Juledag

Juledags prædiken over Juleevangeliet

 

Tirsdag morgen stod vi nogle stykker ude på trappen ved Brahetrolleborg Kirke og spejdede efter skolebørnene fra Brahetrolleborg skole. De skulle komme med fakkeltog til juleafslutning i kirken. Alt var hvidt i hvidt og utroligt smukt og stille, (indtil børnene kom selvfølgelig!) og på himlen var en måneformørkelse i gang, som vi også stod og holdt øje med. Månen lyste og jordens skygge gled smukt hen over månens runde skive, der begyndte at blive rødlig i kanten. Et smukt syn. Jeg vekslede et par ord med en, der stod ved siden af, højest et minut, og da jeg kiggede op for at se månen igen, var den pist væk. Fuldstændig. Kunne skyerne virkelig dække den så hurtigt, eller rimtåge måske, jeg var et stort spørgsmålstegn, den var der jo lige før, indtil jeg opdagede at månen havde gemt sig nøjagtig bag en af lampestanderne uden for kirken. Jeg må være trådt et halvt skridt til siden, og havde fået lampen ind mellem månen og mig. Nogle gange kan almindelige hverdagsagtige ting, så selvfølgelige at man knap ser dem, komme til at skygge for de store, de vigtige og forunderlige ting. Risikoen her i december med al travlheden og hurlumhejet har vel været  overhængende, og alligevel er vi nået frem til jul og samlet hér for at glædes over det væsentlige. Vi skal ligesom hyrderne, med stille sind træde ind til barnet i krybben, hen, hvor ingenting står i vejen, og glædes over den lille frelsers fødsel.

 

Der er noget særligt ved, at de første vidner til Jesu fødsel er hyrder. Jesus brugte selv hyrde-billedet med glæde, når han skulle beskrive sin opgave som Guds søn, jeg er den gode hyrde, måske har Maria fortalt ham om hyrderne julenat. Hyrder var jo ikke højt på strå. Ikke specielt ansete, og alligevel kunne Gud bruge dem som vidner til det store, der skete den nat. Og hyrderne må vi tro, voksede af det store, de fik at gå ud i verden med. Har man noget stort at give andre, er man ikke kun lille og undseelig mere, men et betroet menneske med en skat. Jeg spurgte mine konfirmander her op til jul, hvor mange af dem, der havde prøvet at spille med i et krybbespil. Det var mange ud af et hold. Jeg spurgte også, hvad de havde spillet. En havde spillet Josef, en anden havde været engel, en Jomfru Maria, en havde endda været et træ, men de fleste havde været hyrder! Selv om det jo afspejler rollesammensætningen i et krybbespil, der er brug for flere af nogle end af andre, så kan det også pege på, at det er hyrdernes opgave, som der er brug for mange til, også at vi går ind i i vores liv... som vidner, som dem, der får et tegn og en glæde for hele folket at gå med, betroede mennesker med en skat.

 

Inde i Odense har der nu i flere år været opstillet en julekrybbe bag rådhuset, i fuld størrelse. Josef og Maria er der i almindelig menneskestørrelse, Jesusbarnet i sin krybbe, og når man går hen og kigger ind i den lille stald, kan man pludselig se hyrderne for sig... sådan kom de også til stalden, for at se, hvad der gik for dig og man står der som en af dem selv. Man kom for at se... Jeg læste, at gadepræsten i Odense i december har holdt nogle juleandagter i julekrybben. Jeg nåede ikke derind, det kunne ellers have været fint at være som en hyrde ved krybben for en stund. Men selv om det måske er tydeligere, hvis vi stod i en julekrybbe i størrelsesforholdet 1:1 i Odense, eller måske ligefrem rejste til Betlehem og fejrede jul i fødselskirken eller ude på hyrdernes mark, så er det også, hvad vi gør her... er en slags hyrdevidner til fødslens under. Vi får en skat at gå med, godt nok ikke overbragt af en engel, men det er ikke desto mindre det samme vi hører: Se jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket, I dag er der født jer en frelser i Davids by, Han er Kristus, Herren. Vi hører om det, synger om det, lader det bundfælde sig i os, og noget af det tager vi med os herfra, glæden måske, underet, forundringen. Engang imellem må vi dreje hovedet for at kunne se det væsentlige, flytte os lidt ud af malstrømmen i dagliglivets små og store ting, hen, hvor der ikke står noget i mellem os og det væsentlige, det vigtigste. Der er så meget, der kan spærre for udsynet til det største, selv små ting.

 

Vi ved ikke meget om, hvordan hyrderne blev præget af deres oplevelser i stalden i Betlehem. Måske har de fortalt om det, delt deres undren med andre, måske var de gladere, mere opløftede end før. For det at være vidne til noget dybt glædelig er mere end at høre det og sige det videre. Det er ikke som at være vidne i en retssag, hvor man nøgternt skal gengive, hvad man så. Jo nøgternhed er en god ting, men vores tro og glæde vidner måske mere om det, vi har set og hørt og taget til os, end noget, mere nøgterne ord kan sige. 

 

Da vi havde holdt skolejul i kirken i tirsdags, og skolebørnene havde råbt Glædelig jul, så taget var ved at løfte sig på kirken, gik de jo ud igen, glade, forventningsfulde, fyldte af lys og juleevangelium og sjov og alvor, og juleferie. Jeg fik en hilsen fra en forælder til et par af børnene, om at hans børn havde talt en del om det, de havde hørt og oplevet i kirken. Kunne vi blot som skolebørn gå herfra med glæde, forventning og endda fortælle andre om det, så er vi gode vidner, som hyrder, der er kaldt ud af dagligdagen for at se og gå med noget stort til andre, almindelige mennesker fra en dansk hverdag i 2010, og betroede at gå med det største i Guds rige.

...

Til juledag knytter sig en plante, julerosen, der har sin symbolik fra denne dag. Denne smukke blomst, der kan blomstre og lyse i vintermørket og fortælle om liv, der kan gro og vokse ud af den knugende død.

 

Julerosen er med i en af de mange fortællinger om De Vise mænd. En ung hyrdepige, Madelon, ville så gerne med vismændene ind og tilbede den lille frelser. Men hun havde ingen kostbare gaver at tage med. Mens hun stod og græd, bredte der sig en duft af liljer, og da hun så op, stod der en engel med en stav lavet af liljeblomster. Da Madelon havde indviet englen i sin sorg, svang englen staven, og en grøn undseelig overset plante, der aldrig havde blomstret før, stod pludselig med de smukkeste hvide blomster. Ja, vejen ind til Betlehem var nu kranset af de hvide juleroser. Madelon plukkede en buket juleroser og løb for at indhente de tre vise mænd. Sammen med dem gik hun ind i stalden og gav sine juleroser til Jesusbarnet, og han rørte nogle af blomsterne med sin lille hånd og siden har nogle juleroser haft et skær af lyserødt over sig? af frelserens berøring.

 

Når man finder på at fortælle sådan en legende og den får et liv, så utallige mennesker i tidens løb har hørt den, så er det jo ikke fordi det er en blomsterkyndig forklaring på, hvorfor julerosen blomstrer om vinteren. Når legenden taler til så mange, er det fordi den spejler, hvor forunderlig og smuk en begivenhed, det var, da Jesus blev født, og hvad der sker med os, når vi berøres af hans fødsels glæde, tør tro løfterne om frelse... vi små hyrder præges af det store, vi får at høre og betroet gå med, og måske vores tro og glæde blomstrer som juleroser, ... det er, hvad vi har at gå til den lille frelser med. Troen og glæden og de blomster, der gror ud af dem på vor vej. Glædelig jul. Amen