Om at blive væk og blive fundet

Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis.

 

Lukasevangeliet 15,1-10:

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

 

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

 

 

 

 

Prædiken: Vi har allerede lært, at får virkelig er dumme!

Det er nok de færreste, der har prøvet at være fårehyrde! Men min niece har prøvet; hun har været i New Zealand, hvor hun arbejdede på en fårefarm et par uger. Og hun skrev hjem om det:

De har får, rigtig mange får, 4600 i alt. Det er en rigtig New Zealandsk farm, med fårehunde og firehjulede crossere! Her får vi rigtig lov at være farmere :). Vi har allerede lært at får virkelig er dumme. Man skal bare have en af dem til at løbe i den rigtige retning, så skal resten nok følge efter. Desværre gælder det samme når en løber i den forkerte retning!

 

Det hun i virkeligheden fortæller her er, at får har brug for en hyrde til at passe på dem. Jeg er ked af at sige det, men i det stykke ligner vi mennesker måske får! I hvert fald løber vi tit i den samme retning som de andre... det kan gå godt, som når fx et helt land slutter op om at samle ind til nødlidende ude i verden, Danmarksindsamlingen gav i foråret 87 mio kroner til at hjælpe mennesker i Afrika for. Og det kan gå godt, som når 100.000 mennesker samles til fest og musik på Roskildefestivalen og man får sine unge mennesker hjem med en stor oplevelse af fællesskab i bagagen, foruden lidt mudder. Men det kan gå rivende galt, som når en flok unge kommer på kant med samfundet og følger deres eget regelsæt i en bande fx, eller et land slutter op om en diktator og bliver ført vild i fx fascisme eller nazisme. Der er nogle retninger, man skal afholde sig fra at løbe i!

Og hvor tit kan man ikke i det nære liv have brug for nogen til at vise vej, nogen at vende tingene med ved store beslutninger, eller have brug for et solidt indre kompas til at udstikke en retning, så man ikke løber hid og did. Så man ikke bliver væk midt i det hele. Man kan gå vild midt i sit liv, miste orientering, sans for rigtigt og forkert, miste tro og håb, eller havne i alvorlig ensomhed og isolation. Det er vel os mennesker, når vi er havnet der, Jesus har i tankerne, når han fortæller lignelsen om fåret, der bliver væk og mønten, der bliver væk.

Jesus sidder og spiser sammen med folk, der ikke lige regnes for Guds bedste børn. Toldere og syndere kaldes de tit i Ny testamente, for toldere så man skævt til og de var dårligt selskab. Ligesom skorstensfejere var det i gamle dage her og dengang omgav sig med alskens udskud. Toldere og syndere var dårligt selskab, men de flokkedes om Jesus. For han giver dem noget, de ikke er forvænte med: nyt håb. De er så vante til at blive fordømt, de er så vante til at høre, at Gud nok skal komme efter dem og at de er med til at til at tænde Guds vrede til skade for hele folket, at de er vildfarne får, som kun ødelægger det for andre. Og så kommer Jesus og fortæller dem, at Gud savner deres selskab, at Gud har sendt ham ud for at lede efter dem og at der bliver fest i Guds himmel, når de bliver fundet. Og når Jesus sidder der i blandt dem, har de en stærk oplevelse af Guds nærvær og kraft. Og de føler sig fundne, glade og bevægede og fulde af håb. // Måske man skulle lave et glædes-tjek på sig selv nu og da: Hvornår har man sidst følt sig glad, bevæget og fuld af håb? Måske man trænger til at blive fundet! trænger til at åbne sig for Guds nærvær, og menneskers!

 

Er man havnet et forkert sted i sit liv, hvor det gør ondt og meget ikke er til at forstå, er det godt at vide, at nogen søger efter en for at komme en til hjælp. //Inde bag facaden er der mange, som er ensomme og fortabte og går med en længsel efter at blive fundet, set, elsket, båret efter så længe at have båret dagens byrder selv. Hvad Jesus siger med sine lignelser er, at vi ikke er fortabte eller uden håb, når vi farer vild, heller ikke selv om vi ikke er Guds bedste børn, for Gud er der og leder efter os og har en særlig længsel efter os.

...

Jeg hørte fra Roskildefestivalen ? som jo godt kan virke som et farligt sted for bekymrede forældre at sende sine unge mennesker hen! ? at her tog man sig af hinanden alt det man kunne. Selvfølgelig holdt man sammen med vennerne og passede på hinanden, men også folk, man ikke kendte. Folk kan få for meget at drikke eller andet kan være i vejen, så der skal hjælp til. Lå der en og sov, hvor det ikke lige syntes oplagt at ligge, gik man hen til vedkommende for at checke, om alt var i orden. Og var det svært lige at få liv i vedkommende, ville man finde hans eller hendes mobiltelefon frem og ringe op til det sidst kaldte nummer... det ville typisk være til en af vennerne til den sovende, og så fik man dem til at komme og finde deres kammerat og hjælpe ham eller hende hjem eller skaffe hjælp. Der er mange måder at være nødstedt på og mange måder at blive fundet på. Det som tæller og gør hele forskellen er, om nogen bekymrer sig om en og ikke bare vil lader en være eller lader en gå til grunde. Det er godt at høre, når mennesker har hjerte og overskud til at hjælpe også dem, de ikke kender. Og det er godt, når dét, som mennesker gør, kan være med til at lede vores tanker hen på, hvordan Gud er. Jesus fortæller, at Gud i sit hjerte søger dem, der trænger til at blive fundet. Gud har sendt sin søn ud for at lede. Helt ned i døden sendte Gud Ham for at lede efter vildfarne og forsvundne og at hente dem og os med hjem. Gud bekymrer sig og vil ikke bare lade os gå til grunde.

 

Forleden dag løb der en hund rundt ude på vejen uden for Korinth. Jeg var ret sikker på, hvor den hørte hjemme, for den har så tit stået inde bag en hæk og kigget og gøet lidt, når jeg gik eller løb forbi. Nu løb den midt på landevejen et par hundrede meter hjemmefra og var til alvorlig fare for sig selv. Jeg holdt ind, stod ud og prøvede at kalde hunden til mig. Den var bange og usikker, vidste godt, at noget var rivende galt. Noget i den ville rigtig gerne hen til mig og klappes og trøstes, men noget andet i den var frygtsom og på vagt. Den kom ind på en meters afstand og holdt afstanden, men det lykkedes at få den kaldt med hen til gården, hvor den havde hjemme og der var der en, som kunne få lukket en meget lettet hund ind bag hegnet. Sådan kan det måske også være at blive fundet. Man er lidt frygtsom og bange, og i det mistroiske hjørne kan man bilde sig ind, at ingen rigtig vil en det godt. Men det er ikke ens frygt eller mistro, der afgør om nogen vil en det godt. Selvfølgelig skal man være varsom, for der findes måske også dem, der vil en noget skidt, men heldigvis også det modsatte. Og Gud behøver vi i hvert fald ikke være bange for, når Han har nogen ude at lede efter os. Men tør vi lade os finde af Ham? Tør vi lade Ham komme os helt nær? frygt og fordomme og hvad vil folk ikke sige om os, hvis vi lader troen få en mere fremtrædende plads i vores liv? ? kan godt stå noget i vejen. Men jeg tror også, at hvis vi mærker, at tilværelsen er ved at skride under os, så vinder længslen efter at blive fundet over frygten for at blive fundet. Nogle gange skal man vinde over en side i sig selv, før nye håb kan holde deres indtog og man oplever at fyldes af bevægelse, og glæde over at Gud har fundet en. Amen