Evangeliet til 2. juledag (Sct. Stefans dag): Matthæusevangeliet 23,34-39

Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

 

Beretningen om Stefanus, Apostlenes gerninger 6,8-14 + 7,54-60

 

Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«

Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

 

2. juledags prædiken

Hvis der er en juleblomst/plante, der passer til 2. juledag, er det Kristtjørn, der er opkaldt efter Kristi tornekrans. Man siger, at tornekransen var bundet af Kristtjørn, der indtil da havde haft hvide bær, men dens bær blev farvet røde af frelserens blod. Kristtjørn har sin egen historie at fortælle om skønhed, kærlighed, lidelse og død. Det fine, det fredfyldte, som vi har hørt om i juleevangeliet får ikke lov at stå alene ret længe i en verden med både godt og ondt. 2. juledag hører vi om kamp, blod, konflikt, for det er det, Guds fred møder i verden. Men hvis den glæde, vi hører om i julen, ikke kan holde til hverdagen, er den ikke værd at samle på. Det vi hører i beretningen om Stefanus, er at troen, glæden, livet i Kristus holder, både til at leve på og til at dø på!

 

Min Kristtjørn her ser lidt vissen ud. Det er fordi, at den siden første søndag i advent har udført en kristtjørns opgave. Den har prydet den julekrybbe, vi har opstillet i Brahetrolleborg kirke og mindet os om, at det lille skønne Jesusbarn i krybben, er den samme, som den Jesus, der 30 år senere tornekrones og korsfæstes og genopstår fra de døde. Gud, der lader Jesus føde julenat, viser sig stærkere end døden påskedag...det var en frelser, der blev født i Betlehem. Gaven fra Gud kan holde til hverdagen, bære os i liv og død, det er Kristtjørnens opgave at minde os om det i denne søde juletid. 

 

I Spanien har man et ordsprog, der siger, at hvor der er kærlighed, er der smerte. Lad os bare udvide det til også at gælde, at hvor der er tro og håb, er der smerte. At have noget at leve på og leve for, kan føre smerte med sig, for det fine, det fredfyldte og sande, møder alt for ofte modstand, udfordres til kamp, konflikt.

 

Den tyske teolog og præst, Dietrich Bonhoeffer, der arbejdede og levede i første halvdel af det 20 århundrede, var en ung mand da Hitler kom til magten. Han kom ret hurtigt til den overbevisning, at man ikke kunne være kristen, uden at tale nazismen imod. For ham var nazismen med dens vold og dens overgreb helt uforeneligt med at være kristen, og da han vidste, at man ikke kan tjene to herrer, valgte han livets Herre, Jesus Kristus, og ikke Adolf Hitler.

Han blev fængslet og dømt til døden, skudt den 9 april 1945; da han blev ført bort, sagde han til sin engelske celle-kammerat: "Dette er enden, men for mig er det livets begyndelse". Det var Bonhoeffer, der engang sagde, at hvis du er steget på det forkerte tog, nytter det ikke at løbe i den modsatte retning ned gennem togvognen. Det handler om at stige på det rette tog. Det gjorde han, men det kom til at koste ham livet.

 

Den 3 april, 1968, prædikede den amerikanske præst Martin Luther King i Mason Temple i Memphis. Han talte til en stor forsamling af fortrinsvis sorte arbejdere der strejkede for at få en anstændig løn. Og han sluttede sin prædiken omtrent sådan her : "Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske nu. Som alle andre, vil jeg gerne have et langt liv, men det bekymrer mig ikke. For mig er det vigtigste, at jeg gør Guds vilje. Og Gud har ført mig op på bjerget, og jeg har set det forjættede land, og jeg er lykkelig. Jeg er ikke bekymret. Jeg frygter ikke noget menneske, for mine øjne har set Herrens herlighed" Og dagen efter, den 4. april, blev han skudt. Det var ham, der ved en anden lejlighed sagde, at mørke kan ikke uddrive mørke, det kan kun lys. Had kan ikke fordrive had, det kan kun kærlighed. Jeg tror også, at han var steget på det rette tog. Men det kom til at koste ham livet.

 

Det handler ikke om en glæde ved at dø for sin tro. Livet er en gave, vi alle gerne vil leve, også Stefanus, Bonhoeffer og Martin Luther King. Det handler slet ikke om at rive andre med i døden for sin tro, som det er blevet så udbredt...det er umenneskeligt og ondt. Det handler om at vores tro, vores kærlighed, vore håb med Guds hjælp kan vise større end den smerte, modgang, sorg, som livet kan sætte os i.

 

Vi kan vist ikke i denne verden, hvor godt og ondt brydes, undgå, at vores tro og håb rammes i det inderste og gør ondt. Hvordan håbe her, når tusinders håb måske knuses et andet sted samme tid, hvordan tro på den gode Gud, når så meget ondt sker? Hvordan holde ved det, man tror på og håber, hvis omkostningerne bliver ubærligt store?

 

Jeg fik et julebrev, fra en, der har det meget hårdt og de sidste ord i brevet var disse: ?nej, man kan ikke altid vinde i dette liv?. Men bag på kuverten var sat et lille klistermærke, med billedet af et får og et lam, og teksten fra Davids salme 23: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han giver mig kraft på ny. Et brev fra en, der har ondt, men som også har tro.

 

Da Gud giver os sin søn julenat i Betlehem, giver Han os en kærlighed, der skal være så stor, at den kan rumme vor smerte, ellers slår den ikke til. Han giver en trøst, der skal være større end vor sorg, et lys, der skal være større end vort mørke. Men Gud gør det på den sårbare måde... for der findes ikke andre måder, når det gælder kærlighed, håb og tro... man kan ikke tvinge en glæde ind i et sorgfyldt sind, eller tvinge kærlighed ind i et forbitret hjerte eller tvinge håb ind nogens fortvivlelse. Kun række det frem, nøgen og sårbar og sige: her rækker jeg mig selv til dig, som et håb, som en trøst, tag imod eller tag ikke imod, men jeg er her og jeg forbliver her... sådan rækker Gud os sig selv julenat, som det lille barn, der slet ikke kan gå sin vej, bare blive der, svøbt, i sin krybbe, og sådan rækker Gud os sig selv i påsken som den korsfæstede, der ikke kan give slip, for Han er sømmet fast til vore byrder. Men sømmet fast til alt det, han skal bære, giver han sit liv i Guds hænder. Det kan selv den, der bærer de tungeste byrder: lade Gud bære med, lade Gud gribe en, når man falder.

 

Jeg så et lille barn falde i sneen, lige på næsen. Det gjorde ondt, næsen blødte, rødt som kristtjørnens bær, barnet græd. Men moderen var få skridt bagved og kunne tage den lille op og tørre næsen og trøste, trøste, som kun den, der elsker, gør. Og trøsten og kærligheden overvandt frygt og smerte. En dagligdags situation, men i det små, hvad vi håber og tror, kan ske i det store, i det dybe, også hvor tilværelsen rammer os hårdest. At der bag alting står Gud, der tager os op og ind til sig. // Hvor der er kærlighed er der smerte. Det ved vi. Budskabet i evangeliet, er at det modsatte også gælder: at hvor der er smerte, er der kærlighed... Guds kærlighed, der lyse for os ville og sprede mørket her. Kærligheden hedder Kristus. Vi fejrer, at han kom til verden, at intet mørke er så tæt, at hans lys ikke kan sprede det. Amen