Gode mennesker... og kraftspring!

Prædiken, 8. søndag efter Trinitatis, 14. august 2011.

Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 15 ? 21 om de falske profeter:

Jesus sagde: Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

 

 

Prædiken

I dag skal vi begynde med gymnastikundervisning! Det er lidt ligesom de børn og unge, der begynder i skolen i disse dage: nu skal vi have gymnastik! I skal lære, hvad et kraftspring er: ?Et kraftspring består af et kort tilløb, forhop med tilbageføring og opsving af arme til strækstilling, hænderne sættes i måtten med armene i forlængelse af kroppen. Hovedets placering er let bagudbøjet, kraftigt sving med svingbenet. Benene er samlet inden lodret. Hoften og benene er strakte i

opsving til håndstand og i selve springet. Svævefase, hvor kroppen er strakt og spændt. Afvikling i skulderpartiet. Landingen skal være let fjedrende på samlede ben. Armene er strakte op over hovedet.?

 

Det er et kraftspring! Men den beskrivelse, som er fundet på en gymnastik-side på internettet, er bare ord, omend ret præcise. Der er jo ikke slået noget kraftspring, bare fordi ordene har lydt! Jeg ville ønske jeg kunne vise jer et kraftspring her ned gennem midtergangen. Men det kan jeg ikke, heller ikke med det svæv, præstekjolen ville give! Et kraftspring har man ikke set, før nogen slår et kraftspring for øjnene af en. Det er ikke nok bare at høre beskrivelsen.

 

Og det er lidt det samme med kristentro! Det er ikke nok at kunne teorien og høre alle troens ord, hvis kærligheden og håbet mangler i det liv, man lever som troende. Vi skal kendes på de frugter, vi bærer. Kristen tro er liv, Guds ord, der er omsat til virkelighed for øjnene af verden og mennesker. Vi har ikke set troen, før vi har set den springe ud i det, bære, og bære frugt.

Det begynder med, at Jesus advarer mod de falske profeter. De smisker sig ind, er blide som lam, men vil stjæle dit liv, have magt over din sjæl, glubske som ulve. Vi er i almindelighed gode til at passe på, at folk ikke får magten over os eller får lov at gøre os ondt. Men der er nogle, vi skal frygte endog mere end dem, der kan gøre os ondt, det er dem, der kan gøre os onde. De falske profeter er måske dem, der vil have os til at glemme, at vi har hjerte, have os til at hade, være kyniske, ligegyldige eller bare firkantede. Og for at give os noget at tage pejling af, når vi skal vurdere folk, der prædiker deres sag for os, eller ved deres eksempel vil have os med, siger Jesus, at vi skal holde øje med frugterne. Et godt træ bærer god frugt, et dårligt træ bærer dårlig frugt. Sværere et det ikke! Men det, der gælder de andre, de falske profeter fx, gælder også os selv! Hvis man kalder sig kristen, men ikke bærer gode frugter, er det måske bare tomme ord. Og hvis man påtager sig at lære andre, hvad kristentro er, uden selv at bære frugt, så er man måske, hvad Jesus kalder en falsk profet. For det man står for, er uden liv, uden kærlighed og håb. Det er for så vidt hårde ord, fordi det er så svært at leve op til. Men det er også opløftende ord, fordi den kærlighed, der er grundsubstansen i kristentro, selvfølgelig må iklædes kød og blod, ligesom Gud begyndte med at iklæde sin egen kærlighed kød og blod og lod Ham (Jesus) føde midt i verden.

 

Jeg tænker tit på det teologiske bibliotek ved Universitet i Århus, hvor jeg i sin tid studerede. Når man gik der mellem de tusindvis af bøger om kristentro og kristendom, blev det nærmest frygtindgydende, hvor mange ord, der er sat på noget så forholdvist enkelt, som det Jesus har befalet os. I den mere grundlæggende ende har vi fx trosbekendelsens ord, vi kunne nævne buddet om at elske sin næste som sig selv, vi kunne nævne ordene om at følge Jesus Kristus og gøre Ham til sin vej og sandhed i livet, men først når vi springer ud i det for at se, om det bærer, først når ordene er omsat til levet liv, ser vi egentlig, hvad kristentro er. Ligesom vi først har med et kraftspring at gøre, når nogen omsætter beskrivelsen til et spring for øjnene af os.

 

Ord og bøger kan gøre os kloge og give os udfordringer og glæde, men det er frugterne af det levede liv, der fortæller, hvad troen indeholder af kraft og håb og kærlighed. I kender nok de hvide kantpæle af plastic i vejrabatten, med små tal og reflekser på, for hver hundrede meter på landevejen. Mange kalder dem for ?præster? eller for ?vejpræster?... og det skulle være fordi de står der og viser vejen, men ikke går den selv! Det er ikke nok at stå der, siger Jesus, hverken for præster eller andre. Når et menneske som Mother Theresa har inspireret så mange, er det fordi, hun gik vejen. Hun, der faktisk tvivlede dybt i sit hjerte på mange af troens ord, tvivlede ikke på troens og kærlighedens gerninger. Det menneske med et stort og gavmildt hjerte, der hjælper sin næste på vej, ved måske bedre, hvad kristentro er, end præsten, der har studeret sagen på universitetet, og det afmægtige menneske, der i Jesu navn tør betro sit liv i Guds hånd og mærker sig løftet og båret, ved mere om kristentro end den klogeste teologiprofessor, med mindre professoren i afmagt har mærket det samme selv. Det er ikke kun profeter, der skal kendes på deres frugter, det skal vi alle; er vi falske eller sande? Det er svært at svare oprigtigt på, de fleste af os er vel en blanding af sandt og falskt. Det er faktisk bekymrende at skulle kendes på sine frugter.

 

På gymnastiksiden fra før stod der også: Et kraftspring er svært at lære at udføre selv, men det er samtidig et spring, som man kan dele op i mindre dele, øve i langsomt tempo. Det tror jeg også kan gælde det at få tro og liv til at hænge sammen og bære frugt. Eller at få søgen og liv til at hænge sammen. Nogen må hjælpe en og man må lære det bid for bid. Er man famlende og søgende i sin tro... en skrev forleden, at troen for hende var noget... diffust og i hvert fald kun i korte glimt...mon ikke mange kan nikke genkendende til den beskrivelse af troen? Måske kan man prøve at dele det op i mindre dele og øve sig i langsomt tempo. Der er mange, der gerne have en tro, leve på en vej med Guds nærvær som modvægt til ens egen ensomhed.

Som kristne skal vi ikke bære alting selv, men huske på vi allerede er båret og har været det siden, vi blev båret til dåben. Vi er grene på et træ, og kan hente kraften fra den stamme, vi er grene på. Med det i baghovedet, kan vi gå praktisk til værks og tage skridt for skridt ind i troens virkelighed: Måske sætte sig for at ville hjælpe et enkelt menneske en gang imellem i stedet for hele verden hele tiden, måske bede en kort bøn, når det virker rigtigt i stedet for en fast remse hver dag, måske øve sig i at gennemskue sine egne domme over andre og tage en alvorlig snak med sig selv, måske prøve at åbne øjnene for de små daglige velsignelser, livet kan byde på, når ellers man ser ordentligt efter...måske tage en bibel eller slå op på nettet (bibelen.dk) og læse lidt i skriften og grunde over det, eller falde inden for i en kirke og mærke rummet tale til en eller gå til gudstjeneste, eller melde sig som frivillig i Kirkens Korshær el. lign. Der er så mange steder at begynde, uden man behøver slå hele kraftspringet på en gang; steder at gå i gang, hvis man er gået i stå. Jeg tror, alle mennesker ønsker at bære frugt i deres liv, om man tænker på sig selv som kristen eller ej, troende eller ej.

Forhåbentlig går det os ikke som de frugttærter, der blev serveret i en skolekantine. En elev klager til kokken: hvad skal den tærte forestille at være? ? Hvad smager den af, spørger kokken. ? af lim, svarer eleven. - Nåh, siger kokken, så er det en æbletærte, for pæretærten smager af sæbe! Både for mennesker og frugttærter gælder, at man skal kendes på sine frugter og at folk nødig skal få en dårlig smag i munden af bekendtskabet.

Man kan sagtens gå og famle med det eller tænke, at man ikke slår til eller at det er uoverskueligt at skulle gøre det gennemført. Jeg tror, man får noget forærende, hvis man prøver at gå troens vej, måske fordi man mærker, at den vej må man gå; for der er hjælp at hente i vejen selv. En ting skal man huske, og som troende nærmest have tatoveret på indersiden af sine øjenlåg: gode mennesker måler man ikke på deres tro men på deres hjerte! Tror man uden at have hjertet med, er man på afveje. Vil man åbne sig for tro og håb, må man have sit hjerte for øje, ...at det kan omsættes i levet liv, at kristen tro bygger på kærlighed, hengivelse og tilgivelse. Og så ellers skrive sig bag øret (nu, hvor der allerede står noget på indersiden af øjenlåget): at hver gang man ikke slår til (og det kan være mange, hvis man er et menneske ) har man lov at blive rejst op i Guds barmhjertighed og prøve igen. En af troens smukkeste frugter er at turde tro netop det. Amen