gennem livets lyse og mørke dale med.


Det er bla. det, Mariæ Bebudelsesdag handler om. Vi er ikke ladt alene.// Når vi allerede her i marts hører Marias lovsang om, at Gud lader sig føde, er det for at understrege, at Gud blev et virkeligt menneske i Jesus for at være os nær som menneske til menneske. Gud måtte pænt vente 9 måneder på at blive født ligesom vi andre. Vil Gud være menneske, kan Han ikke springe tiden i moders liv over. Så vil vi fejre Jesu fødsel til jul, må undfangelsen markeres i marts!


Mange vigtige ting i livet må have lov at tage den tid, de tager, fordi livet skal have lov at vokse og gro. Der er ting, man ikke kan skynde sig med, heller ikke at blive et menneske. Kærlighed er en anden ting, man ikke kan skynde sig med, sorg en tredje, at finde nyt fodfæste efter en krise kan vise sig at være en fjerde. Men tid tilbragt med at sørge; med at finde nyt fodfæste kan vise sig at være i familie med tid tilbragt med at elske og blive et menneske: at der på vejen fødes nye håb.


Jesus blev undfanget og kom til verden i en mørk tid. Hans land og folk var besat af romerne, livsvilkårene kunne være barske; for Maria blev det ikke bedre af, at hun blev gravid uden for ægteskab. Men også i svære tider undfanges nye håb, nye veje i livet viser sig, som det skete for Maria. Derfor er Marias lovsang: min sjæl ophøjer Herren og min ånd fryder sig over Gud, min frelser, gode ord til en foruroligende coronatid: Gud går vejen med os. Håbet behøver vi ikke sætte i karantæne, vores næste skal nok være et par meter væk, men kan bo helt tæt i vort hjerte; og troen er måske nok sendt hjem i den forstand, at vi ikke kan samles i vore kirker, men troen kan sagtens arbejde hjemmefra! Være et anker for livsmodet/hente hvile i, at Gud er med os på vejen. 


En af mine egne tidligste erindringer er, at min mor går med mig på armen, jeg er 2-3 år gammel og så falder min mor på stuegulvet, der er nybonet og glat og hun tager fra ned over armlænet på en stol, og slår sig ret slemt, får trykket et par ribben, for at intet skal ske mig. //Sådan en grundlæggende erfaring af at være passet på med opofrende kærlighed, er det, at Gud vil give os med ind i de dybeste lag i tilværelsen i det, Jesus gør og siger. Det skal være en erfaring, der kan rumme livet, også når mørke og bekymring og krise rammer; livet er fyldt af glæder, kærlighed, velsignelser, men ikke kun det…det ved vi alt for godt. Derfor skal Guds trøst og håb kunne rumme det, livet byder os. Maria viser med sit liv, at troen bærer igennem: hendes vej i livet blev defineret af hendes bånd til Guds søn. Hendes glæde ved at bære Ham i sit indre, hendes liv som hengiven troende; som hårdt ramte vidne til hans lidelse og død og som den, der får sit hjerte fyldt af påskeglæde og nyt håb ved Hans opstandelse…i Maria ser vi, at Gud er med os og vil frelse os. Det er krisetider, vi lever i, og dog fortæller Mariæ Bebudelsesdag, at vi er gået over til sommertid for håbet. Amen