Høstgudstjeneste om brød og korn og halmlæs

Jesus på besøg hos Martha og Maria.

Matthæusevangeliet 10, 38-42. Evangeliet til 15. søndag efter Trinitatis.

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Prædiken

En dag her i høst kørte jeg op forbi Egeskovs mølle. Jeg stillede cyklen fra mig for at holde et hvil. Møllen kørte, og en mand trådte ud på møllens rundgang og råbte: du må gerne komme op og kigge! Så jeg var oppe og se mølleværket arbejde. For en, der plejer at købe mel i supermarkedet, er det fascinerende at rode i en bunke hvedekorn i en stor tragt og øjeblikket efter at kunne tage det groftmalede mel op i hænderne og dufte til det. Og købe noget af melet med hjem og bage et brød. Når vi i dag holder høstgudstjeneste er det både for at sige tak for høsten, der efterhånden er kommet i hus, og for at glæde os over, at vi har, så vi kan få mad på bordet hver dag.

 

Den der duft af nymalet korn kan være stærkt billeddannende. For en, der er vokset op på landet, er det en af de dejligste dufte, der findes. Den minder om høst og arbejde, der lykkes og fællesskabet om det. Den duft kan få en til at se kornsække for sit indre blik, og mejetærskerstøv og stubmarker og svaler der svirrer, klar til at flyve sydover, og ens far støvet og beskidt og glad efter en lang og god dag i høst.

 

At bage et brød

 Der er noget livsbekræftende ved at bage et brød. Medens man arbejder med dejen, er man som Martha, der fik besøg af Jesus og fik travlt med at bage og gøre klar, så han kunne føle sig velkommen. Der kan være noget tilfredsstillende i at arbejde og høste glæden af sine anstrengelser . For når brødet er kommet ud af ovnen, kan man sætte kaffe over og smøre sig et stykke lunt brød med smør og gøre som Maria, der fik besøg af Jesus: lade roen falde på, lade sig fylde af øjeblikket, give sig tid til at mærke efter, hvor livet og det, der betyder allermest, egentlig skal komme fra til mig.

 

Min mor var engang ved at bage brød ved køkkenbordet, min storebror, der var et par år hjalp til. Som en anden Martha havde min mor travlt og skulle lige have lagt en ordentlig omgang franskbrødsdej, medens hun tog sig af småbørn og også havde 117 andre ting, der skulle nås den formiddag. Men min far kom forbi uden for og bankede på køkkenvinduet, og et øjeblik glemte min mor sin indre Martha og blev til Maria, åbnede vinduet og sludrede med min far og lod sig fylde af øjeblikket. Det var stunder som disse, der gjorde en travl hverdag glad og lys. Så meget Maria var hun, at hun glemte både franskbrødsdej og den to-årige pilfinger. Indtil min far kom til at kigge hen over skulderen på min mor og spruttede af grin... for da sad min storebror med ble og det hele solidt plantet oppe midt i franskbrødsdejen! Jeg ved faktisk ikke, om der kom brød ud af den omgang dej. Men engang imellem er man nødt til at gøre som Maria  ? lade sig stoppe midt i travlheden og lade nuet og dets lys fylde en... selv om det godt kan give lidt bøvl, en dreng midt i franskbrødsdejen eller en røffel af en, der har travlt og ikke godt tåler at se, at man sidder ned... som Maria, der blev taget i ørerne af Martha: Hjælp dog til, søster...siger Martha,  og Jesus siger: du skal ikke bekymre dig så meget, Martha, Maria har valgt den gode del og den skal ikke tages fra hende. 

 

 

En håndfuld vemod, en håndfuld håb 

Jeg står her med nogle hvedeaks. Man kan tage et hvedekorn ud og tygge på det og smage den samme duft som i melet og brødet. Der er noget vemod i en håndfuld korn. De fortæller at en sommer er forbi. En dag skal vi alle visne og forgå, som græsset og kornet på marken. Men jeg står også med håb i hånden. Det her kan give mad til sultne, det peger frem mod, at der kommer en ny tid efter efterår og vinter, med varme og lys og liv, der gror, en ny sommer. Livet er aldrig bare slut... måske er det en af de ting, vi skal huske at stoppe op og lade os fylde af. Vi kan være bange for at miste, for at dø, for at alting går under, og skal engang imellem mindes om de store håb, der findes... at livet ikke går under, men går videre. Både i det nære liv... et lille barn knytter vi håb til, der strækker sig længere ind i fremtiden, end vi selv skal se, og på det dybe plan kan vi have det håb, at livet er mere, end det vi kan se og måle - og dybere end det, vi er midt i her og nu. Jesus siger et sted om sig selv, at han er som et hvedekorn, der lægges i jorden for at gå til grunde, give sit liv, for at det nye kan spire og vokse og bære liv mangefold. Han døde som et hvedekorn og genopstod som et fuldt aks med liv til mange. Vi burde så kirkegården herovre til med hvede, så vi kunne høste mangefold af liv på gravene, og mellem vore hænder midt i arbejdet ligesom mærke de store håb, der knytter sig til Ham, som Maria satte sig ned og lyttede til: At vi er Guds elskede børn, både vi der lever og alle vore døde, at liv ikke bare går til eller går under, men ligger trygt i Guds hånd for evigt

 

At lægge et halmlæs

Nu ved jeg ikke, hvor mange af jer, der har prøvet at lægge et halmlæs. Det gør man ikke mere, for med rundballer og bigballer er én halmballe nærmest et helt læs i sig selv. Men i gamle dage, for 30-40 år siden, pressede man halmen i mindre halmballer og de skulle køres hjem på vogne. En stærk mand gik og forkede dem op på en vogn, hvor en så lagde læsset. At lægge et læs var lidt af en kunst. Det vigtigste var de nederste par lag, at læsset var bredt nok og sikkert nok, så man trygt kunne lægge mere på i højden. Belønningen for den, der lagde læsset, var at man kunne sidde på toppen af læsset, når man kørte hjem af marken til gården. Hvis man turde! Havde man ikke fået lagt læsset omhyggeligt nok og var markvejen lidt hullet, kunne det hele skride.  Det har jeg prøvet, og ud over at man bliver halvt begravet i halm, så følger der ekstra slid med at få det lagt op igen, og man har som ?halmlæsbestyrer? fået lidt af et knæk, og ham, der forkede kan godt blive lidt knotten over at skulle smide det hele op en gang til!

Når Maria sætter sig ned og lytter til, hvad Jesus fortæller om Gud, svarer det til at lægge de første par lag af halm på et læs. Dér, hvor man prøver at se til, at fundamentet er i orden, så det man lægger ovenpå, ikke skrider ud. //Nogle gange, når man kørte hjem selv med sikre og solidt lagte læs, kunne det hele stå og svaje, hvis der var dybe huller i vejen, der gav?es ikke nogen garantier, hvad der heller ikke rigtig gøres i livet. Men vi kan prøve at give vort liv et fundament, så vi faktisk kan klare nogle huller i vejen, en tryghed og en tillid og en tro, som vore børn lærer af, hvis de ser den hos os. Det handler om at så og høste i sit liv, kærlighed, omsorg, tro og glæde, og at have sin grundlæggende tro og sine dybeste håb solidt lagt i sit hjerte, så liv og tro og håb ikke går under, selv om ens læs måske skrider ud og skal lægges forfra. Amen