Nyt mod

 

 

 

 Teksten: Johannesevangeliet 5, 1-15.

?Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

 

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.?

(14. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække)

 

 

De tre vigtigste ting i livet?

I denne uge tog vi hul på en ny sæson med konfirmandundervisning. Den første time skulle vi ligesom have temaerne slået an, så jeg stillede dem spørgsmålet: hvad er det vigtigste i livet? Første del af opgaven for holdet var at komme med forslag,... vi fik måske 25-30 ting på tavlen: kærlighed, respekt, familie, venner, penge, sandhed, osv. Anden del af opgaven gik ud på at skære ned, så vi til sidst kun havde tre ting på tavlen: de tre vigtigste ting i livet. Det satte mange diskussioner i gang: er penge vigtige nok til at komme med, kan man have selvrespekt uden at respektere andre, behøver man et livsmål osv. Det ene konfirmandhold endte med at have disse tre ting på tavlen: kærlighed, frihed, sandhed. Det er ikke noget dårligt bud. Det andet hold var lige så gode og eftertænksomme. De kom frem til disse tre: kærlighed, fred, udfordringer. Det var egentlig et uventet begreb, de bragte ind der. Med udfordringer fik de sig snakket frem til, at det er vigtigt at have livsmål at kæmpe for og stræbe efter, det er vigtigt at blive udfordret af opgaver, mennesker, måske endda modstand i livet, det er med til at forme og modne en og fortælle en, hvorfor man står op om morgenen. Noget tyder på, at det ikke står helt skidt til med de unge mennesker nu til dags!

 

 

Tankeeksperiment 

Hvis vi laver det tankeeksperiment, at vi kunne spørge den syge mand ved Betesda dam, som vi hører om i dag: hvad er de tre vigtigste ting i livet... hvad ville han svare? Han er lam, har ligget der i 38 år... så er vore dages ventelister på sygehusene det rene vand ved siden af, selv om de er lange nok..., han er ikke bare lam, men også handlingslammet, for han har ingen til at hjælpe sig i vandet, når tiden er inde. Det er sådan et mærkeligt ubarmhjertigt kapløb: den første i bassinet, når vandet kommer i bevægelse, bliver rask. ? Hvad er de tre vigtigste ting i livet, kunne vi spørge denne lamme mand. Jeg er bange for, at han ville svare noget i retning af: - det kommer ikke rigtig mig ved. Jeg har ligget her i 38 år, mit liv er ved at være gået, der kommer altid en anden i før mig.
Det er svært at hjælpe en, der har givet op. ?Godt mod er det halve liv? siger et ordsprog, men hvad så hvis man er modløs? Kærlighed og nogen til at hjælpe er der ikke, frihed heller ikke, for han er lammet og ligger der,... det der engang var hans udfordring, at komme i vandet først, blive rask, er blevet noget uopnåeligt. Da Jesus stiller ham et spørgsmål... ikke om de tre vigtigste ting i livet, men dét vigtigste i denne mands liv: Vil du være rask?... og Jesus får et undvigende svar om, at han ingen har til at hjælpe sig, mærker Jesus, at dette menneske har givet op, og det gør Jesus noget ved. Han siger ikke: tag dig nu sammen, han siger: rejs dig, tag din båre og gå. Og Guds kraft bor i hans ord, og det sker. Han rejser sig.

 

Grisehandleren fra Matador

Det nytter ikke rigtig at sige til en, der har givet op: tag dig nu sammen. Det er måske lige dét, vedkommende ikke mere kan. Men måske nytter det at gøre noget ved det. Vi kan ikke udvirke mirakler og undere som Jesus, men mindre har også ret: at komme forbi den modløses dør med jævne mellemrum og få ham med ud at gå en god tur, eller at rydde op i hans hus og sætte friske blomster på bordet eller lave mad sammen med ham. Eller noget helt fjerde. Det kan med kærlig omsorg lade sig gøre at rejse et andet menneske op indeni. Hjælpe den anden på vej til at gribe modet og modet er det halve liv. Nogle her husker TV-serien Matador, hvor grisehandleren (Buster Larsen) er tæt knyttet til sin hund, foxterrieren Kvik. Det er en bevægende scene, da Kvik dør, inde i jernbanerestauranten. Grisehandleren giver nærmest op, falder hen i tristesse, indtil nogen gør noget ved det, giver ham en ny hvalp, en ny Kvik. Først vil han ikke vide af den, han holder fast i sin elendighed, men i et uset øjeblik opstår der alligevel kontakt til den lille hvalp, og grisehandlerens livsmod vender tilbage. Det var den nye Kvik, der kunne kende forskel på en tysker og en dansker! Så enkelt er det jo desværre ikke altid at hjælpe nogen, der har mistet modet. Men som regel er det handling, at nogen gør noget ved det, nyt perspektiv, der skal til, for at rejse et menneske op indeni, mere end formaninger og ?tag dig nu sammen?. Det er måske en af de mest krævende, men også givende og meningsfyldte udfordringer, vi kan få: at være med til at rejse hinanden op indeni.// Jeg tror, at de konfirmander, der valgte udfordringer som en af de vigtigste ting i livet, har fat i noget der. 
 

 

Betesda ved Herning!

Jeg læste om et kristent rehabiliteringscenter for narkomaner, som hedder netop Betesda. Navnet er vel valgt ud fra et håb om, at de mennesker, der kommer der, også må møde Jesus og blive rejst op som mennesker på ny. En af dem, en mand på 46 år, fortæller om sit liv. Han har været stofmisbruger i 25 år og clean i 7 år. - Jeg er født og opvokset på Nørrebro i København og har levet det meste af mit liv på Nørrebro. Jeg kommer fra et hjem hvor der ikke var ret meget kærlighed og omsorg. Jeg gad ikke gå i skole og begyndte at gå med en masse rødder nede fra Blågårds Plads, hvor vi kom hver eneste dag....
Han kom på børnehjem, kom ud at sejle, endte som stiknarkoman, fik en søn undervejs, havnede i fængsel. Den 6. oktober 1998 kom han til Betesda og fik hjælp til at begynde et nyt liv uden stoffer. Han udtrykker det på den måde, at hans tro har fyldt det hul, han gik med indeni sig. Han har fået kontakt med sin søn. Arbejder som frivillig på en gadeCafé for at hjælpe andre narkomaner. Han skriver: Det var ikke muligt for mig at ændre mit liv i egen kraft, men den kraft der er i Guds Ord forvandlede mit liv.
Det er rammende ord for den lamme ved Betesda dam også. Måske sagde han bagefter: Det var ikke muligt for mig at ændre mit liv i egen kraft, men den kraft der er i Guds Ord forvandlede mit liv. Vi ved ikke, hvad der blev af ham. Måske begyndte han at hjælpe dem, der lå, hvor han selv havde ligget. Mennesker, der har rejst sig, efter en svær ødelæggende tid, begynder tit at fylde noget andet i deres liv end før. Nogle begynder at male, spille musik, gå i kirke, skrive, gå lange ture, hjælpe andre. For man mærker, at der skal fyldes på af ånd, opbyggelse, håb, kreativitet for ikke at gå flad eller tom indeni igen. Jesus siger til den helbredte: synd fra nu af ikke mere. Vi ved ikke, hvad han henviser til, måske mener han bare, at den lamme ikke mere må give op, for hvor Gud kommer forbi, er der altid håb, håb om at blive rejst op. // De vigtigste ting i livet er kærlighed, frihed, sandhed, udfordringer. Det ved en flok kvikke konfirmander, det ved vi vel alle et eller andet sted: Det store spørgsmål er: vil vi det så også, eller falder vi hen i sofaen og sløv magelighed og opgivelse? Så må vi da håbe, Gud kommer forbi (eller sender en i sit sted) og skruer over på den kanal, der hedder virkeligheden og rejser os op for at leve der. Amen.

(Ole Buhl Nielsen, sognepræst)

Juleaften

Juleevangeliet, Lukas 2, 1-14

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

       Ære være Gud i det højeste og på jorden!

      Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

 

Juleaftens prædiken

Det er vist den hvideste jul i mands minde! I går havde vi herligt besøg på fuglebrættet, en dådyrhun med sin kalv. Hun kunne lægge hovedet på skrå og få tungen helt ind i fuglehuset og slikke korn/frø op, og æblerne på jorden var guf. De var sultne og her var mad. Fuglene kan have tænkt, at maden var forbeholdt dem, men dådyrene spiste frejdigt af den alligevel.

Jeg tror, at mange har tænkt, at Jesusbarnet også var/er forbeholdt dem ... hans eget folk, de særligt religiøse, de mest fromme. Men vi har lige hørt, hvad englen sagde: det var en glæde for hele folket. Her er noget til alle, ikke kun nogle særligt udvalgte.

...

Da børnene i Krarup var til juleafslutning for vuggestue, børnehave- og friskole i Krarup kirke, kom de mindste i deres flyverdragter som en flok små rummænd med nissehuer myldrende op af kirkebakken i sneen. For den mindste gik trappetrinet ind til kirken næsten op midt på maven, hun faldt ind over det og græd. Den voksne, der var med hende, bøjede sig ned og tog hende op til sig, endda med et barn på den anden arm også. Man kunne måske bare have rejst pigen op igen, men hun trængte til lige at komme op, helt tæt ind og blive trøstet. Det hjalp!

 

Hvor tit mon ikke Jomfru Maria har taget den lille Jesus op til sig og trøstet ham, når han var ked af det. I de mange afbildninger af Maria med barnet, f.eks på de græske og russiske ikoner, ser man ofte Jesus smyge sig tæt ind til Maria (vise ikon) Han, der fødtes ud af Guds kærlighed, blev trøstet og omfavnet i en menneskefavn. Gud så i sin himmel, at menneskene trængte til en nærhed, når vi falder og slår os på livet, en trøst, en glæde større end selv den, vi kan give hinanden. Derfor kom Han til os som et lille barn, der favnes af sin mors kærlighed. For i kærlighed får man noget af den anden og giver noget af sig selv, tættere kan vi ikke komme på hinanden. /Det går jo ikke, at vi står som de to snemænd, der aldrig fik hinanden, for som hun sagde: han er kold! Gud ville den nærhed, der varmer, når kulde griber os om hjertet. Han så, at Han måtte bøje sig ned og give noget af sig selv, for at det kunne ske. Julens budskab, er at vi skal tage imod, hvad Gud giver, lade det vandre, tø frosne hjerter op.

 

Jeg så på en hjemmeside forslag til, hvad man kunne skrive i en jule-sms til en, man holder af,... fx:

- hvis du julenat vågner ved, at en tyk mand er ved at stoppe dig ned i en sæk, skal du ikke blive bange. Det er fordi, jeg har skrevet til julemanden og sagt, at alt jeg ønsker mig til jul, er dig! Prøv lige og send den! Pas på den ikke også går til svigermor!

 

Der er to situationer, hvor vi særligt søger nærheden spontant: Når vi er glade og når vi er kede af det. Får man en god julegave, fx den røremaskine som jeg allerede har fået, eller elsker man nogen højt eller vinder man i Lotto, kan man falde hinanden om halsen. I glæden, vi deler, er der ingen afstand, intet der står i vejen. Og sorgerne vi deler, bringer os hinanden nær, ene magter vi dem ikke. Jo tungere en begravelse er, desto flere knus gives der!/ Vi trøster og glæder hinanden med nærhed. // Som Gud gør det i juleevangeliet, bøjer sig ned og giver os noget af sig selv i Jesus. Noget at holde os til, større end os selv og vort liv, større end vore glæder og sorger. Maria tog Jesus i favn, Gud håber, at vi billedlig talt gør det samme, for i den nærhed bor håb, fred, trøst og glæde.

Jeg talte med en kvinde, der havde været gift næsten 70 år med sin mand: - hver aften, når vi går til ro, ligger vi to gamle og holder hinanden i hånden, fortalte hun. Samme nænsomme nærvær i livet rækker Gud os, da Han bliver menneske; jeg vil være hos jer altid, som en af jer, tage jer ved hånden, rejse jer og tage jer op, når I falder, både i livet og i døden.

...

Når man går ud en stjerneklar aften, kan man se tusinder af stjerner i verdensrummet. Jeg ved godt, at hver stjerne er en sol, ligesom vor egen, bare længere væk. Men jeg kan godt lide at gå og forestille mig, som en engang har lært mig, at de små lysende prikker på himlen er kommet, fordi engle har prikket hul på himlen med nipsenåle, så lyset fra Guds himmel kan skinne ned til os. Lys oppe fra hvor Gud bor, hvor Jesus kommer fra, hvor de kære, vi har mistet, glade holder jul i Himmelby. Jeg ved godt, at stjerner er sole ude i verdensrummet, men jeg tror, at Gud og Guds himmel findes bag alting, og at det lys, vi oplever, når vi kommer hinanden ganske nær, er et genskin af Guds væsen, som var det lys gennem små huller i himlen prikket med nipsenåle af engle.

Men måske vi mærker, at der er lige så uoverstigelig langt op til glæden, som for pigen i flyverdragt op over trappen til Krarup kirke. Men hun blev løftet op af kærlige hænder, da hun faldt, og kom med ind, hvor glæden var. Himlens kærlighed vil også vide at løfte os ind i glæden og komme Gud nær./ Da konfirmanderne i efteråret skulle skrive bønner, skrev en en skøn bøn: Kære Gud, tak for mit liv, tak for alt, hvad du har gjort for mit liv. Du er sød! Noget tyder på, at det er lykkedes Jesus at gøre Gud nærværende, som en kærlig (og sød) far, vi tør komme nær. (Og noget tyder på, at de unge mennesker ser det, der hedder Rytteriet i fjernsynet, hvor de altid er så søde!)

...

Lyset i Betlehem julenat var nu ikke kun fra et nipsenålshul, hele himlen stod på vid gab og gav os en frelser. Måske skulle man af bar glæde skrive en jule-sms mere: Hvis du julenat vågner ved at en engel prikker til dit hjerte med en nipsenål og synger om en stor glæde ind i dit øre, skal du ikke blive bange. Det er fordi, at alt, hvad Gud ønsker sig til jul, er os.

Hele folket, også alle svigermødrene, i Hans glædes favn. Amen