Sidste søndag i kirkeåret. Livets fletværk

Dagens tekst til sidste søndag i kirkeåret. Matthæusevangeliet kapitel 25, 31-46

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

Prædiken

I dag er sidste søndag i kirkeåret, næste søndag er det første søndag i advent og dermed nytårsdag i kirkens tidsregning. Når et år slutter, er det tid at se tilbage, gøre op, tænke efter, også i kirken. Sank det ind, det vi hørte, rørte det os, eller prellede det af? Hvad har året gjort ved os, hvordan tog vi os af hinanden? Og for at hjælpe os med de overvejelser er det, vi hører om dommedag. En dag er vi kommet til slutningen på alting og det er ikke længere os, der gør op, men Gud. Er vi da klar til at lægge os i Hans hånd og håbe det bedste, eller frygter vi det værste?

...

Det sker, at der cirkulerer historier ude på internettet; her er en, der sejlede rundt denne uge:
En mus smuttede gennem revnen i væggen og så at bondemanden og hans kone åbnede en pakke. Hvilke lækkerier var der mon i pakken? tænkte musen.
Men ak, det var en musefælde. Musen trak sig tilbage til stalden, hvor den begyndte at advare de andre dyr: Der er en musefælde i huset! Hønen gokkede og slog med nakken: Kære mus, det er måske vigtig for dig, men en musefælde kommer jo ikke en høne ved. Musen gik til grisen: Der er en musefælde i huset! Grisen havde medlidenhed med musen og sagde: Det er jeg ked af på dine vegne, men jeg kan ikke ændre ved det. Jeg kan bede for dig og tage dig med i mine tanker. Så traf musen på koen, som sagde: Tja, det er vel nok ærgerligt for dig, men det rager mig høstblomst. Så gik musen med bøjet hoved tilbage til huset, bange for at rende ind i musefælden. Om natten var der en underlig lyd i huset ? det lød som en musefælde, der klappede! Bondekonen løb straks hen, for at se, om musen var fanget. I mørket så hun ikke, at det var en giftsnog, der havde fået sin hale i klemme i fælden, og hun blev bidt af den. Konen fik voldsom feber. Nu ved alle jo, at hønsesuppe er noget af det bedste til at give de syge kræfterne tilbage. Bonden gik ud i stalden med sin økse for at hente det vigtigste tilbehør til suppen, hønen. Men den næste dag var konens tilstand forværret. Venner og naboer kom forbi. Bonden var nødt til at slagte grisen for at kunne mætte de mange gæster. Men konen døde. Der kom et væld af mennesker til hendes begravelse, og bonden måtte slagte sin ko, for at have mad til alle.
...
Skulle man engang imellem møde et menneske, der har et problem, hvor man tænker, at det angår vist ikke mig, må vi huske, at det, der måske kun ser ud til at berøre den anden, også kan røre ved ens eget liv. Vi er alle medrejsende i hinandens liv. Det er også det, evangeliet handler om i dag... vort liv er flettet sammen, vi har brug for hinanden. Men der er en ting til i evangeliet: vort liv er også flettet sammen med Gud. Det er godt, men kan også være bøvlet og ubekvemt. Det gode er, at Himlen ser os. Det ubekvemme er, at.... ja, at himlen ser os. Det er svært at snyde sig udenom eller skjule noget! På væggen hos min bedstemor hang et indrammet fromt ord: Gud ser dine veje! Det kunne man blive helt betænkelig ved... der var ting, som det nok var bedst, Han ikke så! Men er man den, der har behov for hjælp eller er glemt, nøgen, syg eller i fængsel, er det måske den eneste dybe trøst, man har: jeg rådner ikke op, uden nogen ser mig, Gud ser mig, og Gud ser også den, der glemmer mig eller volder mig fortræd! Måske er der alligevel retfærdighed til! En gang skal alt gøres op!//
Men der var jo den præst, der havde et godt æbletræ, som konfirmanderne gik på æbleskud i, når præsten ikke var hjemme. For at afskrække de unge, satte præsten et skilt på æbletræet: Gud ser alt!... næste dag havde nogen tilføjet: - men han sladrer ikke!

Gud ser de ting, vi gør eller ikke gør, den hjælp vi får eller ikke får, det vi giver eller ikke giver... selv om ingen mennesker får at høre om det, forsvinder det ikke op i den blå luft, men forbliver husket mellem Gud og mig, også selv om Gud ikke sladrer! For alt, der gøres mod mennesker eller for mennesker, er som gjort mod Kristus eller for Kristus. Spytter man på en ussel pjalt på gaden, er det Himlens kongesøn, man spytter på. Misbruger man et barn, er det det lille Jesusbarn i krybben, man misbruger. Trøster du en ulykkelig, hører den ulykkelige måske Kristus give trøst i dine ord. Det er alle små og sårbares værn og ære, at Kristus gør sig til et med dem. Og alle vi andres grund til at granske vort hjerte og vort liv: hvor ofte svigter jeg den næstekærlighed, som jeg selv tror på og holder højt som noget smukt og godt?

Jeg så en far opdrage på sin søn: nu har du bare at være god mod andre, ellers så får du af den her! (knytnæve). Det hang ikke helt sammen! Man kunne godt høre det her stykke om dom på den yderste dag sådan... Gud der siger: nu er I gode mod hinanden, ellers får I af den her! Men selv Gud kan ikke true mennesker til at elske. Det skal ikke være angst for at gå fortabt eller blive dømt ude på den yderste dag, der skal drive os, men håb og tro i dag, kærlighed til vor næste og til Gud, til livet, glæde ved at mærke Guds velsignelse i alt godt, der sker, tillid til Guds søn, der døde for at forsone os, som slet ikke fortjener det, med Gud. Der findes måske ikke noget vigtigere at øve sig i og lære vore børn og hinanden end indlevelse i andre menneskers liv. Verden trænger til mere indlevelse. Vil vi have et liv af Guds hånd, er det vejen, vi skal gå, vejen, hvor vi møder Gud. ///
Avisen omtalte en humoristisk reklame, som et dækfirma brugte: køb 4 vinterdæk eller skrid! Måske kunne vi omskrive dagens evangelium: elsk hverandre eller skrid! I hvert fald skrider livet og går under, hvis vi ikke tager os af hinanden og viser omsorg. Så er vi allerede godt i gang med at holde dommedag over os selv og hverandre..og det endda selv om vi kan have det rigtig svært overhovedet med tanken om dommedag ved tidernes ende. Det sker bare så let nu og her. Derfor er der noget trøstefuldt i, at Gud netop kalder på vores barmhjertighed, omsorg og kærlighed, for så har man et håb om at møde det samme hos Ham, også hvis man selv står på den yderste dag og måske tænker: hvorfor var jeg ikke et bedre menneske, mens tid var? hvorfor var jeg som koen, der sagde til musen, at du rager mig en høstblomst!
Vi er endnu ikke nået til den yderste dag, der er tid endnu til at tro og elske, leve og fatte håb. Amen