Ydmyghed

Lukasevangeliet kapitel 14, vers 1-11.
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. 

 

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Evangeliet til 17. søndag efter Trinitatis.


Prædiken
I lørdags var der særligt mange stjerneskud over Danmark, aftenen var klar og fin. En af mine venner skrev om sin stjerneskudsaften: ?Stort og smukt...! At ligge i haven på gamle puder en sen lørdag aften og betragte masser af stjerneskud sammen med sin søn og sammen filosofere over verdens indretning...?

Man ser det for sig. To mennesker ved siden af hinanden på puder, kiggende op, stjernehimlen der hvælver sig over dem, den der oplevelse af universet, uendeligheden, som gør en lille uden at man forsvinder. Tværtimod. Og taknemmeligheden over et menneske, man elsker, at dele det med. Sådan en stjernestund, hvor livet er rigt og godt. Måske er det ydmyghed at lægge sig ned på puder på en græsplæne og skue op i det store, og i videre forstand at bøje sig ned, for at se op og fyldes af liv, forundring, taknemmelighed. Måske er det sådan, at man skal gøre sig lille for at få øje på det store.

Jesus taler om at være ydmyg. Ydmyghed er måske ikke det mest trendy i vore dage. Vi synes snarere, at vi skal rage op, turde have ambitioner, ikke ligge under for jantelov osv. Alligevel søger vi nogen gange følelsen af ydmyghed, og kan slås af forundring, når den melder sig. At tage ud i høje bjerge for at stå midt i den store natur og mærke, hvor lille man er, eller at gå en tur ved havet en ruskende efterårsdag og mærke naturens store kræfter, eller at gå ind i en af de store katedraler sydpå og være lille i det store fredfyldte rum, eller at stå med et lille nyfødt barn i sine arme, eller ligge under stjernehimlen og falde i forundring.
Måske er der noget om, at det er den ydmyge, der ophøjes? Ophøjes til glæden!

Der findes vel flere slags ydmyghed. Der er den selvudslettende ydmyghed, som vi af mange gode grunde kan have det skidt med. En ydmyghed, hvor man bestandig ser bort fra, at man også selv skal leve. ...I skal ikke tænke på mig da?nu tager jeg lige opvasken, mens I går jer en dejlig tur...jeg ville også gerne være med, men det skal I ikke tænke på!

Men der er også en anden ydmyghed, en tilgang til livet, til Gud, hvor man mærker at man lever, at man glemmer sig selv, fordi noget er større end en selv, vigtigere end lige mig og mit univers. Man bøjer sig ned for at se op. Kan man ikke blive ensom, og træt af at skulle være sit eget livs centrum og formål? Er det ikke ofte, når man træder lidt til side og opsluges og glemmer sig selv, at livet giver mest mening og fyldes med glæde? Vi skal ikke krybe i et musehul eller fraskrive os selv værdi, hvorfor skulle vi dog det, når nu vi er Guds elskede børn, og hinandens! Men ydmyghed er en måde at give plads til andre mennesker, til Gud, en måde at nærme sig livet i håb om kærlighed, glæde, trøst måske, tro - ting, der sjældent lykkes som soloprojekter eller hvis man tænker, at det her ved jeg alt om og kan bedre end de andre. Nogle kirker har store imponerende døre, nærmest porte, man kan næsten ikke nå op til håndtaget, så man føler sig lille, bare ved at gå ind. Andre har små lave døre, så man må bøje sig ned. Det er som om at ydmyghed er bygget ind i selve arkitekturen mange steder, men Jesus? anliggende er at bygge den ind i hjertet som en tilgang til livet.
De munke, der byggede kirke og kloster her spiste sammen af samme tallerken to og to for at øve sig i næstekærlighed. Tænk at komme sulten ind til maden og så skulle have blik for ham, man deler tallerken med, måske trænger han mere til måltidet end mig. Men for at kunne se sin næste, have blik for sin næste, må man lære ydmyghed, at kunne se bort fra sig selv. Og hver lørdag aften måtte en af munkene, efter tur, lægge sig på knæ og vaske de andre munkes fødder. For at huske, at Jesus gjorde sådan den sidste aften for sine disciple og for at huske, at der i tro og kærlighed også er en tjeneste, der kalder på ydmyghed. Ikke for at underkaste sig, men for at give plads, have blik for den anden.// Eller tag de sange, vi nogle gange nynner med på: Du har sat dig på tværs, i mit indre univers, som Anne Linnet sang, eller Keld Heick, der sang at vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg eller Ingemann, der skrev ?Os har og Vor Herre kær, ingen sjæl han glemmer?...ord sat på en erfaring af, at man må give plads for en anden for at kunne leve... og har man erfaret, hvor megen mening og glæde, der vokser ud at have andre mennesker i sit liv, aner man også noget om, hvad der kan vokse ud af at have Gud i sit liv. Men det kommer ikke til en ved at man sætter sig øverst ved livets bord, men ved at gå ydmygt til tingene.

Der er nemlig ikke ret meget kærlighed i at mase sig frem på andres bekostning. Og kærlighed er grundindstillingen til livet i den kristne tro. Ikke at vi altid evner lige at leve efter den, men derfor kan det godt være sandt og værd at øve sig i. Jesus er grundeksemplet på ydmyghed og kærlighed. Nu er det snart jul og vi skal igen høre om, at Han kom til verden i en fattig stald skønt han var himlens kongesøn, og siden bliver det påske og da skal vi høre om, at han ydmygede sig og gav slip på sig selv og blev lydig til døden, ja døden på et kors og ham har Gud højt ophøjet, og skænket evigt liv og givet navnet over alle navne. Vi siger, Han bar vore synder. Måske kan det omskrives til, at vi har lov at være her, vi har lov til at elske, håbe, tro ...med de brist og fejl, tvivl og mangler, der som regel følger med, når mennesker er i nærheden. Det må ikke slå os ud, at vi ikke er fuldkomne. Vi må gå ydmygt til hinanden og bære over med hinanden, og os selv. Det handler ikke om at skære sig selv ned til sokkeholderne eller at lade sig udnytte, men om, at når man træder til side selv, kan Gud komme til, og andre mennesker.. med det, de har at give. Og det kan vi trænge til, sådan som vi nogle gange kløjs i det. Det er den ydmyge, der ophøjes.

Men hvad har det så med ydmyghed at gøre, når Jesus ved samme lejlighed tager sabbatsreglerne under behandling? Regler der skulle sikre, at man ikke arbejdede på sabbatten og kom til at vanhellige den hvile, Gud havde indstiftet. Må man helbrede på en sabbat/hviledag? Må man redde sit barn eller sit husdyr op af en brønd på en helligdag ? det kunne de skriftkloge ikke svare på?det tyder på, at de er langt ude?Da jeg engang gennemgik dette stykke med mine konfirmander nærmest stønnede de af forargelse over, at disse skriftkloge kunne være så hårdhjertede, at de ikke vidste, hvad der var vigtigst: sabbatsregler eller at redde sit barn? altså helt ærligt! Det er også sådan Jesus reagerer. De har glemt at være ydmyge? de har med Gud som påskud ophøjet sig selv til autoriteter og herskere i andres liv. De foregiver at tjene Gud, men tænker mest på sig selv. Det er vist noget, der ligger til os mennesker. Derfor skal vi mindes om ydmyghed nu og da.
...
Kan I huske dengang I var børn og måske havde løbet rundt en sommerdag og lige skulle have pusten? Så kunne man smide sig ned på ryggen på en græsplæne og ligge og kigge på skyer. Og samtidig opdage, at alting så helt anderledes ud hernedefra, træerne, husene, de mennesker, der gik forbi. Og man kunne dufte græsset, og mærke en myre krible krable, eller følge en lille blåsort bille kæmpe sig op af et græsstrå. Man var helt tæt på, alting var så forunderligt, og verden over en kæmpestor. Ydmyghed handler måske i sidste ende om at bøje sig ned og få øje på livet forfra, nedefra. Den tillid må vi have til Gud, at Han ser til små mennesker midt i alt det store.
Amen