Det er godt at blive fundet

 

Prædikentekst til 22. søndag efter Trinitatis.

Matthæusevangeliet 18, 1-14

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.

 

Prædiken 

Der er sikkert nogle her, som har prøvet at blive væk, måske som børn. Da jeg spurgte konfirmanderne i torsdags, om de havde prøvet at blive væk, var der straks nogle fingre i vejret. En var blevet væk i Bilka, en i Barcelona, faktisk også engang i Stockholm! Har man prøvet at blive væk, kender man nok også fornemmelsen af at blive fundet, lettelsen, gensynet med dem, der savnede en. En pige på en fem-seks år blev en gang så sur og vred på sine frygtelige forældre, at hun erklærede, at nu flyttede hun altså hjemmefra. Hun pakkede en taske og en bamse og gik med vrede skridt ud af indkørslen til huset, hvor de boede, men uden for hækken blev det mere og mere ensomt at gå for hvert skridt, hun tog, og til sidst gik hun helt i stå. Der stod hun, da faderen gik ud for at kaldte på hende,... kommer du ikke hjem igen? og hun vendte om og løb ham lige i favnen og fik et stort knus. - Hvorfor ledte du efter mig, spurgte hun, og han måtte fortælle, at han aldrig ville kunne undvære hende. Så var hun glad igen, det var skønt at blive hentet, vide at man ville være savnet,.. det er der også en slags sejr i, dyb bekræftelse, og en slags magt at have over andre, sine forældre f.eks. .... ha!, I er overhovedet ikke ligeglade med mig!

I dag får vi en bekræftelse i Matthæusevangeliet af Gud selv. Den magt har vi over Guds hjerte: Han er overhovedet ikke ligeglad med os! Vi er jo Hans børn. Som hyrden går ud for at lede efter det forsvundne får, er Jesus sendt for at lede efter os, når vi bliver væk, og det gør vi af og til. Vi kan blive væk i, at vi tror, vi har styr på det hele og kan alting selv og ikke har brug for hinanden, for Gud. Vi kan blive væk i, hvad der er rigtigt og forkert, i vores tro og tvivl og forholden os til livet, i de svigt, der kan opstå mellem mennesker, på de omveje og blinde veje, vi roder os ud på. Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte, hører vi så. I det ligger et fantastisk budskab: man kan blive frelst, selv om man tror sig fortabt, blive fundet, selv om man er blevet væk. ... ikke kun uden for hækken, eller i Bilka eller Barcelona, men når vi er gået vild i livet, eller ligger under mulde, opslugt af døden. Gud er ude at lede.
Men det smukke og lysfyldte budskab står side om side med nogle af de strengeste ord, Jesus overhovedet siger, om at få møllesten om halsen og sænket i havets dyb, om at det er bedre at hugge en hånd af, hvis den forråder dig, end at gå fortabt med begge hænder i behold, om at rive det ene øje ud, hvis det bringer til fald, hellere end at ryge i helvedes ild med begge øjne i behold. Jeg tror, at Jesus er så streng og uforsonlig, fordi det handler om børn og den skade, man kan forvolde på børn. Om at bringe små og forsvarsløse mennesker ud over den kant, hvor de mister troen på Gud, på livet, på andre mennesker. Børn er hele, til man begynder at slå stykker af dem. Børn stoler på mennesker, til nogen svigter dem. Børn tror på Gud, til nogen eller noget tager troen fra dem. Jeg tror, Jesus mener, det er det værste, man kan gøre.
... ... ...
Jeg kan stadig huske den dag, da min drøm om at blive professionel fodboldspiller led et knæk. Jeg var vel 9-10 år, gik til fodbold og drømte som de fleste om at blive professionel og spille på landsholdet ligesom Ulrik le Fevre og Allan Simonsen og Henning Jensen. En dag havde vi besøg af nogle noget ældre fætre, vi har. De var for længst voksne allerede dengang. Vi havde spillet fodbold i haven med dem, og nu blev der kaldt ind til eftermiddagskaffe. En af fætrene var den type, som det altid var spændende eller sjovt at snakke med og høre på, så når han sagde noget, blev der som regel lyttet. Vi sad ved kaffebordet, store og små i familien, nogle af os svedige og opkogte efter fodboldkampen, Min fætter var det naturlige midtpunkt i snakken, og på et tidspunkt kiggede han hen på mig og spurgte: spiller du i en klub? - ja sagde jeg, og voksede lidt, - du går op i det, hvad? sagde han og jeg voksede lidt mere, og så sagde han, ... alle lyttede på ... jeg tror du bliver solgt en dag, men inden jeg nåede at vokse helt op i skyerne, tilføjede han: - til stanglakrids! Og hele bordet grinede, og jeg blev rød i hovedet over at have fået min drøm udstillet og punkteret og kunne have krøbet i et musehul. Min fætter ville jo bare være sjov, og opdagede sikkert slet ikke, hvor det ramte. Nu er fodboldverdenen ikke gået glip af noget lysende talent af den grund, jeg kunne knap nok spille mig på serie 3 holdet, da jeg blev ældre, men tænk, hvis det havde været noget vigtigt, der var blevet ramt og stillet spørgsmålstegn ved og grinet af: troen på sin mors eller fars kærlighed fx, troen på livet, en fremtid, på Gud og hvad der nu ellers kan fylde noget som det naturligste og mest bærende i et barn.

At vokse op er jo at få sig nogle skrammer og at få udfordret sin barnetro, sine drømme, at tænke selv, at finde sit ståsted. Der er dem, der siger at et barn er en engel, hvis vinger bliver mindre, efterhånden som benene bliver længere! Men bliver et barn rystet for brat og kynisk i sin grundvold, så det mister livsmod, tro og håb og måske endda troen på kærligheden, er det overgreb på et barn, der sker. Tonen i et hjem, på en skole, kan få et barn til at vokse indeni, eller pille det ned, så det aldrig rigtig kommer op igen. Forståelse og indlevelse i barnets sind og univers eller mangel på det kan gøre forskellen på livsmod eller fortvivlelse, om et barn hviler i sig selv eller er ude af sig selv, at møde ondskab og svig kan få os alle, voksne som børn, til at miste tiltroen til andre. Vi har alle et ansvar for ikke tage troen og glæden ved livet fra hverandre; vi er givet i hinandens varetægt, og tager vi ikke kærligt vare på de børn, hvis liv berøres af vores, og ødelægger vi noget bærende i de børn, så er vi på kollisionskurs med Gud med de alvorligste konsekvenser. For de små er de største i Guds øjne. Og vil vi være store for Gud, skal vi vende om og blive som børn på ny, turde tro og håbe og tage imod livet som et barn, selv med de skrammer og slag livet giver undervejs. Turde tro og håbe, at Gud har Jesus ude at lede efter os, når vi bliver væk. At blive fundet er som at blive barn på ny, at kunne falde ind i en kærlig favn og mærke, at nu er alt godt.
Et godt sted at begynde kunne være - med glæde og en lille smule triumferende håb - at konstatere, at Gud er overhovedet ikke ligeglad med os. Amen