Prædikener

Søndag den 15. oktober 2017, 18. søndag efter Trinitatis:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

 

Prædiken
Jeg tænker, at kirkeklokkerne i dag skal være med til at udlægge evangeliestykket vi hørte. Som altid begyndte gudstjenesten med, at der blev ringet med kirkeklokkerne, og det gik fint! Et år til jul i Ø. Hæsinge kirke virkede ringemaskinen til klokkerne ikke, så vi måtte have menigheden til at ringe bedeslag… de 3x3 slag, som ringningen slutter med… så sad der 150 mennesker og råbte ”ding, ding, ding” ni gange i kor og vi kom i gang med smil hele vejen rundt! Klokkerne ringer, når de virker, for at samle menigheden til gudstjeneste og derfor ringer vi en time før gudstjenesten, så folk kan nå at komme i søndagstøjet og gøre sig klar. Skulle man genopfinde systemet, skulle vi sende en fælles sms ud til alle i sognet om, at nu begynder vi lige om lidt! / Der er enkelte, der er ret generede af kirkeklokker, jeg har kendt nogle, der boede på Østerbro i Kbh. i en lejlighed i cirka samme højde som kirkeklokken i kirken lige over for… de behøvede ikke noget vækkeur om morgenen! Men ellers er de fleste glade for at kunne høre kirkeklokker; de hører hjemme i vort lydbillede, og minder os måske om noget, der er større end os selv. For klokkerne ringer ikke bare en lyd men et budskab ud over landskabet: kom og hør om håb, opstandelse, glæde, som kirken er bygget for at forkynde, og de 3x3 bedeslag for Faderen og Sønnen og Helligånden minder os om, fra hvilken kant vi har lov at vente os livet. Mange kirkeklokker har inskriptioner for at fortolke budskabet, de ringer ud i verden, fx har digteren Ole Sarvig skrevet en inskription til en kirkeklokke i Sandby ved Næstved, læg mærke til at klokken har sit eget jeg:
I gammelt kirkeland,
kalder jeg kvinde, mand,
som å til glædens flod,
Kristus opstod.
Kirkeklokken i Brahetrolleborg kirke er knap så opbyggelig: der står, at klokkestøber Cort Poppe lavede mig! Og den ene af Krarup kirkes kirkeklokker er endnu mere neutral. Der står bare: Omstøbt 1863! Den gamle klokkes malm i Krarup er genbrugt i en ny klokke med ny klang. Men faktisk er lige præcis det et godt oplæg til det, som evangeliet handler om i dag. Om at tage det gamle, støbe det om og give det en ny klang. Når Jesus siger, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, så er det et gammelt bud fra jødedommen, og når han siger, at vi skal elske vor næste, så er det også et gammelt bud, kendt gennem århundreder i den jødiske tro. Det nye er, at Jesus kobler de to bud sammen og stiller dem lige. Han tager det gamle, støber det om, smelter det sammen, giver det en ny klang: vi skal i samme hjerteslag elske både Gud og vor næste..det er to sider af samme sag! I kærligheden til Gud skal der være plads til at elske mennesker: Vi kan ikke bruge Gud til at slå hinanden oven i hovedet med. Nogen gange sker det jo alligevel: mennesker kan bliver så hårde i gudstroen, at andre mennesker bliver dem ligegyldige og kan bruges, sprænges i luften, udnyttes, tvinges efter forgodtbefindende, bare det ”gavner” troen, det er lige ukristeligt hver gang! I kærligheden til Gud skal der altid være plads til også at elske mennesker. Og tilsvarende: I kærligheden til mennesker skal der være plads til at elske Gud. Det kan man let glemme; fyldt som man er af dem, man elsker. Det dobbelte kærlighedsbud er både et værn mod fundamentalisme: om ikke at sætte kærligheden til Gud over kærligheden til mennesker. Og et værn mod gudløshed og et liv uden evighed og noget større end os selv: husk Gud midt i livet mellem mennesker.

Derfor ringer kirkeklokkerne med samme budskab, som Jesus forkyndte: vi skal huske på Gud og hverandre, og på den måde være hele i tro og kærlighed. // Vi har jo det sagn i Krarup, at kirkebakken oprindelig var beboet af en troldefamilie, og da kirken blev bygget og en klokke sat op, lød klokkeklangen så forfærdelig i troldefars ører, at hans vrede satte klokken i vilde svingninger, og klokken rev sig løs og trillede ned ad bakken, og sank ned i dyndet. Kommer man forbi ved midnat, og står ganske stille og lytter, kan klokken stadig høres slå dernede. Siges der!
Måske var det noget vigtigt, trolden i Krarup ikke ville mindes om af kirkeklokken: Gud lever og kalder os til at leve som åer hver især til glædens flod, det går ikke an at grave sig ned, isolere sig, være smågnaven, og blive sådan lidt troldeagtig! For Kristus opstod og gjorde alting nyt!

I pestens tid i middelalderen uddøde hele landsbyer. Således fortælles det om landsbyen Randbøl på den jyske hede, at alle på nær en døde. Han vidste ikke, om andre ude omkring havde overlevet, men gav sig til at ringe med byens kirkeklokke. En kvinde i Vorbasse hørte det. Hun var eneste overlevende dér. Og gav svar tilbage med kirkeklokken, og begge blev de klar over, at de ikke var alene, der var håb!

Måske er det sådan evangeliet skal runge ind i vort liv: du er ikke alene. Der er andre derude! Der er nogen, du skal elske. Der er nogen, der skal elske dig!  Gud er der, medmennesker er der. Det er det, både kirkeklokker og præst er sat til at forkynde i dag!
,,,
Kender I det med, at man gerne vil vide, om et budskab holder vand? Da jeg gik i skole var der hedebølge en gang; vi var ved at smelte i klassen. En af mine klassekammerater kom ind efter spisefrikvarter en dag: hej, vi har fået varmefri! Vi kiggede vantro på ham, det havde vi ligegodt aldrig prøvet før og reaktionen var vi enige om: - hvem siger det? – Det gør Ladekjær, sagde vores klassekammerat! Ladekjær var skolens inspektør, højt respekteret og afholdt. To tanker røg gennem hovedet: 1) Ingen vil turde sige, at Ladekjær havde sagt noget, hvis det ikke passer! og 2) så har vi jo fri! og jubelen brød løs! Der skal være dækning for et budskab, ellers er det bare en påstand. Måske er det derfor Jesus begynder at tale om kong David og Kristus. Hvis de tør tro, at Han er Kristus og står over selveste kong David, som deres håb og drømme ellers er knyttet til, er der vægt bag budskabet. Så er det ikke bare leveregler, men Guds velsignede vej til et opfyldt liv: at elske Gud og sin næste som sig selv.

Jeg kan egentlig godt lide inskriptionen på Brahetrolleborgs kirkeklokke: Cort Poppe lavede mig. Det er som om kirkeklokken selv har stemme og sjæl, Cort Poppe lavede mig og mit budskab er min grund til at eksistere. Måske er det på samme måde med os: Gud skabte os og budskabet vi er sendt med gør os levende og giver os sjæl og stemme: for netop i kærligheden til Gud og vort medmenneske bliver vi til som mennesker… Det har Kristus selv sagt! Amen!

 

 

Tidligere prædikener:

 

Søndag den 8. oktober 2017, 17. søndag efter Trinitatis:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 14,1-11

 

Prædiken
Det er næsten en temagudstjeneste i dag om Ydmyghed, som går igen i de forskellige læsninger!  Ydmyghed har noget med størrelsesforhold at gøre. Vi hørte fra salme 19 om himlen, der fortæller om Guds storværker, og de fleste vil kende til at stå en stjerneklar aften med det uendelige univers over sig og føle sig lille, men fyldt med stor forundring og måske ærefrygt over storheden. Det er der en ydmyghed i, som ikke er spor ydmygende, men opbyggelig: noget med at mærke sin egen lidenhed og dog, hvor stort livet er. Og Paulus taler i Efeserbrevet om, at vi som kristne skal være ydmyge, milde og tålmodige, vi har én herre, en tro, en dåb, én Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Ingen af os fylder det hele, vi er kaldet til at være dele af en helhed, knyttet til vor Gud og Fader i himlen, herre over liv og død, hvilket på samme tid kan fylde en med ærefrygt og gøre en lille og dog fyldt af noget stort. Forunderligt nok er det i familie med den følelse af ydmyghed og ærefrygt, man kan få, når man holder et lille barn i sine arme…det med at være så ganske nær livets mening og livets under.

Og i Lukasevangeliet møder vi så nogle farisæere, der tror, at de med moseloven i hånd har lov at hæve sig over næstekærligheden og lade være at gøre godt på hviledagen, for dér må man jo ikke arbejde… det har så noget med mangel på rette størrelsesforhold og ydmyghed at gøre, og heller ikke dem, der sætter sig på de bedste pladser ved bordet, kender ydmyghedens gave og opgave, som er at give plads for andre og andet end sig selv. //Men som altid med hjertets ydmyghed gælder, at så snart man fremhæver sig selv, ved for eksempel at pege fingre af andres mangel på ydmyghed, har man måske allerede tabt sin egen! Så velkommen til temagudstjeneste om ydmyghed!

 

Selve ordet ydmyg betyder vistnok noget med at have let ved at bøje sig eller føje sig… og at være blød. Vi lever vist i en kultur, hvor kvinder forventes at være bløde indeni og mænd noget hårdere. Vi mænd bliver dog nogle gange beskyldt for at være mere regnorme end mænd, og det er ikke nogen positiv måde at være blød på. Men at en mand er blød er samtidig en af de ting, jeg oftest hører sagt om folk, for eksempel til begravelsessamtaler… far var meget blød indeni, og det vil næsten altid være positivt ment. Det med at være blød som en regnorm vil sige ingen rygrad at have, ingen viljestyrke, ingen retning eller villighed til at tage hånd om en situation eller sit liv… det er der vist ikke ret meget hjertets ydmyghed over, nok snarere angst for at indtage sin plads i livet. Mens det at være blød indeni er udtryk for, at man kan og tør lade sig mærke af livet. Og det er vist lige vigtigt for både mænd og kvinder, og selv om det at være blød kan være en personlig egenskab i ens sind, kan man også gøre noget for ikke at blive kynisk, ved for eksempel ikke at gøre sig hård, når man helst ikke vil lade sig ramme. Der kan være megen ydmyghed i netop at kunne røres og bevæges, så fx bare en lille sang er nok til at øjnene løber i vand, eller et blik på stjernehimlen eller en bøn i en stund, hvor man har brug for at vide sig hørt og set og grebet.

 

Jeg hørte politikeren og teologen Ida Auken fortælle om sin tro i radioen. Hun var ligefrem og havde tydeligvis hjertet med, måske ekstra sårbart, fordi hun for ganske nylig havde oplevet at miste et nært menneske i en ung alder og var meget påvirket af det. Hun fortalte, hvordan hun på en rejse til Milano for ganske nylig havde sat sig ind i den kirke, der vistnok er verdens største gotiske kirke… I ved med de høje hvælvinger, og de himmelstræbende spidsbuer… og det store opadvendte rum havde fået hende til at føle sig meget lille, og for første gang (i længe eller måske nogensinde?) havde hun bedt en fri bøn til Gud, ikke de faste bønner ud af bogen eller fadervors faste form, men hendes egne ord ud af hjertet, som de kom til hende… måske er det den ydmyghed, livet lærer os, ofte på måder vi hellere havde været foruden!… at vi ikke har magt over de store ting i tilværelsen, men at der er en anden måde at blive lille på end ved at føle sig klemt og mast og blæst omkuld, og det er at blive lille i det store nærvær, som jeg tror, hun må have mærket der i det store kirkerum…at her er Ånd og Gudsnærvær, her kunne hun være i det rette størrelsesforhold i livet, afmægtig og lille som hun følte sig efter det, der var sket, men fyldt af noget stort, der fik hende til at åbne sit hjerte i bøn og vel give hende håb og mod til at gå videre. Jeg tænker, at mens hun sad der som lille menneske i det store kirkerum, var sat på plads på den mest opbyggelige måde: Jeg er ikke verdens herre, men Verdens Herre er min Gud og Fader.

 

Måske skal vi overvældes nu og da, og fyldes af noget stort, der giver os håb, for at kunne leve med vores sårbarhed i det skrøbelige liv, vi har. Det har været tankevækkende at høre, hvad vidner til skyderiet i Las Vegas har fortalt om det forfærdelige, de pludselig stod midt i. Nogle har berettet om, at de gik derfra mere troende end, de kom, fordi de blev reddet, andre har sikkert mistet troen over det onde, der skete. En fortalte, hvordan hun havde smidt sig ned for ikke at blive ramt af kuglerne, og en fremmed havde lagt sig tæt ind til hende og havde skærmet hende, - jeg har dig, havde han sagt, og han var blevet ramt i stedet for hende! Midt i meningsløshed og ondskab var der stærke eksempler på det modsatte: på opofrelse og næstekærlighed. Midt i det forfærdelige blev der også udvist en kærlighed, som var dybt opbyggelig. Når forfærdelige ting sker, har vi brug for at gribe ud efter noget, der giver mening, og vide, at midt i vor egen sårbarhed og afmægtighed, er vi ikke uskærmede, alene, glemte, og bliver det os forundt at opleve det, tænder det et håb, et lys at leve gennem mørket med. Det tror jeg, at der er en ydmyghed i at se eller mærke, uden at vi nogensinde kommer til at forstå, hvorfor sådan ondskab kan bemægtige sig et menneske eller hvorfor måske mine kære blev ramt og ikke de andres! Der er situationer i livet, hvor vi ingen forklaringer får, ingen indsigt har, ingen magt har over tingene, men bare er ramte, og hvis vi også lige der mister Gud, er vi fortvivlende alene; men dem, der midt i kaos oplever kærlighed, under, opofrelse får et håb at gå med, en tiltro som jeg tror er i familie med oprigtig ydmyghed.

 

Måske netop fordi ulykke og sorg kan ramme så tilfældigt i tilværelsen, som vi så det ske i Las Vegas, lod Jesus sig ramme, korsfæste og dø, for at give os det svimlende håb med ud til vort livs lys og mørke, at Gud kan gøre alting nyt, selv når alt vort håb er ude.

 

Hvis vi maser os frem og fylder det hele i egen indbildning, og hvis vi finder glæde i at styre andres liv med hård hånd ud fra vores egen måde at tro på, risikerer vi at misse kernen, lyset og håbet… at det er når vi er små, at vi har brug for at blive fyldt af det store, og at vejen for Gud til et menneske kun ligger åben for de små, der ikke spærrer vejen selv, men tør mærke livets sande størrelsesforhold og lade sig bevæge, røre, og dybest set: ophøje. Amen

 

 

 

Søndag den 24. september 2016, 15. søndag efter Trinitatis:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

 

 

Prædiken:

 

Hvornår har I mon sidst været bekymrede over et eller andet? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg ikke har været bekymret for nogen ting… i hvert fald de sidste 10 minutter! Mange vil nok kende den bekymrede indre stemme, der kan se alle ting gå galt… tit forholdsvis overkommelige ting…bare nu tagrenden ikke løber over, hvis det giver regn, bare nu bulen i bilen ikke bliver for dyr at reparere, bare nu maden til gæsterne bliver god… ting, der fortoner sig, hvis mere alvorlige ting melder sig… måske en nærtstående, der syg, eller en knude i armhulen, der vokser, eller en økonomi, der ikke hænger sammen. En har engang sagt: summen af bekymringer er konstant! Og har man ikke noget alvorligt at bekymre sig om, kan man sagtens finde noget mindre alvorligt! Det kommer både fra ens eget sind, selvfølgelig afhængig af, hvordan man er skruet sammen, men noget kommer også udefra: der findes en hel bekymringsindustri, som den kaldes… jeg husker mit første besøg i en BabySambutik med babyudstyr, da jeg skulle være far første gang… vi kom ud fra butikken med en indkøbsvogn fuld af sikkerhedsudstyr, for pludselig gik det op for os, at alt kunne gå galt med et barn i hjemmet: en køkkenskuffe kunne klemme barnets små fingre, en lille pegefinger kunne gå i en stikkontakt, et barn kunne drikke  afløbsrens, falde ned af trapper, lukke fordøren op og blive væk, kravle ind i vaskemaskinen, hænge fast med hovedet nedad i en gynge,… når først alt sikkerhedsudstyret ligger hen ad hylderne, ser man alle ulykkerne for sig! Selvfølgelig skal man passe på sit barn, men man kan også pakke det så meget ind i bekymring, at det bliver en permanent tilstand i ens egen hjerne, og barnet selv bliver en bekymret sjæl!

 

 

Så jeg tror, at det er et reelt problem, Jesus rejser i dagens evangelium, for bekymringer er jo ikke et nyt fænomen. På Jesu tid var bekymringerne måske mere tit tunge, bekymring for sygdom, der ikke fandtes behandling for, bekymring for at få mad på bordet og tøj på kroppen. Hvor Jesus sætter fingeren direkte på det afgørende punkt: at bekymre sig løser ingenting. Ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig! men hvorfor i alverden er det så, at man kan gå og være så bekymret? Måske fordi man er ængstelig anlagt, eller bare mest tryg, når man bekymrer sig lidt, eller udstyret med alt for god en forestillingsevne. Sportsfolk, der skal præstere det optimale, bruger at se det optimale for sig, fordi det flytter deres fokus over på det, der skal gå godt, i stedet for på det, der ikke må gå galt. Jesus siger: giv slip på bekymringerne, lad i dag fylde i dag og i morgen ligge til i morgen! Det er blevet sagt med lidt andre ord: ”At bekymre sig er at bære morgendagens byrder med de kræfter, vi skulle bruge på i dag.... Bekymringer tømmer ikke morgendagen for sorger, men dagen i dag for kræfter. (Corrie Ten Boom). Vi ved det godt, det er bare ikke så let, men det kan nytte at blive mindet om det! 

 

 

Jesus tager bekymringerne med ind i vort gudsforhold…det betyder, at vi er to om at få tingene til at gå… en selv og Gud! Man er ikke alene, byrderne er godt fordelt. Og tænker jeg, at Gud har alt for meget andet at tage sig til, end at bære med på mit liv, må jeg se på græsset, der står i dag og skal slås til hø i morgen, giver Gud ikke det væksten?, og se til blomsterne, der er smukkere klædt end alverdens fyrster, giver Gud ikke dem klæderne, uden at de spinder og syr? eller den mindste fugl…giver Gud ikke den føden hver dag, uden den sår eller høster… hvor meget mere vil han så ikke være med os, som er hans elskede børn! Jesus vil have os til at tro på vort eget værd i Guds øjne, og siger, at bekymringer kan være udtryk manglende tiltro til Gud.

 

 

Det fortælles om et tog, der kørte gennem en stormfuld nat, fyldt med regn og lyn. Passagererne blev mere og mere bekymrede, ikke mindst da de skulle over en lav jernbanebro, hvor vandet piskede op om toget. Mens alle var urolige over uvejret, sad en lille pige rolig i sit sæde, og en spurgte hende, hvordan hun kunne sidde så rolig midt i stormen; - det er min far, der er togføreren, svarede hun! Det gør ikke stormen mindre farlig, men hun ved, at hendes far gør alt, der kan gøres for at de kommer godt frem. Hun er ikke alene!// Jesus ser vore bekymringer som et skår i vort gudsforhold, de er mere og andet end bare tanker om ting, der kan gå skævt. Jesus siger, at vi tjener Gud ved at være ubekymrede…vi er ikke alene, og ubekymrethed viser, at vi stoler på, at vi er i Guds gode hænder… og ingen kan tjene to herrer, som han siger… så hvem tjener vi egentlig? Alle bekymringers moder, Mammon… som her vel ikke kun er penge, men står for alt, hvad vi gerne vil have og derfor også kan miste i denne verden, eller tjener vi ubekymrethedens Fader, vor egen Far i himlen, som er herre over liv og død?

 

 

Men for at ordene om ubekymrethed ikke bare skal vær beroligende sød honning for vore øregange, er vi nødt til at løfte blikket ud til det, der sker i verden, for der er jo alverdens ulykker at lade sig skræmme af og bekymres over, utallige mennesker, som råber deres bønner til Gud og dog bukker under! Hvor er Gud henne, hjælper han overhovedet nogen? Den svære men dybe trøst, evangeliet giver os, er at for Gud er det aldrig for sent at hjælpe, heller ikke selv om vi syntes, at tiden er forpasset og alt håb ude og vi har set mennesker lide og bukke under. Jesus led og bukkede under og døde og alt var tabt, men ikke for Gud, der rejste ham af døde. Det er kernen i den trøst, Gud giver os… at glæde vi ser, når håb er ej mer, som Grundtvig skriver i en salme (561) Vi forstår ikke, hvorfor så megen meningsløs lidelse findes, og ved dog samtidig, at sådan er den verden, vi lever i. Ind i en hårdt ramt verden sender Gud sin Søn for at tænde lys i mørket og liv i døden. Det er det, jeg kalder en svær trøst, for den tager ikke alle lidelser fra os og derfor vil der altid være bekymringer, som kan trænge sig på, men de må ikke tage håb og mod fra os; derfor er det godt at få bekymringer sat i perspektiv.

 

En pige var rejst hjemmefra for at studere, og helt opslugt af studenterlivet, så det var ikke tit, de hørte fra hende derhjemme. En dag kom et brev til hendes far og mor, der jo var bekymrede for, hvordan deres datter klarede studierne: ”Kære mor og far; jeg skulle have skrevet før, men mit kollegium brændte ned. I skal ikke være bekymrede. Jeg mødte en virkelig sød ven og ham har jeg boet hos i 3 måneder nu. Og jeg tænker, at I gerne vil vide, at vi har besluttet at gifte os, og nåh ja… I skal være bedsteforældre inden så længe!” Og så stod der venlig hilsen… og så hendes navn. Nederst var der et lille PS: I skal ikke tage alt det ovenfor alvorligt, mit kollegium er ikke brændt ned, jeg bor ikke hos en mand, jeg skal ikke giftes og heller ikke gravid. Men jeg har været oppe i historie, og jeg dumpede! // Hun kendte sine forældre og vidste, hvordan den lige skulle skæres med en dumpet eksamen, for værre er det trods alt heller ikke at dumpe i historie… det hjalp hun dem med at se!

 

Som regel får vi at høre, at vi skal tjene Gud i næstekærlighed, offervillighed, bøn og gudstjeneste… det, vi hører i dag er en af de mere overraskende måder at tjene Gud på: ved at være ubekymrede! Ikke i lalleglad lukken øjne for verdens almindelige tilstand, men i en dybere forankret ubekymrethed: vi er i Guds hånd… det gør os ikke usårlige og alt her kan og skal vi miste … men aldrig miste selve det bærende, at vi er i Guds hænder uanset hvad som sker.

 

Så vi kan løfte blikket og nyde al den livsglæde, der er i skaberværket: fuglene, blomsterne, græsset og alt det levende, og vi har lov at leve og være glade og ubekymrede i dag og lade i morgen bekymre sig om i morgen. Og vi kan åbne hjertet for en endnu dybere bekræftelse af livet: at Guds favn er åben for den, der falder og går til grunde, som han er med græsset, der visner, fuglen, der en dag falder til jorden og blomsterne, der skal visne. At glæde vi ser, når håb er ej mer! Vi er i gode hænder! Så lad os vende blikket til dagen i dag og bruge vore kræfter på den! Deri tjener vi Gud og slipper for mange byrder selv. Amen


 

 

   

Søndag den 27. august, 11. søndag efter Trinitatis:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14

 

Prædiken

I min barndoms kirke i Jylland var der to måder at sætte sig på. Nede bagved var der et pulpitur over de bagerste bænke, så der var dunkelt og lavt til loftet, og et par piller, så man ikke kunne se meget af, hvad der foregik. Så i forhold til gudstjenesten var det de dårligste pladser, men eftertragtede, for der kunne man sidde og se de andre, der kom i kirke! Og så var der pladserne længere fremme i kirken, hvor man kunne sidde lyst og tæt på det der foregik, til gengæld skulle man vende sig, hvis man ville se, hvem der ellers kom. Nede bagved var der nu skønnest at sidde, for så kunne man forarges lidt, når nogen kom og satte sig op foran, som om de var noget særligt, neej, så var der mere kristen ydmyghed i at sætte sig nede bagved! Så man kom tidligt for at få de dårligste pladser.
Ydmyghed er temaet i dag. I visse ordbøger står ydmyghed defineret som det at nedskrive sit eget værd…men måske er ydmyghed mere noget andet: at være nået til en grad af selverkendelse, hvor man også har blik for de andres værd! Jesus fortæller en lignelse, som sikkert er inspireret at, hvad han så på gadehjørnerne, hvor troende stod og bad, ligesom vi kan se ved grædemuren i Jerusalem i dag. En historie om en respektabel mand, der går op i sin tro, giver penge til de fattige, og en tolder, der har snydt dem, han opkræver told af og som sikkert ikke giver noget til de fattige. Hvis jeg var svigerfar ville jeg mene, at den første var den bedste af de to, som min datter kunne komme hjem med. Og alligevel er det i Jesu øjne tolderen, der går fra bønnen som en retfærdig mand for Gud, for Gud ser ikke på det ydre, men på hjertet og tolderen har et fortvivlet hjerte, der trænger til Gud, fuld af selverkendelse, mens den respektable har et opblæst hjerte, mest fyldt af ham selv.
I Kristeligt Dagblad er der af og til en, der får den faste række af spørgsmål, som er med til at afdække, hvem personen er: hvem er dit forbillede, har du et motto osv, og også spørgsmålet: hvad er en god gerning? Og der var en, der svarede en dag: en god gerning er noget godt, gjort for et andet menneske, uden at du lægger på facebook, at du har gjort det!
I det øjeblik, man deler på facebook eller på andne måde pudser sin glorie over, at i dag gav jeg 50 kroner til en tigger, der blev SÅ glad eller i dag betalte jeg varer for en fattig mor i føtex, der ikke havde råd til lidt legetøj til sit barn, går gerningen nok fra at være god til selvgod, fra at være ydmyg næstekærlig til at fiske efter anerkendelse. Man er i fare for at være mere fyldt af sig selv end af den, man hjalp!
Nu er det ret nemt at se, om folk deler deres godhed på facebook, men ellers kan det være svært at se uden på, hvordan vi tænker og tror indeni. Kom der en i min barndoms kirke og listede sig ind nede bagved, fordi han følte sig forlegen og ikke syntes han havde ret til at være der, fordi han ikke var ret stolt af sig selv eller sit liv, men bare trængte til at komme i kirke, så kunne han udenpå ligne hám til forveksling, der kom og satte sig ved siden af og blev varm om hjertet over, hvor ydmyg han selv var i forhold til dem, der satte sig længere op. Men Gud ser hjerterne!
Ydmyghed er noget, der bor i hjertet, og i det øjeblik, man hører sig selv sige… måske er man blevet valgt til noget ansvarsfuldt eller har fået en vigtig opgave… hvis man hører de ord komme ud af sin egen mund: - nu er jeg jo et ydmygt menneske, eller jeg vil gå ydmygt til opgaven… skal man nok stoppe op, for i det øjeblik man fremhæver sin egen ydmyghed, er man måske holdt lidt op med at være det! En præst blev givet en pris for den store ydmyghed han gik til arbejdet med. Ugen efter blev prisen taget fra ham, for han havde hængt prisen op på væggen i sit kontor!
I lignelsen er ydmyghed et plusord, men det kan også slå over i at være et minusord… man skal f.eks. ikke ydmyge nogen (højst sig selv over for Gud, så man ikke fører sig frem). Man kan være demonstrativ ydmyg, hvor man kammer over i selvudslettelse eller i selvvalgt martyrium, hvor ydmygheden nærmest bliver selvhævdende: tag I bare på skovtur, så rydder jeg op herhjemme imens… hyg I jer bare, mens jeg slider i det! I skal ikke tænke på mig da! Underforstået: det burde I i hvert fald! Ydmyghed skal gerne give plads omkring sig, så andre mennesker kan være der, og ikke læsse en byrde af skyld over på dem. Ydmyghed er en svær ting at være ægte i, og bare det at stå her og tale om den, bringer mig i fare for at stille mig mere hoven an, end dem, jeg udpeger som for fyldte af sig selv! Godt man ikke er ligesom dem!, kunne man komme til at sige, og sådan er det så let af falde i! Ydmyghed er så fin og uskyldsren en ting i sin ægte fremtræden, at den er næsten lige så svær at tale om, som det er at holde om en sommerfugl uden at skade støvet på dens vinger.
Men hvorfor må vi ikke fortælle om det gode, vi gør? Det tror jeg også, at vi må og nogle gange skal, måske som inspiration for andre, men ikke for at nedgøre andre og ikke for at tage os bedre ud på andres bekostning, eller føre os frem over for Gud. Jeg tror, det afgørende er, om man er for fyldt af sig selv eller om der er plads til ens næste, om man selvtilfreds hæver sig over andre, eller åbner sit hjerte nedefra for Gud, som tolderen. Når Jesus kalder på, at vi skal være ydmyge, er det fordi, der i hjertet skal være plads til andre end os selv… plads til vor næste og til Gud og til en indsigt i, at uden de andre og uden Gud var vi ingenting selv. Nogle af de store personligheder i denne verden formåede i kraft af en ret naturlig ydmyghed at give andre mennesker plads og rum omkring sig, jeg tror Nelson Mandela kunne det, uden at han jo på nogen måde blev selvudslettende, jeg har en fornemmelse af, at Albert Einstein havde lidt af det samme… mennesker, der giver plads til andre og håb til andre uden selv at forsvinde. Apostlen Paulus også, der jo kalder sig selv for den ynkeligste af apostlene, fordi han først havde forfulgt de kristne, og nu selv er kristen, apostel, udelukkende i kraft af Guds tilgivelse... men hans tillid mod mig har ikke været forgæves, udbryder han! Ham har Gud været godt tjent med at vise tillid!,.. selvfølgelig må vi fylde og være noget, men kan andre også være der? giver vi andre håb? husker vi hvem vi skylder tak for, at vi selv lykkedes…det begynder nok i hjertet!
Hvis man går i kirke i min barndoms kirke, kan man se et maleri, som kom op i 1983 og er malet af den vestjyske kunstner Bjarke Regn Svendsen: Det viser Guds og menneskers historie med hinanden fra evighed til evighed, kunne vi sige, i tre bånd oven på hinanden, …udtrykt i symbolske billeder, bl.a er Jesus malet som det Guds lam, der blev slagtet for vore synders skyld. Jeg hørte en gårdmand, der sad i menighedsrådet dengang, fortælle om den første skitse, kunstneren havde forelagt. Det var alt sammen godt, undtagen en ting… lammet! –- Han havde tegnet sådan et sært kantet lam, fortalte gårdmanden (jeg tror, det var et lam som man ser på ortodokse billeder af Guds lam Kristus), men så havde gårdmanden sagt til ham: - du må regne med, at der er mange landmænd, der går i kirke her, og vi ved godt, hvordan et lam ser ud! Og det havde kunstneren lyttet og var gået hjem og havde malet et skønt lille lam i stedet! Han gav plads til dem, der skulle se billedet hver søndag og lærte en ting af at gøre det: at billedet blev bedre af det, for nu kan enhver bedre se, hvilket offer det var af en stakkels uskyldig, da Kristus blev korsfæstet. Det uskyldsrene forårslam som står for ham på billedet minder kirkegængerne om det hver søndag. Ydmyghed kan være den grundindstilling, at man ikke ved bedst i alting selv, det lærte maleren. Og kristen ydmyghed er vel, at vi har brug for at være et sted med os selv, hvor Gud kan komme til. Sådan var det vel med tolderen, og sådan kan det være med os, når blot vi ikke selv fylder det hele! Amen!

Søndag den 20. august 2017, 10. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

 

Prædiken

I denne tid, hvor vi har bryllupssæson, hører jeg en del fortællinger om, hvordan folk har mødt hinanden. En ung vordende brud fortalte, hvad hun først var faldet for hos ham, hun skulle giftes med. Hun havde set ham ude i byen et sted og lagt mærke til, at da hans kammerat rejste sig og gik lidt, blev han bare siddende alene helt roligt og kiggede sig omkring, uden at have behov for at tage sin mobiltelefon frem! Det havde gjort indtryk, det tydede på indre ro, siden han kunne klare en stund alene uden straks at tage mobiltelefonen frem. //Evnen til indre pause-ro er god at øve sig i. Jeg tænker, at vi er en del, der kender refleksbevægelsen, hvor man fisker mobiltelefonen frem, så snart der er en ledig stund. Det er ikke et nyt fænomen; i min egen ungdom var der ikke mobiltelefoner, men vi havde den fantastiske nye ting: en walkman, med kassettebånd til musik i ørerne. Så var man optaget, måske i en togkupé eller i bussen, og hvis nogen henvendte sig til en, er det ikke sikkert, man hørte det.
Måske er det sådan, at jo ældre man bliver, desto mere værdsætter man fred og ro. Som ung er det slet ikke sikkert, at man vil have fred og ro, måske synes man, at jo mere flimmer og musik og gang i den, der er, desto mere i live er man. Der er bare det ved det, har jeg da nogle gange set hos mine egne store unger, da de boede hjemme, at det skrækkelige kunne ske, at mobiltelefonen ringede eller en sms tikkede ind, uden at de hørte det for fjernsynet kørte og computeren var tændt og der var skruet op for højtaleren. Og måske var det lige den opringning eller den sms, der kunne have gjort hele forskellen: hva så, skal du med i biografen, vi kører om fem minutter, ham den søde du ved nok kommer også. Det er sådan set ikke uroen eller flimmeret eller musikken, der er noget i vejen med, det er mere det, at man måske ikke bemærker det vigtige, som skete imens. Livet er det, der sker, mens du har travlt med andre ting, som John Lennon vist har sagt. Tænk hvis den unge mand fra før havde fisket sin mobiltelefon frem og sat plugs i ørerne, så han kunne høre musik, mens hans kammerat var gået lidt, så havde han måske aldrig hørt, hvad hende den søde, der kom over, sagde til ham og så var der måske ikke blevet noget bryllup ud af det!
Det er lidt af det samme, der sker, da Jesus kommer til Jerusalem. I gaderne i Jerusalem var der larm og tummel og gadeliv og gøglere og handlende. Folk strømmede til byen, for det var snart påske. Men for at komme væk fra larmen og for at kunne tale med Gud i sit hjerte, gik Jesus hen i templet, og så var der lige så meget larm der! Han bliver oprørt og vred. … hvad er det for en larm, hvorfor har I lavet templet om til en markedsplads, til en røverkule! Og det er ikke fordi, at Jesus synes, at der er noget i vejen med handel og råben op, men fordi det spærrer for noget andet på dette hellige sted: det er ikke til at finde ro, så man kan høre, hvad Gud vil en. Det er lidt ligesom den søde pige, der siger noget til den unge mand, det vigtigste den dag overhovedet, måske i hele livet, tænk hvis det var aldrig var nået ind og blevet hørt.

Hvad Gud vil os, skal kunne nå os - det kan være det vigtigste ikke bare den dag, men i hele vores liv: at høre kaldet om give tro, kærlighed og håb og glæde plads, så det bliver bærende i vores liv. Måske stresser man rundt eller føler, at alt er meningsløst, fordi man aldrig kommer til det vigtigste, aldrig får så meget ro og indre fred, at man kan høre, hvad man selv tror. For det er jo ikke kun unge mennesker, der fylder deres hoved og hjerte og sjæl og sind med uro… sådan en dag, hvor man ikke synes, man kan overskue sit arbejde eller skal nå 117 ting og kommer hjem helt opkørt…eller måske har alt for god tid til at gå og bekymre sig om noget…hvor meget af det vigtigste og mest givende er man så egentlig i stand til at lytte til og tage ind?

Da Jesus rydder templet for larm og råb og handel, er det for at give folk i Jerusalem et frirum på det sted, der er beregnet til det, og som ikke skal være en røverkule, men et sted, hvor man kan søge hen og blive stille for Gud og give Gud, hvad Guds er. Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred, siger Jesus til Jerusalem og dem, der bor der, men nu går I en vej, der fører til ruin…det oprører ham at se! Nu er den fred, Jesus taler om, ikke den fred, der opstår, når larmen holder op og der bliver stille. Den fred, Han taler om, handler om, at Gud kommer til os og giver os en fred, som ingen stilhed eller indre ro i sig selv kan give os… men vi har brug for frirum og pause-ro for at mærke, at den fred trænger vi til og vil os noget. Gad vide, hvor meget af al vores travlhed, der ikke kun handler om at nå mest muligt, men også er for at fylde en tomhed ud, vi ellers ikke ved, hvad vi skal stille op med!

Den munkeorden, der byggede Brahetrolleborg kirke i middelalderen, som Holme klosterkirke, var meget opmærksomme på, at der ikke skulle være for meget flimmer og forstyrrelse i kirkerummet. Derfor valgte de at afstå fra tidens mode, nemlig de store imponerende udsmykninger og strålende kirkevinduer med røde og blå og gule glas… de byggede i stedet enkle monumentale kirkerum, som en slags arkitektur for sjælen mere end for øjet! Nu er Brahetrolleborg kirke så ombygget og forandret, at det kan være svært at mærke i sin rene form her mere, men i Frankrig er der flere af de store klosterkirker tilbage. Og så kan man jo afprøve kontrasten, hvis man kommer på de kanter. F. eks. kan man først besøge Notre Dame kirken i Paris… en stor fantastisk katedral med enestående glasmosaikvinduer og store udsmykninger og når man kommer ind stopper man op og ser sig imponeret omkring: Wauw, og jeg elsker den der katedralfølelse. Hvis jeg så bagefter går hen i en klosterkirke af denne type klostre som vores her, cistercienserne, hvor der er stort og enkelt og mere afdæmpet… så kommer man ind og siger: ahh, fred, fordi alting i en ikke siger wauw og se der og se der… men, man mærker, at her kan sjælen finde en anden ro, og her er godt at vende blikket og fokus indad og opad. Finder man steder, der gør dét ved en, skal man unde sig selv at bruge dem! Det ligger mellem linjerne i dagens evangelium, at vi skal huske at have steder, hvor sjælen kan finde fred og sindet finde hvile og troen finde ro, så vi kan møde Gud i stilhed og bøn.

Jesus kom for at fylde det tomrum i vore hjerter, som livet kan hænde at efterlade os med. Og han bragte os ikke bare et budskab i ord, men i handling, i opofrelse, i opstandelse….og han kom for at lære os at lytte og være stille og tage imod, hvor Han kommer, og vise os, hvad vi skal fylde i vort liv. Vi kan ikke og skal ikke leve i konstant stilhed som ellers var et ideal i klostrene, men engang imellem skal vi unde os selv stunder med pause-ro… for en ung mand betød det, at en sød pige kom over… for andre har det betydet, at Gud lod sig mærke i deres hjerter og viste en vej. Amen

 

 

Søndag den 13. august 2017, 9. søndag efter Trinitatis
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9

Prædiken
Lidt senere i august får jeg besøg af en ven fra Australien. Han har aldrig været her før, men nu er han på rejse rundt i Europa med sin familie. Og jeg har tænkt mig at svindle og bedrage en hel del for at deres besøg kan blive vellykket. Jeg vil vise dem Brahetrolleborg med slottet og kirken og slå ud med hånden… se mit sted og nyde at høste deres begejstring for stedet! Jeg vil tage dem med indenfor og sige: det er så min kirke! og glæde mig over, at de imponeres af noget med så høj alder… det har de ikke i Australien! Og ud til Nørre sø og vise dem lidt af mit naturskønne nærområde. Og jeg tænker, at de siger tak for at have vist dem mit sted og at nu må jeg se at komme ned og besøge dem i Australien! Men Brahetrolleborg er jo ikke mit, kirken heller ikke sådan i ejendomsmæssig forstand, og slet ikke Nørre sø… alligevel bruger jeg løs af det hele til at give mine gæster en oplevelse… og stryger selv gevinsten!
Det lille svindelnummer gør vi vist hele tiden. Bruger løs af noget, der ikke er vores eget, til at skaffe os glæder og fordele i vort eget liv!
Det er lidt sådan en tankegang, Jesus er inde på i lignelsen om den utro godsforvalter. Det med at bruge noget, der ikke er ens eget, til at skaffe noget til sig selv. Det er nemlig klogt, siger han! Og denne verdens svindlere og bedragere er verdensmestre i det, som han viser os i lignelsen om godsforvalteren, der skaffer sig gode venner for sin herres midler, og dem får han brug for, for lige om lidt bliver han fyret! Det har da gibbet i dem, der stod der og hørte lignelsen, ligesom det har gibbet i mange siden… hvad i alverden? skal vi nu til at svindle og bedrage… er vi dog ikke kristne mennesker, det må man da ikke!... og det er lige præcis den reaktion Jesus går efter, for så ved han, at vi hører efter!... og så kan han komme til pointen: lige så kloge som denne verdens svindlere er med det, der ikke er deres, skal vi være som borgere i Guds rige med det, der ikke er vores! Og det er nok ikke med andres penge og ejendom, må jeg bedrøve jer med… det tror jeg da ikke, Jesus mener…men med noget, der er Guds. Jeg tror, han tænker på Guds barmhjertighed, Guds gavmildhed, Guds tilgivelse, Guds skaberværk, …det er vores at bruge og dele og dele ud af, så vi har venner i himlen, der vil tage imod os, når vi bliver sat fra bestillingen her!
Da min ældste datter var tre år og gik i dagpleje, var hun og en del andre børn og et par dagplejemødre på tur en sommerdag over i Rhododendronparken ved Brahetrolleborg, og da de havde fundet et godt sted at slå sig ned, med udsigt over slotssøen og slottet og parken og kirken med det høje tårn, havde min datter slået ud med armen og proklameret: - alt det der, det er min fars! Og fordi alt, hun var midt i var hendes fars, og de andre var behørigt imponerede, gav det den treårige en klar oplevelse af at være rig, høre til, være hjemme i sit liv. Selv om hun kun var tre år og ikke havde forstået alting helt rigtigt, var hun godt i gang med at låne og bruge det, som ikke var hendes…eller hendes fars!
 Måske er det også sådan, vi har lov at bruge Guds rige gaver og skaberværk…og det ER tilmed virkelig HANS!!… at vi har lov at se ud i verden og se alt det, der er godt i denne verden og sige: alt det der, er min fars og vor fars! Og sole os lidt i det! Og derfor heller ikke selv væree nogen fremmed i livet, eller fremmedgjort eller fattig i tilværelsen, for man har bånd til det dybeste og bedste i livet, ja, der har man hjemme, for det tilhører ens fars i det høje og man er velkommen til at tage andre med ind i det!

Men der er noget i Jesus’ lignelse som kalder på flere overvejelser. For hvem er det, vi har brug for at have som venner i de evige boliger til at tage imod os i himlen, når den dag kommer? Som lutheranere tror vi ikke, at der er helgener og helgeninder, der skal tale vores sag på højeste sted, så hvem er de venner, vi skal have i himlen? Jeg kan ikke give jer udtømmende svar! Jesus kan i sin måde at tale om evigheden på, være ret konkret! I min faders hus er der mange boliger, og der skal vi være sammen, siger han et sted, himlen er sted, hvor man kan have venner, forstår vi på ham her! Vi kan i sagens natur ikke se bagom døden eller ind i evigheden, men uanset om Jesus’ ord skal tages bogstaveligt eller som billeder og metaforer for en virkelighed, vi kun kan ane en flig af, hvis vi sætter vore egne kendte ord og forestillinger på det, så hører jeg i Jesus’ ord et budskab om, at når vi dør, er der et efterliv og at den glæde, vi bereder andre her, i en eller anden form venter os der.

Jeg har blot svært ved at forlige mig med, at vi som troende skulle kunne købe os plads hos gode venner i himlen ved at gøre godt i livet her, for det bliver hurtigt noget gerningsretfærdigt, hvor det gode er gjort for min egen skyld, og ikke for min næstes skyld! Men måske består det kloge i at gøre noget for sin næste og for sin næstes skyld uden bagtanke!

Jeg har kendt en kvinde, der livet igennem var meget i kontakt med andre! Hun var aktiv i en genbrugsbutik, hun spillede badminton med tre andre damer langt ind i sine pensionist-år, og da benene ikke holdt til mere badminton, spillede de ludo. Hun holdt avis med sin nabo og fik en snak over den fælles hæk hver dag, hun gik til møder og arrangementer og i kirke, købte ind til bekendte, hvis de var syge, samlede familien omkring sig… med andre ord: hun levede et godt og aktiv liv og havde et stort netværk. Vigtige gennemgående værdier var samvær og omsorg! Det var uden bagtanke om egen vinding ud over det gode liv og de andres gode liv. Da hun selv blev gammel og ikke kunne komme uden for en dør, høstede hun daglige glæder og daglig omsorg fra sit netværk. Det var ikke derfor, hun havde levet som hun gjorde, men de venner hun havde fået gennem livet, svigtede hende ikke! Det kunne være noget af den slags, Jesus peger på, at vi skal opnå ved at omgås gavmildt med livet og Guds gaver.. at de venner, vi får, har vi brug for, ikke kun i vor sidste tid, men som en del af livets mening og livets gave. Og at en sådan ægte og taknemlig omgang med det Gudsskabte liv, i Guds rigets univers er at handle klogt med det, der ikke er vores!...for sådan bliver livet til!
Uanset vi ikke kan komme til bunds i lignelsens budskab, står en ting fast: den ven, vi mere end nogen anden har brug for, vil tage imod os i de evige boliger, er Kristus selv. Og rigtige venner kan jo ikke købes for guld, det ved vi, men for tro og kærlighed er Han vor ven, og klar til at gå i døden for os og vinde livet, og Han er det som en gang har sagt, at hvad vi gør mod den mindste lille af hans flok, har vi gjort mod ham. Nogle har ved at tilbyde en tigger et bæger koldt vand, eller en tyver for en avis, været på tomandshånd med Kristus selv uden at vide det. Og hvem ved… måske Kristus selv i deres skikkelse står ved himmerigets port, og slår ud med hånden, når vi når dertil, og siger: her behøver ingen sælge Hus Forbi, men alt dette er mit, tag et bæger koldt vand og kom indenfor! Amen

 

 

 

Søndag den 30. juli 2017, 7. søndag efter Trinitatis:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10

 

Prædiken: Det giver god mening, at det er et morbærfigentræ, som Zakæus klatrer op i. De stod ofte ved vejene, for de gav god skygge. Et morbærfigentræ kan blive 10-15 meter højt, og har grene, der spreder sig ud fra stammen ret langt nede, så de er nemme at klatre op i! Frugten på et morbærfigentræ kaldes sjovt nok morbærfigner, de ligner almindelige figner, men er mindre og knap så eftertragtede. Man prikker morbærfignerne tidligt i modningen, for prikket/snittet tvinger figenen til at vokse og modnes hurtigere…det møder vi allerede i det gamle testamente, hvor profeten Amos prikker morbærfigner./ Og der mellem prikkede morbærfigner, blade og grene sidder Zakæus for at få stillet sin nysgerrighed efter at se Jesus!

Der er en talemåde, som tager afsæt i beretningen om Zakæus, men som vist er gået af brug: Stat op, Zakæus, din cykel er pumpet! Noget man førhen sagde til folk, der var sløve og skulle se at komme i gang: Stat op, Zakæus, din cykel er pumpet! En afledt version findes: Stat op, Zakæus, din kamel er pumpet! Og endnu en: »Stat op, Zakæus! Du skal til Jerusalem efter rundstykker!« Det folkelige vid har vist fået blandet et par bibelske beretninger sammen. Jesus siger et sted til en lam mand: stat op, tag din seng og gå! Mens han jo ikke siger Stat op til Zakæus, men skynd dig at komme ned! Hvad rundstykker laver i bibelsk sammenhæng er uvist, ud over, at udtrykket vist også blev brugt, når man vækkede folk om morgenen! At cyklen er pumpet, handler om, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at komme i gang!

Når vittige og sprogfinurlige hoveder kan lave talemåder ud af en bibelsk person, er det fordi, der er noget ved personen, som virker dragende og igangsættende, og sådan er det med Zakæus. Beretningen om den lille tolder i Morbærfigentræet har altid talt til både børn og voksne og kaldt på smilet. Der er noget komisk og dog rørende over Zakæus. Vi er i Jeriko, Zakæus er overtolder hører vi, tolder ville være slemt, men overtolder er værre! Toldere opkrævede en forhadt told og skat til den romerske overmagt i landet og de var mistænkt for at stikke noget i lommen til sig selv… når man så har en overtolder, som er lille af vækst…og som vel har ført sig frem med en let komisk selvhøjtidelighed som en anden hr Schwan fra Matador… og denne lille over tolder så må kravle op i et træ for at kunne se noget… så har man nok smilet og grinet i skægget… der er lidt komik over Zakæus i morbærfigentræet … og det er måske smittet af på talemåderne fra før, der jo har et glimt i øjet. Men det rørende er jo, at vi mærker, at Zakæus har brug for hjælp, og han har vores sympati, når de fromme brokker sig over, at Jesus omgås ”sådan nogen”! Om det så er stat op Zakæus eller skynd dig ned, er ikke så vigtigt, men at Jesus får øje på ham og med sit besøg i hans hus kommer til at forandre hans liv.

Sådan et morbærfigentræ, som Zakæus er klatret op i, vidner måske ikke kun om, at han var lille af vækst og måtte lidt op i højden for at se noget, men også om, at han er mest tryg ved at være tilskuer til livet, uset og lidt på afstand. //I min barndoms landsby var der en, der blev kaldt Ingrid Fortov, for hun havde fået sit hus bygget længere ud på fortovet end noget andet hus i byen, for hun ville gerne kunne følge med i, hvad der skete op og ned ad gaden. Af forskellige grunde kom hun ikke meget ud, men hun stod ofte i sit vindue og holdt øje med livet i byen; hun var faktisk et varmt og dejligt menneske, men hun var lidt bange for verden, så hun viste sig ikke meget ude i den. Hun stod tit i sit vindue ud mod gaden, en anelse uset ved et gardin… ”for a ka’ så godt li å wide, hvad der skier!”, som hun sagde. Vinkede man op til hende og genkendte hun en, vinkede hun varmt smilende tilbage, for ud over at være nysgerrig, ville hun faktisk gerne livet. //Ingrid Fortov, Zakæus Morbærfigentræ… de ligner måske hinanden på nogle punkter. De skjulte sig lidt, holdt lidt afstand til livet, havde hver især deres grunde, men ville gerne vide, hvad der skete, og inderst inde med en længsel efter at blive set og være med!

Man kan jo komme til at blive tilskuer i livet! Det kan skyldes angst, sygdom… hvor det går op for en, at man har brug for hjælp for at komme ud af isolationen og med i livets strøm igen, men det kan også være en næsten umærkelig indre forandring i en, hvor man billedlig talt klatrer op i et træ, hvorfra man betragter livet. Hvis man fx tager sig selv i mere og mere at ligne en gnaven gammel mand indeni m/k, eller mere og mere forarges over noget i verdens gang, eller er tiltagende ligeglad med mange ting, kunne det være ens private morbærfigentræ, man har sat sig op i, hvor man lidt bekvemt kan sidde og holde øje og have alle mulige grunde i sit eget indre regnskab for ikke at tage mere del, end man gør. Vi kan havne samme sted i livet som Zakæus, hvor vi har brug for, at Gud sender en forbi, der ser os i vor ”træ” og kalder på os: kom ned deroppe fra, og stat op, cyklen er pumpet, der er også brug for dig i det liv, vi er sammen om.

Det rørende ved Zakæus er, at han kravler ned af det træ og lader sig forandre, da Jesus kalder på ham! Fra at være lidt af et mod-menneske, får mødet med Jesus Zakæus til dybt i sit hjerte at gøre bod og ønske at være et med-menneske. Det er et livsforandrende møde! Evangeliets pointe er, at det kan ske for enhver i mødet med Jesus Kristus i Guds ord.
---
"Stat op, Zakæus" er faktisk slet ikke nogen skæv ting at finde på at sige… for det er jo det, han gør, da han kravler ned af træet, rejser sig op til et nyt liv. Det er ikke en opstandelse fra de døde, men i familie med det: det er en opstandelse midt i livet, og hvem kan ikke trænge til det? Og den, der kan rejse os op midt i livet, er ham, der selv blev rejst fra de døde! Det er et livsforandrende håb at få del i!

Egentlig er det så fint, at det var et morbærfigentræ og ikke et almindeligt figentræ med store saftige figner, Zakæus kravlede op i. For ligesom en morbærfigen skal have prikket hul på skrællen for at udvikle sig og vokse, skulle Zakæus det også! Og vi andre kan have brug for det samme! Og Jesus prikker hul på Zakæus’ skal ved at søge fællesskab med ham, ved at invitere sig selv indenfor: i dag skal jeg være gæst i det hus.

Stat op, Zakæus! stat op alle vi andre, Kristus kommer forbi. Lad os skynde os ned, cyklen er pumpet, livet banker på vor dør! Amen!

 

 

1. søndag efter Trinitatis, søndag den 18. juni 2017

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31


Prædiken
Hvad skal der til for at få os til at lytte for alvor til noget vigtigt? Noget, der virker, er at et menneske med forstand på emnet, fortæller os det! Dansk Blindesamfund udsendte sidste år dagen før nytårsaften en pressemeddelelse: vi vil ikke have flere medlemmer i morgen! Desværre mister nogle jo hvert år synet pga. fyrværkeri. Da jeg i sin tid arbejdede som informationsmedarbejder for blindesamfundet havde vi et materiale, vi sendte ud til skolerne om fyrværkeri op til nytår… og en dag ringede en skolelærer og spurgte, om de kunne få en blind ud at fortælle om farerne ved fyrværkeri? Jeg lovede at finde ud af, om vi kendte en, vi kunne sende ud, og ellers… sagde jeg til læreren, - vil jeg da kunne komme ud og fortælle om det! – Jamen, du har vel ikke været ude for en ulykke, sagde han! Nej, det havde jeg godt nok ikke! - Så vil de unge altså ikke lytte til dig, sagde han, og det havde han helt sikkert ret i! Når noget virkelig er vigtigt, er det ikke altid nok at læse en pjece om det, eller høre om det fra en, der selv har læst om det… der skal et menneske, selv er involveret i det, til at sætte kød og blod på budskabet og gøre det stærkt og vedkommende.
Ved første øjekast er det faktisk lige den modsatte pointe, der ligger i lignelsen, vi hører om den rige mand og Lazarus. At det er nok at læse! En fortælling om den fattige Lazarus, der efter et liv i lidelse og fornedrelse bæres af engle hen i Abrahams skød, hvor alt er godt, mens den rige mand, der har levet i sus og dus og ikke har gjort meget for at gøre livet lettere for Lazarus, der lå i hans port, havner et pinefuldt og alt for varmt sted i døden! Han har åbenbart ikke lært noget, for han prøver at kommandere med Lazarus som en anden tjener, han kan bruge efter forgodtbefindende. Send ham herover, så han kan lindre mine lidelser, siger manden, der i levende live ikke lindrede Lazarus’ lidelser! Men Fader Abraham siger nej. – Jamen, så send Lazarus tilbage til de levende, så han kan advare mine brødre om, at de skal lægge deres liv om, så de ikke også havner på dette pinested! Men det vil fader Abraham heller ikke høre tale om… - det hele står allerede i den hellige skrift, siger han, den kan de jo bare læse! – Hvis nu en kom fra de døde, siger den rige mand, så vil de lytte! - Om så en stod op fra de døde, vil de ikke lytte til ham, siger Fader Abraham, hvis de ikke allerede kan høre, hvad skriftens budskab er! //En stærk lignelse, som vist ikke vil lære os noget om, hvordan tingene ser ud i dødsriget, men hvordan vi skal leve i dette liv!

Hvis nu det bare var en pressemeddelelse udsendt fra himlens kommunikationsafdeling her op til en søndag, for at få os til at lytte til Guds ord, så var lignelsen selv en del af den skrift, vi kunne lytte til og handle efter…men den er faktisk meget mere end det… for det er ikke en pressemeddelelse, der er faldet ned fra det høje; det er et budskab, som fortælles af det menneske, der kender Guds vilje til bunds, ham Gud har sendt til os fra sit evige rige, Jesus selv. Lignelsen er fortalt til os af en, der selv skal opstå fra de døde og fortælle os, hvad vi skal gøre. Hvis lignelsen stod alene, ville den blive en løftet pegefinger, et stykke morallære. Men i munden på Jesus bliver den en beretning om, at vi må give troen og kærligheden plads mellem mennesker. Han, der gav os at have hjemme i Guds kærlighed, fortæller her, at vi skal tage os af hinanden i dette liv og at vi rige har en særlig forpligtelse over for den, der er fattig og lider nød!
Det er så enkelt, sandt og ligetil; det er kærlighedens essens at hjælpe sin næste, men også så provokerende for den måde, vi lever på, at vi hele tiden prøver at sætte fodnoter og tage forbehold og smide dem, der ligger på vor dørtærskel i fængsel i 14 dage eller udvise dem af landet! Jeg skal ikke stå her og pudse glorien selv, jeg ville også være træt af at have tiggere liggende i en rodebunke af en lejr herude, og kan som andre nok også kender det, være påtaget beklagende på vej ud af Føtex over at jeg ikke lige har en tyvekrone på mig til ham, der står og sælger Hus Forbi! Og politisk kan der være mange grunde til at sætte fodnoter og tage forbehold for, hvem ens næste egentlig er… det ændrer nok bare ikke ved, er jeg bange for, det helt enkle og ligefremme, at den rige hjælper den fattige, hvis vi skal kunne tale om Guds rige midt iblandt os, og det har vi Jesus til at fortælle os. Han, der selv gav ALT, beder os lytte til kærlighedens stemme i vore hjerter og hvad den tilsiger os at give!
Men det kan godt være, at det at leve i en verden, som langt fra er Guds rige, og selv være mennesker som ikke kun er gode, betyder at vi ikke altid magter at lytte til kærlighedens lov indeni, men også lytter til de andre stemmer i os selv, det fornuftige, det trygheds-søgende, det selviske, det magelige i os, og også den kærlighed, der tilsiger os at tage os af vore egne nærmeste først. Sådan er det nok at leve i en uperfekt verden som uperfekte mennesker. Så meget desto mere har vi brug for Guds barmhjertighed, når vort liv gøres op, i hvert nu, vi agerer i, og ved tidernes ende. Så vi ikke gør det til en dyd at overhøre kærlighedens lov men sørger over, at vi så ofte kommer til det.

Ofte er det netop et menneske af kød og blod, der får os til at lytte og forstå noget vigtigt, meget mere end hvis vi bare har hørt eller læst eller set det. Jeg hører ofte nybagte forældre fortælle om, hvor svært det pludselig er blevet at se børn, der lider, i fjernsynet. Det har selvfølgelig altid været svært, men nu går det dybere, for det at forestille sig sit eget barn lide sådan, er frygtelig, og de børn, der lider, er jo nogens børn! Et hold forældre, der fik barn døbt, fortalte, at de var begyndt at støtte SOS børnebyerne; den guldklump af et barn de havde fået, fik dem til at unde andre børn et bedre liv. /Eller det at have en dement mor eller far på et plejehjem og se i nyhederne, at demente et sted er blevet nedværdigende behandlet, kan pludselig ramme en langt dybere, for det skal ens elskede forældre ikke udsættes for, og dem i fjernsynet er også nogens elskede forældre. Ofte vil det være sådan, at når vi elsker nogen, får vi øje på andre! Der skal ofte ét andet menneske til at få os til lytte til, hvad vort hjerte fortælles os om, hvad der er sandt og rigtigt!

Sådan tror jeg, Gud har villet åbne vore hjerter ved at give os et menneske af kød og blod, Jesus, til at åbne vore hjerter for andre… i stedet for bare at give os en løftet pegefinger! Det er blevet sagt, at evangelierne skal læses bagfra… de slutter jo med Jesu opstandelse og genoprettelse af vort forhold til Gud efter hans lidelse og død, og det er deres hovedbudskab og i det lys skal vi høre alt det andet: Vort forhold til Gud ER genoprettet, Vi ER fra vor dåb indlemmet i Guds rige… vi skal ikke betale for en plads i himlen ved at være gode og gøre godt… så ville vi nok også komme til at stå og mangle lidt til billetten til sidst! …men det at møde Guds kærlighed i et menneske af kød og blod, Jesus selv, kan få os til at prøve at nå flere mennesker med vor egen kærlighed. Og det at møde Guds barmhjertighed i hans søn, kan åbne vore hjerter for alle dem, vi skal vise nåde, for Guds vilje er meget mere end ord og noget andet end løftede pegefingre, det er liv, og angår de andre, vi møder og hvad det møde kalder på i os. Amen!

 

Pinsedag, søndag den 4. juni:

Pinseunderet: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Joh 14,22-31

 

Prædiken:

For nylig var der rundvisning i Brahetrolleborg kirke. Folk sad bænket i kirken, jeg fortalte om kirkens historie, men så blev de ukoncentrerede og sad og kiggede op mod orglet: - den er levende! var der en, der sagde! Så sad der en due på en af strålerne i Guds øje, som udsmykningen hedder øverst på orglet. Der var tændt lys bag orglet, så duen sad i modlys og lignede grangiveligt en del af udsmykningen, lige til den rørte på sig! Når man overhovedet kan komme på den tanke, at en due er en del af udsmykningen, har det at gøre med Helligånden. Da Jesus blev døbt dalede Helligånden ned over ham i skikkelse af en due! Vi kender også duen fra Noas ark, hvor Noa sender en due ud for at finde livsmuligheder og håb derude et sted. Så en due i en kirke er almindelig, fx er der en due mange steder over præstens hoved på prædikestolen, men altså kun til den rører på sig, så opdager man, at den ikke er en del af udsmykningen!

 

Pinse er den mindst håndgribelige og den sværest forståelige af vore højtider og Helligånden nok også den sværest begribelige del af treenigheden mellem Faderen og Sønnen og Helligånden. Hvis vi gik på gaden og spurgte folk, hvorfor vi fejrer pinse, ville vi nok mest møde usikre blikke… øh!?...og det er meget forståeligt, for pinsen er en fest for noget så uhåndgribeligt som ånd. Derfor var det så godt, da den due på Guds øje rørte på sig, for Ånd skal være levende! Både den mellem Gud og mennesker og den Ånd, der skal være i og imellem mennesker. I dag fejrer vi tre ting: Helligåndens komme til apostlene dengang i Jerusalem, og at det blev startskuddet til udbredelse af troen og dermed kirkens fødselsdag, og at Helligånden virker med i vort liv i dag!

 

Og så er Pinse og Helligånd pludselig noget af det mest nære og konkrete, for pinse er en fest for det liv, der rører sig i os NU, i vor kirke, i vore hjerter, i vort liv. Tættere på os kan det ikke komme: en fest for at Gud indblæser sit liv og ånde i vort liv! Grundlæggende er det ikke til at leve uden ånd… et hus uden ånd er ikke godt at være i, en familie, hvor der hersker en god ånd, er dejlig at komme i, et menneske uden ånd er livsforladt og uinteressant og et åndrigt menneske godt at lytte til. Så vi ved godt, hvad ånd i det nære liv er, måske lige til vi prøver at forklare ånd; ånd er noget, vi mærker, mere end noget vi kan fange i ord og forklaringer. Noget lignende gælder Guds Ånd, den Talsmand som Gud sender for at holde Jesus levende i vores tro og hjerter. Vi er nødt til at forsøge os med ord (som lige nu), ikke for at vi skal forstå Ånden, men for at vi skal være opmærksomme, holde udkig, kunne åbne os for den!

 

Duen i kirken den dag var temmelig forstyrrende! Da den havde siddet og rørt på sig, fløj den en tur under hvælvingerne og satte sig på det store krucifiks midt i kirken. Jeg gik i stå i mit foredrag; der var heller ikke nogen, der lyttede, for alle fulgte vi duens flyvetur og smil og latter bredte sig; var det måske ligefrem Helligånden, der afbrød præsten og holdt en lille prædiken og viste os de vigtigste punkter i troen: Guds der ser os med lys i øje, og Kristi kors! Nu var det en rundvisning og ikke en gudstjeneste, men det er altid en overvejelse og anfægtelse, om det kunne være døde ord i stedet for levende tro, man som præst forkynder, for så skal Helligånden jo helst gøre et eller andet, få os alle til at se op og mærke en glæde stige ned i vore hjerter. Jesus og hans Fader i himlen skal komme og tage bolig hos os, hører vi; det skulle gerne kunne kendes på os, indeni og i det, vi gør..at Gud trækker sit vejr i os!

 

Jeg ved om en kirke, hvor man i dag har lånt en flok brevduer; de skal slippes løs fra kirketårnet! For at markere pinse og Helligånd og røre og liv, der udgår fra kirken og Ordet. Den første pinse var jo netop røre og liv, og meget langt fra en udskåret død trædue over en prædikestol! Den første pinse var som slap Gud en flok flagrende brevduer løs i det hus i Jerusalem og de ville bare ud at flyve med deres budskab. Der lød en susen, hører vi, jeg tænker, at gardinerne blafrede, og tunger som af ild satte sig på hver enkelt og fik det til at brænde i deres hjerter, og deres tunger begyndte at gløde, så de kunne tale alle sprog og dele budskabet om Guds storværker med alle, de møder i byen. Deres ord er fulde af Ånd, så deres tro og glæde flyder over i dem, der lytter. Det er i virkningen, Helligånden skal gøre Jesus levende for os, i glæde og tro, i et rigt indre liv, også som fx det musik og omsorg for hinanden kan vække i os, så Ordet om Kristus og hans sejr over mørke og død giver os noget at stå i mod med over for mørke og død, og lader os se håb forude, som var vi små Noa’er alle sammen med en due i hånden, der har været ude at rekognoscere og har set liv ude et sted foran. Så vi ikke bliver modløse, når mørke skyer truer eller terror igen rammer. Verden må ikke få lov at forfærde os i vores grundvold og gøre os modløse.

Sidste år var vi på sognerejse til Krakow. I centrum af byen ligger en stor plads, hvor der er mange duer. Jeg sad en dag på pladsen, der var en pige på et par år, og hun fik øje på en flok duer: oh, at løbe hen mod dem og se dem flyve op! og hun fik lov og det var ikke kun synet, der betog hende, da duerne fløj op, for da mærkede hun suset af deres vinger på sit ansigt! Hun stoppede bare op og lo med lukkede øjne, mens det suste om ørerne, så åbnede hun øjnene og spejdede efter, hvor duerne slog sig ned, og løb derhen, for den susen måtte hun opleve igen! Tænk om vi havde en flok duer, vi kunne slippe løs om ørerne på jer, så I kunne føle jer i live som den pige. Vort indre skal oplives ved Guds sus af livsånde i os. Om det føles som at være fire år og have duer om ørerne, eller som en stille glæde ved at stå op en sommermorgen, synge pinsesalmer eller stå i genbrugsbutik og bidrage til andres liv og håb; det er op til hver især at finde ud af, hvor Helligånden suser hen og selv suse efter! Men husk, at det var i kirken og menighedens fællesskab, I hørte om den! Det er godt at vide, hvor man skal søge tilbage til grundvolden for at begynde forfra med tro og håb, eller bygge ovenpå.

 

Duen i Brahetrolleborg kirke ville vi nu godt have ud. En kirke er ikke et dueslag og duens efterladenskaber pynter ikke. Vi slog dørene op, men den ville ikke flyve ud, vores graver var her en mørk aften for at fange den, men den forsvandt baskende ned i et hjørne i mørket, hvor han ikke kunne finde den før næste morgen, hvor den stadig sad i hjørnet og han kunne tage den og sætte den ud på vinger, der bar. En god ende på historien, også rent symbolsk: for selv om det er livsnødvendigt med Helligånd i kirken, er det for at bære Ånden og Ordet med ud i livet derude, at vi som kirke og som kristne er sat i verden! Så lad os tage vor glæde, vor tro og tanker om liv og død, håb og opstandelse og slippe dem løs som duer derude… måske nogle dér mærker, hvordan det susende vækker til live. Så ved vi, at det ikke er vore egne døde ord, men Ånden der trækker vejret i os. Glædelig pinse, amen!

 

 

 

 

Søndag den 28. maj 2017, 6. søndag efter påske:

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Joh 15,26-16,4

 

Prædiken: Når man sidder og har skrevet en halv prædiken og så ved et uheld kommer til at slette det hele på computeren, kunne det så være Helligånden, der har læst med over skulderen og fundet at her er alle bedst tjent med, at præsten begynder forfra på sin prædiken. Eller er man bare et klummerhoved, der får ekstra at se til, fordi man ikke fik gemt dokumentet i computeren? Det kan svært at vide, hvor og hvornår og hvordan Helligånden virker med.

Eller en gang der skulle vælges en ny pave i middelalderen. Da kunne konklavet, som den forsamling der skal vælge paven, kaldes, ikke nå til enighed. Og konklavet var som traditionen foreskriver lukket inde i en forseglet bygning og måtte ikke komme ud, før de havde valgt en ny pave! Der gik måneder! Til sidst blev det for meget for dem, der ventede udenfor på at få en ny pave, og da ingen må bryde seglet for døren ind til konklavet, valgte de efter sigende at pille taget af bygningen. Om det nu kunne fremskynde en afgørelse! Og minsandten, inden ret længe havde konklavet afgjort sig for en ny pave. Vi ville umiddelbart sige, at det var fordi det nu kunne regne og blæse og blive koldt hos valgforsamlingen, men mange dengang mente nu godt nok, at afgørelsen endelig faldt, fordi Helligånden bedre kunne komme ned til kardinalerne, nu hvor taget var pillet af.
Det kan være svært at sige, hvad der er regnvejr og hvad der er Helligånd!

Måske er det slet ikke for os at vide. Måske er det frugtbart ikke at ville vide præcist, hvornår Helligånden er virksom, for så må man holde udkig, håbe, grunde over de ting, der sker, med et åbent sind. I hvert fald kan det være skæbnesvangert og farligt for hurtigt at blive enig med sig selv om, at her virker Helligånden, især hvis det lige præcist passer ind i ens eget kram. Så er det bedre at se i retning af det, Jesus taler om, når han taler om Helligånden som Talsmanden. Jesus taler her ikke om, at Helligånden, den …. vidner om Ham. Han taler om, at Talsmanden, han vidner om Jesus. Talsmanden er en hjælper og vejleder, et personligt møde med Gud. Helligånden er altså ikke så meget en upersonlig kraft, men mere som en hjælper, en vejleder, en mentor, en ven – en at tale med i sit indre om sager, der er brug for at vende med Gud. Man kunne vel driste sig til at sige, at tro og bøn er samtale med Helligånden. At det at have en Talsmand udgået fra Gud er at have en fra Gud at tale med, en gennem hvem Gud lytter, en gennem hvem Gud taler til os. Måske er selve det at tro på Gud udvirket af Talsmanden, der i vort indre vidner om, at Gud er til, og måske er selve det at tro på Jesus som Guds søn, udvirket af Talsmanden, der i vort indre vidner om, at Gud er barmhjertig og gav os sin Søn, til liv og fred.

I kvartfinalen i VM i fodbold i 1986 mødtes England og Argentina. Argentina havde på holdet Diego Maradona, dengang verdens bedste fodboldspiller. Argentina vandt, Maradona scorede to mål. Det ene et af de bedste mål nogensinde, han afdriblede 7-8 engelske spillere og lagde bolden forbi målmanden,  det andet et af mest tyvagtige mål nogensinde. Maradona hoppede op som for at nikke en bold i mål, men verfede den ind med hånden. Dommeren opdagede ikke forseelsen og anerkendte målet. På pressemødet efter kampen erkendte Maradona at have scoret med hånden, hvad alle også kunne se på TV-billeder, men som han sagde: det var Guds hånd! Måske fordi han var så stor en spiller og fordi han var noget nær guddommelig i sit spil kunne han slippe af sted med at sige sådan noget. Selv om det var dybt usportsligt at score på den måde. Og dog har det lige siden var en alvorlig plet på hans renommé, at en så god spiller kunne være så usportslig og endda sige, at Gud gav det sin velsignelse! Man skal være varsom med at give Gud skylden for forseelser, man selv har gjort. Være varsom med at mene, at vi har Gud og Helligånden på vores side mod de andre – om det er i fodbold, krig eller politik. Det er fristende at tage Gud til indtægt og man misbruger let sin magt, sit talent eller hvad man nu fører sig frem med, og man misbruger sin Gud!

Jesus siger, at der vil komme tider, hvor mennesker mener at tjene Gud ved stræbe disciplene efter livet. Paulus for eksempel, som vi kender som den store apostel, var jo overbevist om, at han gik Guds ærinde, da han før sin omvendelse til Kristus nidkært forfulgte de første kristne og bl.a. var med, da Stefanus blev stenet til døde. Netop da Paulus mente at gå Guds ærinde, forfulgte og knuste hans Guds hellige! Han mente at handle med Guds hånd. Senere mødte han den opstandne Kristus i et syn og forstod, at det var Jesus selv, han havde forfulgt, endda i Guds navn! Det vil nok ofte være, når vi gør noget i Guds navn, at vi risikerer at begå de alvorligste fejl, den største synd. Samtidig er det i Guds navn at noget af det mest bevægende og barmhjertige blandt mennesker sker, når tro omsættes i kærlighedens gerninger! Der må være kærlighed og ydmyghed i et gudsforhold, en levende empati i familie med den, der er brug for i et kærlighedsforhold. Nogle par, der er kørt fast i parforholdet, går til parterapeut og det lykkes virkelig for nogle med parterapeutens hjælp at få givet parforholdet nyt liv, ny gejst. Jeg så, at en parterapeut på sin hjemmeside siger: ”Få bedre kommunikation. Større glæde. Kend kærlighedssprogene!” Man fristes til at sige, at talsmandens opgave er den samme i vort forhold til Gud: at vi får bedre kommunikation, større glæde, kender kærlighedens sprog. Og en anden parterapeut siger: ”Når man vælger at gå I parterapi sættes min største indsats som parterapeut ind på at skabe tillid og kontakt til begge parter.”

Når Jesus vil sende en Talsmand i sit sted, er det for at kærlighedsbåndet mellem Gud og dem, der er kommet til tro på Ham, kan forblive levende. Han vil give os en fra Gud at tale med, en gennem hvem Gud lytter, en gennem hvem Gud taler til os, som sad vi ansigt til ansigt med Jesus selv. Så vi ikke er overladt til at bakse med livet alene. Bakse skal vi sikkert, men ikke alene! Gud kan i Ånden tale til os i vort indre. Give os liv og gøre os glade. Her er ikke brug for skråsikkerhed, men mod til at lytte og være åben.

Det ser ud til, at en parterapeut har lidt samme opgave for et par som Talsmanden har for forholdet mellem Gud og mennesker. Talsmanden har mange funktioner men en af dem er som vores parterapeut i forholdet til Gud. Dog lover flere af de ægteskabelige parterapeuter en ting, som Talsmanden ikke helt kan være med på, nemlig at der ingen ventetid er på at få en tid og at 4-6 samtaler kan være nok til at redde forholdet. Sådan arbejder Guds parterapeut ikke… der kan være hele livskapitlers ventetid før man finder sin tro og faste glæde i forholdet til Gud, og der skal vist jævnlige samtaler til gennem et helt liv!

For at vi ikke går vild og kalder alt, der passer i vores kram for Gud, må vi lytte, elske, håbe, bøje os ned, og øve os i tålmodighed…en af de største hindringer for et godt parforhold med Gud er vel skråsikkerhed, ligesom mellem to mennesker. Jeg vil slutte med en lille bøn, der stammer fra en middelalderen store, Birgitta af Vadstena. Det er en af de enkleste bønner, jeg kender, men den kan rumme et helt liv i tro og åben lydhørhed: Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.
På den vej sender Jesus sin Talsmand til os! Amen

 

 

Søndag den 21. maj 2017, 5. søndag efter påske: 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Joh 16,23b-28

 

 

Prædiken: Nogle af jer kender måske den italienske by Assisi. En dejlig middelalderby med adskillige fungerende katolske klostre, både mandsklostre og kvindeklostre. Jeg var der sidste år, og flere gange, når vi var ude at spise eller sad på en café, kom der små grupper af nonner eller munke ind og satte sig omkring et bord, i deres munkekutter med reb om livet eller nonnedragter… og bestilte pizzaer eller andet fra spisekortet, og betalte med betalingskort, nogle havde mobiltelefonen på bordet eller i lommen, som vi andre, hvis der skulle komme en sms eller noget.

Jeg beundrer egentlig disse munke og nonner for at kunne rumme både deres årtusindgamle tradition for kristent klosterliv samtidig med at de lever på den moderne verdens vilkår med mobiltelefon og nyhedsstrøm og betalingskort osv. Det er jo sådan set det, vi alle skal bestræbe os på, hvis ellers vi mener noget med vores kristne tro eller vores søgen efter Gud inden for kristentroens rammer. Ikke at vi skal gå i kloster med mobiltelefon og betalingskort, men at vi henter vort livsgrundlag i troen, i Guds ord, i det kristne håb som er overleveret os fra en helt anden tid, at vi formår at leve på det uden at vende den moderne verden og virkelighed ryggen… og formår at være moderne uden at vende troen ryggen. Så vi ikke bliver rod-løse eller uden tro og håb, men tør leve i verden som den ser ud, med alle livets velsignelser og anfægtelser. Bed og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen, siger Jesus. Til bøn er der knyttet et løfte om at kunne hente Guds velsignelse ind i det liv, vi lever./ For nylig var jeg inviteret ud i en 9. klasse på en efterskole og noget af det, de gerne ville høre om, var kristen tro og praksis… hvordan udfolder man sin tro i en moderne tid! Eller som en spurgte: hvordan opnår man det gode liv? Det blev en snak om, at man fx kan udfolde sin tro gennem næstekærlighed, men jo også i bøn, indre fordybelse i troens univers, måske opnår man en erfaring af aldrig at være alene eller ensom i sit inderste, for der kan man tale med Gud, eller tro kan udfoldes i, at man føler sig forpligtet på at finde glæde i sit liv, også selv om man nogle dage virkelig skal lede længe, og dele glæden med andre….der er mange måder at udfolde sin tro på, også i 2017. Jesus taler ud fra den faste grund under alt, Han gør, at Han og Faderen er ét og at vi som hans børn kan hente velsignelse og indhold ud af deres enhed og ind i vort eget liv. Bed og I skal få, og jeres glæde skal være fuldkommen. Det betyder jo ikke, at alt vi beder om, sker… det ved vi godt!…men det betyder, at det er muligt at bygge bro mellem den Gud, vi tror på har givet sig til kende i sit skaberværk og i Jesus og til det liv, vi lever i dag.

Da man byggede det første Blindeinstitut i København i 1811 var der stort set ingen vinduer i bygningen. Hvorfor bruge penge på vinduer, når nu brugerne var blinde! Men blinde kan have lyssans og orientere sig efter lys, blinde kan som alle andre mærke solens stråler på huden gennem et vindue, og glæde sig over at kunne åbne et vindue og få frisk luft. Senere kom der vinduer i Blindeinstituttet, det styrkede trivslen!
At bede om noget i Jesu navn er som at sætte et vindue i ind til sit indre og håbe på, at lyset gør sin virkning! At bede om noget i Jesu navn er sætte navn og adresse på den tankestrøm, vi måske mere eller mindre bevidst går rundt med i vores liv og tilværelse i form af håb, indignation, forventning, bekymring!… Har de fleste ikke en indre strøm at både forhåbning og bekymring på livets og egne vegne, om vi er troende eller ej? Det er vel den strøm af forhåbning og bekymring, vi som troende og søgende kristne kan rette til Gud i Jesu navn, og gøre til bøn, så der kommer retning og navn og adresse på tankerne, så de ikke mere alene er vores strøm af tanker og følelser, men også del af en dialog med en større magt i tilværelsen end os selv…. med det håb knyttet til, at vi må mærke svar, få hjælp, vide os hørt og set, taget til nåde, velsignet. Det kan godt være, at vi er blinde, når det kommer til at se Gud, men Guds nærvær kan vi fornemme måske i et særligt fyldt øjeblik; vi har måske en slags åndelig lyssans i behold, og der kan være en hjælp til at orientere sig i tilværelsen, og et glimt af håb udefra i det lys, der finder ind i os, når vi sætter åbner bønnen et vindue ind til vort indre.
Og at bede om noget i nogens navn kan åbne døre, eller vinduer om man vil. Jeg skulle som ung medarbejder i dansk blindesamfund for mange år siden en dag ringe til generaldirektøren i Danmarks Radio, Hans Jørgen Jensen, angående et arrangement med DR, og hans sekretær virkede noget afmålt, da jeg fik hende i røret. – hvem taler jeg med! spurgte hun, og jeg havde sagt mit navn, så det hun mente var nok: hvorfor skulle jeg stille dig igennem til en meget travl generaldirektør! Så jeg sagde: jeg ringer på vegne af Svend Jensen, der dengang var en navnkundig formand for Dansk Blindesamfund. Det navn åbnede døre til forskel fra mit eget: - jeg stiller dig igennem, sagde sekretæren med venlig stemme!
At bede om noget i nogens navn er at bede om noget med tyngden af det, den anden er og har udrettet! At bede om noget i Jesu navn er at tage det Han gjorde og budskabet, han gav verden, med som det, der skal åbne Guds hjerte for vores bøn og tanker. Det er også grunden til at vi tegner korsets tegn for ansigt og bryst på et lille dåbsbarn…Gud ser da i det barn sin egen elskede søns tegn og mærke, og dér møder barnets liv og verden Guds liv og verden, i tegnet, der står for den Guds kraft, der rejste Kristus fra de døde midt i den verden, vi lever i. Det tegn står som et løfte om en kærlighedens kraft, der åbner døre og vinduer og ruller sten fra grave, så lyset kan strømme ind.

I Assisi i Italien levede i 1200tallet munken Frans af Assisi, en af de mest elskede skikkelser i den kristne kirkes historie, han levede selv i fattigdom, hjalp fattige og nødstedte, holdt prædiken for duerne (der forstod, hvad han sagde!), holdt julegudstjeneste i en stald, fordi Jesus var født i en stald, kaldte på broder sol og søster måne og forsøgte at omsætte Guds kærlighed til kærlighed mellem mennesker og til vore medskabninger. Han hilste dengang ofte mennesker, han mødte på sin vej, med ordene: Pax et bonum, fred og alt godt! I dag kan man se små kakler med ordene muret ind i muren i mange af Assisis huse…og købe dem i souvenirbutikkerne… og det er mere end en hilsen fra gamle dage, det er også en hilsen når mennesker mødes i dag, en hilsen, der udtrykker det håb, at den enhed, der er mellem Kristus og Gud, fyldt af kærlighed, fred og alt godt, må manifestere sig i det liv, vi lever, også i 2017. Kan man ønske sig noget smukkere end dét for sit medmenneske? Det må være, hvad det gode liv er: Fred og alt godt. Amen!

Tidligere prædikener:

 

Søndag den 14. maj, 4. søndag efter påske:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15

 

Prædiken: Hen over fire søndage her op til pinse er vi tilbage ved skærtorsdag og den afskedstale, Jesus holder til sine disciple, inden han skal dø langfredag. Her giver han dem ord og omsorg med til de dage, han ikke mere er i blandt dem. Det kan minde om den omsorg, mange mødre førhen viste, når de skulle være hjemmefra nogle dage: så lavede de mad til familien og lagde i fryseren med små sedler: mandag, tirsdag, onsdag; varmes i ovnen ved 200 grader. Det mønster har måske nok ændret sig mange steder, men mok ikke at der en gang imellem bliver lavet mad på forskud til nogen, der skal være alene hjemme?
I dag, hvor det er mors dag, kan vi bruge det billede, at Jesus er som en mor, der skal rejse væk en tid: han sørger for, at de tilbageblevne har, hvad de skal bruge for at overleve. Han giver dem den skærtorsdag aften et nyt ritual at samles om, nadveren, han giver dem trøstende ord at grunde over, og som det største lover Han at sende Talsmanden, der skal gøre Jesus nærværende og levende for dem i troen. Jeg kom til at tænke på engang, min far og vi fem børn skulle være alene hjemme nogle dage, og hvor vores mors afskedstale var, at nu ligger der mad i fryseren til de næste dage og på torsdag kommer søster (vores moster) og laver mad! Der var tænkt på personlig hjælp i nøden!
Et vigtigt budskab i den afskedstale, Jesus holder skærtorsdag, er hvordan Gud kommer til sine børn som hjælp i nøden. Jesus vil sende dem Talsmanden, som skal overbevise dem om sandheden; det må være, at Jesus er Guds søn og opstanden fra de døde! Hvad det indebærer, kommer de første kristne til at granske de hellige skrifter for at begribe, hvor Ånden vejleder dem i det, de læser. //Lad os her også granske skriften lidt (GT) for at finde eksempler på Gud, der besøger sit folk som hjælp i nøden.
Tag nu snyderen Jakob. (Abraham, Isak og Jakob). Jakob, der snød sin tvillingebror Esau for førstefødselsretten, da han klædte sig i gedeskind på arme og hals og bedrog deres blinde far Isak til at give sig broderens velsignelse som den førstefødte. Han fik velsignelsen i en andens navn! På et tidspunkt må Jakob fordufte, for Esau er vred. Jakob må på sin flugt lægge sig til at sove under åben himmel, og medens han sover op ad en stor sten, ser han i drømme himlen åben og en stige række fra himlen ned på jorden og Guds engle der stiger op og ned, og Gud selv træder ned og taler til ham: i dig og dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Selv om Jakob havde snydt sig til velsignelsen i en andens navn, gjaldt den!
Gud kan besøge sit folk ved at træde et menneske nær, som ikke rigtig har fortjent det. Vi har lov at tro, at den Helligånd, Jesus lover sine disciple, også er tiltænkt os, selv om vi ikke rigtig har fortjent det. Vi får den i en andens navn, i Jesu navn, vi skal få en velsignelse af liv og opstandelse at se, som egentlig kun Jesus skulle have. Vi må som små Jakob’er leve af en andens velsignelse. Guds nærvær er ikke et spørgsmål om at fortjene den, men om at turde tro den, selv om man ikke har fortjent den. Måske er det at herliggøre Kristus… at se at alt afhænge af det Han gør, ikke af det, vi gør! //Der er så meget i vort liv, vi glæder os over, fordi vi har fortjent det. Man arbejder hårdt og kan rejse sydpå en tur…det har vi også fortjent, siger man så tilfreds ved svimmingpoolen med en kølig drink, eller de reklamer for hårplejemidler og hårfarve, der slutter med: fordi du har fortjent det, because you’re worth it. Men hvis man har forspildt noget liv, såret sine kære, svigtet sine nærmeste, skuffet sig selv…de dage, hvor man ikke har fortjent noget som helst og bare har lyst til at grave sig ned, da lyder det til en: du er stadig elsket, Gud er dig nær, du har lov at få velsignelsen i en andens navn, i Jesu navn. Det er måske også dét, Helligånden skal hviske os i øret, det som er svært at tro, når man ikke har fortjent det. Så Talsmanden kommer ned fra himlen til os, som Gud selv på himmelstigen til Jakob! og fortæller, at vore fejltrin ikke skiller os fra Gud, når vi tør tro hans løfter i Kristus; synd er ikke så meget at fejle som at mangle tiltro til Kristus som vor frelser og forsoner.
Lidt længere henne i bibelhistorien møder vi Samuel. Jeg husker historien om Samuel tydeligt fra skolen i 2.-3. klasse, måske fordi vores lærer fortalte så godt, det er også en god og vigtig beretning. Samuels mor er barnløs og ulykkelig. Hun lover Gud, at hvis Gud giver hende en søn, vil hun skænke sønnen til et liv i templet som Herrens tjener. Hun får Samuel, og da Samuel bliver gammel nok, kommer han til at bo i templet hos den gamle og halvblinde præst Eli. En nat Samuel sover, hører han nogen kalde på sig: Samuel! og drengen står op og løber ind til Eli: du kaldte, siger han til Eli. Nej, siger Eli, læg dig til at sove. Da Samuel er faldet i søvn, hører han igen en kalde på sig, Samuel!, og igen vækker han Eli. – Gå nu i seng igen! Tredje gang bliver Eli klar over, at det er Gud, der kalder på drengen. - Hvis du hører det igen, skal du sige: Tal, din tjener hører. Samuel lægger sig til at sove, pludselig hører han sit navn: Samuel, Samuel, og han svarer: Tal, din tjener hører. Sådan talte Gud første gang til Samuel, der blev en stor profet, og den, der salvede både Saul til konge, og siden David. Gud kaldte, fordi han skulle gå Guds ærinde, Gud var ham nær i opgaven, han fik.
Det er noget af det samme, Talsmanden, sandhedens ånd vil os…det er Gud, der kalder på os i vort indre: jeg skal bruge dig, du skal gå med mit budskab til andre. I afskedstalen siger Jesus lidt senere, at talsmanden skal vidne om Jesus og disciplene skal også! Gud er os nær, når vi deler, hvad han har givet os! Der er kærlighed i sendelsen. En har engang sagt: forkynd Guds rige og brug om nødvendigt ord. Ofte vil kærlighed og omsorg forkynde stærkere end ord. Som med Samuel kan Gud besøge sit folk, os, i en opgave og være os nær i den. Jesus efterlader os ord og opgaver, som mad til tiden uden ham, vi skal bare selv varme maden i kærlighedens og troens ovn … Han er lidt som en mor i 1950’erne og 60’ne, der skal være væk nogle dage!
Den sidste beretning fra bibelhistorien, vi skal have her er fra Daniels bog. Daniel og tre venner tages efter en krig med i landflygtighed til Babylon ved kong Nebudkadnezers hof. En dag rejser kongen en guldstøtte, som undersåtterne skal tilbede, ellers ryger de direkte i ildovnen. Daniel er bortrejst, men hans tre venner nægter. - Kast os bare i ilden, siger de, vores Gud vil redde os, og selv om han så ikke redder os, vil vi ikke tilbede den gudestøtte, du har opstillet! Nebudkadnezer bliver rasende og befaler ovnen ophedet til 7 gange sædvanlig temperatur og de tre venner bundet og kastet i ilden. Han overværer selv straffen og blegner, da han ser ind i ilden. - Sig mig, kastede vi ikke kun tre mænd derind. Jo, siger hans folk. Jeg ser fire derinde, siger kongen, og den ene lyser som var han en gudssøn og de går alle fire frit omkring i ilden. Kongen forstår, at det er en engel fra Gud og han befaler mændene friet ud af ilden og at alle skal tilbede den Gud, der har frelst dem. Gud, der træder mennesker nær i lidelse, fare og modgang. Sådan besøger Gud sit folk utallige gange… ikke at vi kan regne med udfrielse af al verdens fare, det ved vi, men måske forholde os lidt som de tre venner og sige: Gud vil frelse os ud af nøden, og selv om han alligevel ikke gør, så svigter vi ikke troen på ham. For vejen videre er der, Gud er der, som den fjerde mand i ovnen, eller for os som Talsmanden, Helligånden. Nok er vi ikke Jakob’er eller Samuel’er eller Daniels venner eller de tolv disciple, men Gud er den samme, og en skønne dag kommer Kristus igen… ligesom mødre, der tager afsted nogle dage, kommer hjem igen og alt er godt og ingen er døde af sult imens. Amen.

 

 

Søndag den 7. maj 2017, 3. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

 

Prædiken
Da vi sidste år skulle have indrettet en ny afdeling på Brahetrolleborg kirkegård for anonyme begravelser…  i daglig tale ”de ukendtes”… blev vi enige om, at rejse en sten med en inskription på det nye område, og at vi ville have en sten i samme stil med en inskription, der matchede, på den hidtidige plads for anonyme begravelser… så der blev lidt sammenhæng i tingene. Men hvad skulle der stå på stenene? Efter en del hovedbrud blev vi i menighedsrådet enige om, at der på en ene skulle stå Fred, med en linje tilføjet: Under dine vingers skygge, og på den anden Lys, og med en linje tilføjet: Kærlighed er lysets kilde. Det budskab vi gerne vil give videre er, at der er mere i døden end død! Der er håb, der er lys, der er fred i Guds vingers skygge. Nogen vil måske mene, at det er lidt vagt, lidt luftigt, men vores kirkegård er for alle, ikke kun mennesker med et afklaret nærværende kristent livssyn, så det skulle være rummelige indskrifter, som mange kan lægge deres hjerte og tanker i, men hvor der stadig er sat et budskab, et håb som fortegn for det, vi tænker om døden, og jeg synes da, at lys, kærlighed og fred i Guds vingers skygge er en hel del at håbe på i dødens kolde seng, graven.

Jesus taler til sine disciple om sin død i det stykke fra Johannesevangeliet, vi hørte. Det er fra hans afskedstale aftenen inden hans korsfæstelse. Og ud fra det han siger om sin egen død, har vi fået noget at tænke videre over vores død med og hvad det måske vil sige at være død… døden er ikke bare død, kan vi forstå, Jesus skal gå til sin Fader og vende tilbage til sine disciple, døden er kun en tid! Et andet sted i Johannesevangeliet lover han disciplene, at når han kommer tilbage er det for at hente dem hjem til sin far, og at der i hans fars hus er mange boliger og han har gjort en plads rede for dem. Hvordan det nu skal foregå i praksis er ingen af os indviet i, men det rejser det håb, at også vi skal opstå…at der i døden er mere end død.

Jeg bliver nogle gange spurgt af konfirmander, hvad der egentlig menes med det vi siger i trosbekendelsen om Jesus: på den tredje dag opstanden fra de døde…for han døde langfredag eftermiddag, kan de sige, og stod op søndag morgen, det er kun 1½ dag! Så taler vi lidt om, at det strækker sig over tre dage, fredag-lørdag-søndag og at det er for at kunne trække på det gamle testamentes profetier, det kunne være Hoseas bog: Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag. Og at det vigtigste for trosbekendelsen at få sagt måske er, at Hans død kun er en tid, at Gud med hans opstandelse sætter en grænse af tid for døden. Den grænse er vi ellers så vante til har med livet at gøre! // Det siges om gøgen, der begynder at kukke netop i disse dage, at man kan tælle, hvor mange gange den kukker og lige så mange år har man endnu at leve i, og at det er altid for få! Vi er så vante til at tænke tidens grænse som en grænse, der er sat for livet, men med Jesus sætter Gud den for døden! På tredjedagen opstanden fra de døde. Med Jesu ord: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig! Det er ikke kun vort liv, som vi kender det, der skal få ende, også døden skal få ende! 

Havde man haft dødsannoncer dengang, ville det have givet mening at skrive efter langfredag, at Jesus er gået bort. Det er jo sådan en omskrivning, vi nogle gange bruger for ikke at sætte døden alt for direkte i tale. Danske bedemænd har en børnebog, som de kan give til familier med børn, når der har været et dødsfald; bogen hedder: Hvor går man hen, når man går bort? Det er jo det, man kan kalde et godt spørgsmål! Ingen af os kan baseret på livserfaring give et fyldestgørende svar. Men svaret, vi som kristne får at leve på er, at da Jesus går bort, går han til Faderen. Et andet sted siger han: og hvor jeg er, der skal også I være. Vi går m.a.o. til vor himmelske Far, når vi går bort!… det er dér, vi går hen! Det kan man have i baghovedet næste gang, man læser i en dødsannonce, at nogen er gået bort. Det er da rart at vide, hvor de er gået hen! Igen kan vi ikke sige, hvordan det foregår i praksis, men det slår en port af håb op og sender lys ind over den mørke død.

Hvis vi var dem, der ordnede det praktiske omkring Jesu død og ikke kun indrykkede dødsannonce men også skulle bestille en gravsten, kunne vi i stedet for at få skrevet ”hvil i fred” på stenen overveje at få skrevet: Kommer straks!

Da vores nye sten til kirkegården var blevet lavet, tog jeg op til stenhuggeren for at se resultatet og der lå de så og så nydelige ud, Lys og Fred. – Nu du er her, skal du også lige se, hvad der ellers foregår på værkstedet, sagde han, og præsenterede mig for en kunstner og billedhugger, som han deler produktionshal med, Jens Ingvard Hansen. Og han viste sine værker frem, nogle var få centimeter høje, andre flere meter, nogle i bronze, andre i marmor og granit… og jeg tænkte: måske skulle vi bare have sat en af hans skulpturer på de anonyme grave, eller midt på kirkegården… i så fald skulle det have været en af hans porte… port/dør er et tema, der går igen i flere af hans skulpturer, og jeg ville hjertens gerne kunne have valgt den skulptur, der hedder Stairway to heaven, trappe til himlen, for den er der to bibelske symboler for livet og evigheden bygget ind i… porten og trappen. Trappen kender vi fra det gamle testamente, hvor patriarken Jakob i en drøm ser himlen åben og en stige fra himmel til jord og Guds engle, der stiger op og stiger ned…og porten eller døren kender vi netop fra Johannesevangeliet, hvor Jesus siger, at han er fårenes dør…og den der går ind gennem ham, skal blive frelst og gå ind og gå ud og finde græsgange. Nu er Jens Ingvard Hansens skulpturer pænt dyre, så det kunne vi ikke bare fare til i menighedsrådet, men det kunne have været fint at få ham til at lave den trappe til himlen i en flere meter høj udgave og sætte midt på kirkegården…så man kunne gå ind ad døre og ud af porte, gå op og ned ad trapper og få en slags forsmag på, at går vi ind gennem Ham, som er døren, er der vej og trappe bag døden, der fører til Gud i himlen. Det er svært at sige noget mere præcist om det, vi ikke har set og ikke kan vide, men hvad Jesus deler med os er også nok til at tænde et håb, der modsiger døden med opstandelse og evigt liv, og det er fint at blive mødt med det håb, netop på kirkegården.

Nu står så vore to sten på kirkegården med lys og fred og vi må tænke os til porte og trappestiger. Men når en urne sættes ned, kan vi meddele de efterladte, om deres kære er sat ned i ”lys” eller i ”fred”, hvis de gerne vil komme og sætte blomster det rigtige sted. For døden er ikke kun død, og sorg er ikke kun sorg, for det håb er plantet, at døden kun er for en tid, og Kristus skal se os igen og da skal vore hjerter glæde sig …livet her er der sat tid på, det ved vi, og døden er der også sat tid på her, men læg mærke til, at Jesus ikke sætter tid på glæden: den skal ingen tage fra os! Amen

 

 

 

Påskedag 2017

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8

 

Prædiken:

Jeg vil begynde med at tænde en gave jeg fik forleden; en af mine venner har lige været i Israel og havde lys med hjem købt i gravkirken i Jerusalem, kirken, der er bygget ovenpå den grav, Jesus blev gravlagt i langfredag og stenen rullet for. Den grav, som vi hører var tom påskedag! Lyset dufter af røgelse, som symboliserer Guds nærvær og Helligåndens kraft. Det giver mening i lys fra gravkirken, for det er, hvad der til for at vække fra de døde. Og ligesom man kan købe lys i gravkirken og have med hjem i bagagen og give til andre, der tænder det, så atter andre ser det, sådan er troen på Jesu opstandelse vandret fra den tomme grav ud i verden som et lys fra menneske til menneske, og bl.a. nået hertil i dag, hvor vi fejrer påske og opstandelse.

 

Jeg kunne have købt et stearinlys i brugsen, det ville ikke være det samme, for dette lys har en historie, købt i gravkirken, givet som gave, lys rakt fra et menneske til det andet, og hvem ved: givet af tro til tro. Det er lidt sådan, troen på opstandelsen har bredt sig; ved at troen får en historie med sig i det virkelige levede liv! Det er som om, at Jesu opstandelse kun kan gribes og mærkes med det levede liv. Den minder i det stykke lidt om forelskelse og kærlighed. Kan I huske første gang I var forelskede? Min første gang var i 2.-3. klasse i skolen, hun så sød ud, var sjov, havde en skøn hvirvel i pandehåret! Det er de utroligste ting, man kan falde for, når man er 10 år! Det blev lyst i lokalet, når hun kom ind; jeg kunne rødme helt ned til tæerne, blive varm indeni, når hun sad ved siden af. Jeg kendte godt til forelskelse som fænomen; det var det Keld Heick sang om i radioen: Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg, men det her var ikke i radioen, det var noget indeni mig, fordi en uden for mig vakte det i mig! Først når man mærker det, ved man rigtigt, hvad det er! Det er lidt det samme med Jesu opstandelse. Der er visse ting i livet, tit de vigtigste, som man kan vide om, men ikke begribe, før de er vævet ind i ens liv. I bibelen er der næsten altid en beretning med, når vi hører om opstandelsen; historien om, hvordan troen blev vævet ind i et liv: vi kom ud til graven, gik og snakkede om, hvordan vi skulle få den store sten væltet fra, men så var den væltet fra, og så kiggede vi ind og graven var tom, men der sad en ung mand i hvide klæder og han sagde, at Jesus ikke var der, at han var opstået, og vi blev godt nok bange og vi vidste ikke, hvad vi skulle tro, for hvis en død kan blive levende, er der virkelig skræmmende kraft på spil, eller hvordan kvinderne ved graven har oplevet og snakket om påskemorgen, mens de kom sig over deres forfærdelse og angst og fik tungen på gled. De har fået en historie at fortælle, som har med dem selv OG opstandelsen at gøre! Eller tag disciplen Thomas, der skeptisk siger, at han vil stikke sin finger i naglegabene i Jesus’ gennemborede hænder, før han tror på, han er opstået, og Jesus kommer og siger til Thomas: stik din finger i mine sår, mærk selv at jeg lever og er lige her. Der er en historie for den enkelte at fortælle, fordi Jesus vækker noget i dem med samme overraskende kraft, som rejste ham fra de døde! Ikke at de ”ramte” begriber opstandelsen bedre end andre, men glæden, troen og håbet, der griber dem, er til at forstå og fortælle om!

 

Her i påskens opfordrer blomsterhandlere til at ønske god påske med blomster! En strålende ide, fordi blomster har været brugt til at fortælle netop om tro og opstandelse. Her er en buket opstandelse: blomstrende levende lys! Det siges: ”Lad den som kan købe to brød, købe ét brød og en buket påskeliljer, for brød er føde blot, men blomster er for sjælen.” Påskeliljen er genfødsels- og opstandelsesblomst, en blomst for sjælen og der er dage, hvor man virkelig trænger til at der vokser lys og påskeliljer i sindet. Men der er en lille gul blomst mere i buketten, og den skal man egentlig ikke plukke, for den er lidt sjælden, men jeg har den i haven: kodriver… den kaldes også Sankt Peters nøgler. Sankt Peter har nøglerne til himmerigets port og en gang hørte han, siges det, at nogen havde lavet falske nøgler til himlens bagdør, og han blev så forskrækket, at han tabte nøglerne til fordøren, og de faldt fra stjerne til stjerne ned på jorden og hvor de landede, vokser kodriveren. Så der må være landet en nøgle i præstegårdens have! Sankt petersnøgler åbner for foråret, siger man. Nøglerne passer også til hjertet og kan låse op for kærligheden, førhen sagde man, at de kan låse op for moderlivet, så en fødsel går i gang. I klostermedicin brugtes saft af kodriver til at give folk talens brug tilbage, når de var paralyserede. Hvor kan man nogle gange trænge til at blive låst op, til forår og nyfødt liv, til at få sprog lagt på tungen for den store glæde. Det sprog giver en engel os: Jesus er ikke her, Han er opstået. Gå hen og sig det til de andre! Det er at få lys og nøgler til Paradis at gå til sin næste med! 

 

Forfatteren Kristian Ditlev Jensen har fortalt om en gang han blev inviteret til at prædike i en kirke i København. Han var sikker på, at han ikke havde nogen tro, så han valgte at prædike langfredag, hvis lidelse og død virkede så meningsløs. Men undervejs i prædikenen greb dét, han stod og fortalte, ham selv mere og mere, og da han hilste af i kirkedøren, sagde en til ham, at han da vist skulle være præst! Forvirret gik han hjem, nogle dage senere spiste han frokost med kirkens præst og havde 1000 spørgsmål, og fik gode svar. ”Det var det første lillebitte startskud til det, der har fyldt meget for mig de seneste fem år. Jeg begyndte snart efter min prædiken at læse teologi. I dag lever jeg fuldstændig det samme liv, som jeg gjorde dengang…bortset fra at det, der ikke hang sammen, pludselig nu giver mening. Det sker nogle gange, at man åbner øjnene og opdager, at der pludselig er nogen, der har skruet op for farverne.”

 

Det er også opstandelse, troens opstandelse i et menneske og igen fortalt gennem en livshistorie, for vi kan kun gribe det ubegribelige med vort liv, med søgen og spørgen, tvivl, tro og håb, ikke med tanken alene, ikke i dogmer eller teoretiske statements, men i levet liv, genopstanden tro og håb, i vort eget liv! Fordi Jesus har taget os med tæt ind til Gud igen.

 

Jeg tror på, at Jesus virkelig og konkret opstod fra de døde, at graven var tom, at Kristus venter os ude i livet og bag døden. Der findes ingen beviser, kun det levede liv med det! /Den forårsmorgen min far var død om natten, stod solen op i glans, bøgen stod grøn. Da jeg efter kun lidt søvn og med nattens sorg i kroppen gik ud lidt, fløj en salmelinje gennem hovedet og fik noget indeni mig til at slå en hel kolbøtte: at mig dagen fryder trods synd og død! Lige der var jeg ikke spor i tvivl om, at min far levede bag døden, og at Gud kaldte på mig i min sorg med kraften og glæden og skønheden fra påskemorgen!

 

… Mit gave fra gravkirken er ved at være brændt ned, men flammen er lige stærk for det, og kan tænde endnu et lys! Hvor mange led af tro og lys og glæde har der ikke været fra den tomme grav til os her i dag, men flammen er den samme og kan tænde nye lys. Glædelig påske! Kristus er opstanden! Amen!

 

Langfredag 2017, refleksion over Jesu lidelse og død:  

Jeg vil gerne vise jer en lille buket ydmyge undseelige martsvioler! Ønsk god påske med blomster, lyder en opfordring i denne tid. Hver dag i påsken tager jeg en buket blomster med som fortæller om dagens begivenheder. De er på deres sidste, men regnes for – sammen med rose og lilje – at være de ædleste blomster af alle! Martsvioler aldtes førhen for Maria med barn. Man sagde, at de overhørte Marias ord til Gabriel: se jeg er Herrens tjenerinde, da hun fik at vide, at hun skulle føde Jesus, og ærkeenglen velsignede violerne og sådan fik de deres duft. Langfredag blev den tungeste for Maria som Herrens tjenerinde: hun så sin søn dø! Man siger, at Martsviol er beroligende; det kunne Maria bruge ved korsets fod, noget beroligende, ikke fred, for kærligheden kan ikke finde fred, når den, man elsker, lider!

I domkirkemuseet i Firenze står en enestående skulptur, skabt af den store kunstner Michelangelo omkring 1550. Han var en for den tid gammel mand: omkring 70 år. Han arbejdede på skulpturen over flere år, en uren åre i marmoret frustrerede ham, andet måske også, en dag slog han sin skulptur delvist i stykker, opgav den! Siden er den samlet igen af andre.
Jeg så den sidste sommer, tilfældigt faldt jeg indenfor på domkirkemuseet og der stod den og gjorde et stort indtryk. Skulpturen viser gravlæggelsen af Jesus… hans mor Maria har fat om ham og bærer næsten hele hans vægt, Maria Magdalena hjælper til. Se Jomfru Maria, der bærer den tunge vægt, ikke kun i sine arme, men i sit hjerte…. hvor har der gennem tiden været mange maria’er her i kirken til begravelse, tunge om hjertet, på deres livs langfredag. Se, hvordan det er som om, at den døde Jesus læner sit hoved ind til sin mors kind…som med en kærlighed selv døden ikke kan komme i vejen for. Døden river mennesker fra os, men den kan ikke rive kærligheden ud af os!
Se Maria Magdalena, hun læner sig lidt væk fra den døde, måske vil hun ikke trænge sig på mellem mor og søn (var hun til begravelse ville hun sætte sig noget tilbage, med sin egen dybe sorg) men se også Jesu arm, der hviler om Maria Magdalena, som om han i døden også omfatter hende med kærlighed. Bagved står en mand og løfter den døde med et greb om hans arm, hele hans skikkelse udtrykker ømhed, kærlighed, alvor og sorg! Hvor har jeg også ofte set ham her i kirken til begravelse! Vi har alle vore langfredage!

En død elsker jo ikke og holder ikke om, det ved vi kun alt for godt, men det er som om at Michelangelo skildrer den kærlighed, Jesus med sin død omfatter enhver, der søger ham, med, vi kunne kalde det forsoningen i hans død. Rører den os, gælder den også os! Måske kunstneren foregriber opstandelsen: vi skal mærke den korsfæstedes kærlighed igen, som en arm om skulderen, en pande mod en pande…hans levende nærvær. Selv om Jesus er død, er det Guds kærlighed, de har i deres hænder, og den kan ikke dø en evig død. Her er den skildret fysisk, som en arm om en skulder, en pande mod en pande, ligesom vi mennesker er fysiske i vores kærlighed, også til de døde… jeg har set mange ae en døds kind, set min datter kysse sin døde farmor. Kærligheden vil kunne ses!

I baggrunden er det nok Nikodemus, medlem af jødernes råd; han kom engang til Jesus om natten og samtalede med ham om genfødsel. Nikodemus tog Jesus i forsvar i jødernes råd, og hjalp med at gravlægge Jesus. Jomfru Maria, Maria Magdalena, Nikodemus, tre mennesker med hver deres forhold til Jesus, men sammen om at vise ham den omsorg, det er at gøre et menneske klar til at blive begravet. Mange har gjort noget lignende for deres elskede. Givet tøj på, lagt i kiste, sagt farvel sammen, grædt! Sorgen river i os, og viser det smukkeste i os!

Noget af det, der gør skulpturen særligt rørende er, at Michelangelo har modelleret Nikodemus som et selvportræt. Det er den 70 årige Michelangelo selv, som vi ser være med til at lægge Jesus i graven. Michelangelo var en troende mand og det her er hans vidnesbyrd om tro og kærlighed til Kristus… havde han været i Jerusalem langfredag, ville han have været med til at lægge Jesus til hvile i graven. Men læg mærke til, at Kristus ikke i døden synligt omslutter Michelangelo med sin kærlighed. Jesus holder ikke om ham! Måske fordi selve det at bære ham, for Michelangelo er at være ham tro og deri ved han omfattet af hans kærlighed? Måske er der også et forbehold!// Michelangelos gør med sit selvportræt i skulpturen Jesu korsfæstelse og død til en relation. Måske fordi han nærmede sig støvets år selv og tænkte på sin død. Hvad skulle der blive af ham? Hans eneste måde at finde fred i sine tanker var måske at holde sig nær til Kristus, selv en langfredag! Så langt som til langfredag kunne han (og vi) være med, den er til at forstå; vi har vore egne langfredage. Opstandelsen er sværere at forstå og se sig selv i, for hvad er det? men der er et håb i at følge Jesus til langfredag, som Michelangelo gør, og vi andre med i dag: at langfredag så tager os ved hånden det stykke, vi ikke forstår: til påskedag og opstandelsens glæde!

Hvorfor slog Michelangelo sin skulptur i stykker? Var det en uheldig åre i marmoret, eller var det forbeholdet, kunne han alligevel ikke leve op til den plads, han gav sig selv som en af Jesus’ nærmeste, vi ved det ikke, men nogen kunne se skønhed og inspiration i den ødelagte skulpturs stumper og satte dem sammen igen! Måske ser Gud stumperne af vores tro og kærlighed ligesådan… at han i stumperne får øje på Kristi kærlighed og tro: Kristus som også var et menneske og gik i stykker og råbte: Min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig! Var det i det råb, Kristus blev et med os i mørke og forladthed og forbehold og frelste os: åbnede Guds hjerte for syndere, der ikke formår at tro helt, elske helt, kun stykkevist og i småstumper! Sagde Gud: Nu er der lidt nok, slået så meget itu, at nok er nok, nu må der heles, sættes stumper sammen af tro og mennesker, der gik i stykker! Og hvorfor er der så lidelse endnu i verden? Tiden, hvor alt gøres op på en yderste dag er endnu ikke inde, og indtil da ser Gud måske sin søn i alle, der lider og går i stykker og kalder os til at hjælpe, trøste, lindre! Og holde fast i, at der er lidt nok, at nu må der heles!

Man siger om martsvioler, at de stod ved Golgata langfredag og korsets skygge gled hen over dem, da Jesus gik forbi. Da bøjede de deres hoveder. Derfor står de med bøjet hoved og ærer frelseren: at han ved at gå i stykker, tændte håb for stumperne af os! Disse blomsters dybblå farve er som himlens, selv langfredag er der en himmel og en Gud foroven; ham rører og oprører det at se kærligheden og troen gå i stykker under vægten af smerte og tab, men også, hvad de er stumper og stykker af: kærlighed, barnets tro og lyse håb, stumper og stykker af søstre og brødre til Jesus selv, og at vi er værd at sætte sammen, hele, oprejse. At det ofrede han sit liv for! Amen


 

Palmesøndag 2017: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

 

Prædiken

Der er mange måder at tage imod nogen, der holder deres indtog. De tre dåbsbørn, der før holdt deres indtog i vores menighed og kirke, tog vi imod med musik og vi rejste os op, nogen tog billeder, de fleste smilede, nogle fik en tåre i øjenkrogen. Der er ikke meget ved at holde sit indtog, hvis ingen tager notits af det! Det er der vist ingen fare for med de tre guldklumper her! Store håb knytter sig til dem, stor kærlighed. // Da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem var der også både håb og kærlighed i modtagelsen, folk imod ham med palmegrene, nogle viftede med dem, andre bredte dem ud på vejen, og nogen tog deres kapper og bredte ud foran ham. Sådan ærede man nogen dengang ved at smykke vejen, lidt ligesom når en brudesvend eller brudepige går foran en brud op af kirkegulvet og kaster rosenblade, eller vi rejser os og breder vores glæde ud som en vej for de små at vandre ad. Der var nok ingen, der tog billeder den dag med Jesus, men folk har smilet, råbt, stået med tårer i øjnene, for der var store håb knyttet til, at Jesus kom… men hvor dybt stak kærligheden?
Hvordan er det at gå ad en vej smykket med palmegrene og kapper? I herrer kan jo (galante som I er) tage jeres jakker af og lade kvinderne gå hen over dem ned af kirkebakken, så de ikke får snavsede sko, og I kan tage vasepynten og strø på vejen også… jeg tænker, at både mænd og kvinder vil opleve det som grænseoverskridende at der gås på jakker, trædes på palmer! Og hvordan ser jakkerne ikke ud bagefter? Men det som normalt har værdi, glemmer de ved indtoget i Jerusalem, og de var ellers pænt fattige og alt, der kunne bruges, var dyrebart! Men ved at anvende både noget smukt og noget dyrebart til vejbelægning for Jesus, viser de, at hans komme er grænseoverskridende og bringer dem håb om noget langt mere dyrebart, end det, de har strøet og lagt på vejen. Men hvor langt holder deres begejstring? Vi ved jo, hvordan det går videre hen i påsken, hvor begejstringen hos mange vender til afvisning, skuffelse og vrede, og de kræver Jesus korsfæstet. //Palmesøndag stiller os det nærgående spørgsmål, om vi er troende eller ej: hvor dybt stikker det, vi lever på, hvor langt holder det, hvis tingene bliver svære? Kan vi gå gennem livet med livssyn og glæde i behold, eller bliver vi skuffede, vrede, desillusionerede som årene og livet går?

Jeg har en plan om hver dag i kirken her i påsken at have en blomst eller en buket med, som siger noget om dagen. Lidt inspireret af et par reklamer, jeg så her til påske: giver du en påskebuket eller er du en kylling! Ønsk god påske med blomster! Hvilken buket ville det fx give mening at have med som gave til værtsparret, hvis man skal til påskefrokost/barnedåb netop i dag! I dag må det være en buket palmeblade! Så er der noget at snakke om over maden: at i dag er det jo palmesøndag, og dagen hedder palmesøndag fordi…osv …og I får lige lidt bonusinfo at byde ind med i samtalen: palmer var på Jesu tid billede på livets træ og på evighed, symbol på kærlighed og retfærdighed, palmen blev af romerne brugt som symbol på triumf, sejr, og blev derfor af de første kristne brugt som symbol på martyrdøden… at der i det at dø for sin tro og overbevisning var en sejr for håbet og kærligheden, der viste sig stærkere end forfølgelse og had. Og hvis dét bliver for tung snak hen over påskefrokosten, kan I jo indskyde at palmen også i vore dage udtrykket noget paradisisk… bare tænk på bounty-reklamerne med palmer på en tropeø! Nu har Jesus nok ikke vidst om bountyreklamer dengang, men de andre betydninger af palmen har han kendt…måske har han tænkt, ridende på æslet, at palmegrenene, der blev viftet med, sådan set vidste mere, end dem, der stod og viftede med dem! Det er først senere, efter hans opstandelse og sejr over døden, at nogle af dem ser triumfen, kærligheden, retfærdigheden, sejren over døden, i det, der skete i påsken… selv om de stod og viftede med grene i hænderne, der betød netop de ting. Deres glæde den dag manglede stadig meget! Derfor tænker jeg, at I kan tilføje noget til palmebuketten til værtsparret palmesøndag. I kan sætte nogle sovende påskeliljer ved og sige, at man skal vente en uges tid, så springer de ud med deres gule bæger. Fra palmesøndag går der nogle dage, før glæden springer ud med en kraft, der er stærkere end lidelse og død, skuffelse og desillusion! Vi kunne kalde den glæde, der springer ud påskedag for: glæde for alvor!

Jesus kom deres glæde i møde palmesøndag, selv om han vidste, hvad der skulle ske. For han vidste mere end det: Selv om alt snart skulle gå galt, skulle alt også blive godt! Selv når alt går i stykker og vi selv måske har skyld i ulykken, er håbet levende, når det er Gud, der holder sit indtog!

De dåbsbørn, der holdt deres indtog, blev jo ikke båret af æsler (synes jeg da ikke ville være pænt at sige), men hver i en kærlig favn, og de er nok, siden de holdt deres indtog i livet, blevet beundret, smilet til, båret på og mange gange har I allerede bukket jer ned og taget dem op! Men ser vi dybere ind i det, er det måske børnene, der bærer jer, giver livet mere indhold, glæde, kærlighed, holder jer oppe på bøvlede dage, løfter jer op, hvor livet er. Jeg hørte om en kvinde der på sine gamle dage var indadvendt og mæt af dage, men når oldebarnet kom, livede hun op og var glad! Det at bære et lille barn er noget særligt, uanset om det er ens eget eller ej. Det er fuld af løfter og håb til fremtiden, og måske er det barnet, der bærer en, mens man står med det i armene. Og det at bære en tro i sit hjerte er lidt som at bære et barn… tro kan fylde os med håb og trøst, nogle gange også med tvivl og udmattelse, for kan vi magte byrden, leve op til ansvaret, holde ud? men kærligheden gør forskellen, og uden os til at bære troen… hvem er der så til at bære den? Og tro skal bæres som børn skal bæres. Ellers bærer vi ikke det, der i tilværelsens dybere lag bærer os og hjælper os op, hvor livet er!
 …
Lidt mere bonusinfo: Palmerne palmesøndag har været daddelpalmer! Der er bare det ved det, at for at få fat både i dadler… og i grene, når man står og skal vifte med dem, skal man klatre op i palmen for at få fat i dem! Det er kun for de stærke! Men der er en historie, man har fortalt om Jesus (den står ikke i biblen, men er fortalt senere) at engang som dreng, hvor han var sulten, var der en palme, der i ære og respekt for den lille frelser, bøjede sig ned og gav ham af sin frugt, så han kunne spise sig mæt! Det er kærlighed, når man er en palme!
Palmesøndag er er det Jesus, der som en palme bøjer sig ned og giver alle os, der ikke nødvendigvis er stærke og har fod på alting, af sin frugt. Han ydmyger sig selv, bøjer sig ned til alle vi små mennesker, for at styrke troen og glæden, mætte os i håbet og kærligheden. Det er det, påsken handler om… at Kristus bøjer sig ned, helt ned i graven, for at løfte os med op i lyset og livet, og at den, der bærer ham med sig i tilværelsen, bliver båret af ham. Amen

 

 

 

Festgudstjeneste den 2. april 2017 i anledning af nyt tag på Brahetrolleborg kirke og nyt varmeanlæg. Forud for prædiken var Schuberrs Ave Maria blevet sunget som solo.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

 

Prædiken

Schuberts Ave Maria er jo et kendt og elsket stykke musik! Der er en smuk inderlighed i den, som taler til noget i os, måske til vort håb om at eje netop den inderlighed i vort eget liv. Som Gitte stod og sang, kunne hun se hen på Maria, for vi har kirkens eneste kalkmaleri heroppe i en blændet vinduesniche, Maria der sidder med Jesus på sit skød. Sangen har vi med som en hyldest til Jomfru Maria her på Mariæ Bebudelsesdag, som denne søndag hedder, hvor vi hører ærkeenglen Gabriel bebude Maria, at hun skal føde Guds søn, og hvor Maria ikke stiller sig i vejen for Guds planer, tværtimod: se, jeg er Herrens tjenerinde, er hendes svar. Det har kristne til alle tider æret hende for, også i vores Lutherske kirke. Når Mariæ bebudelsesdag ligger her i foråret passer det jo med, at Maria helst skal have termin til jul! Her i kirken har der i middelalderen været sunget til Marias pris. Kirken var viet til Jomfru Maria, Vor Frue, og det var del af de daglige tidebønner at synge til Marias ære. Som vi er samlet her på Mariæ bebudelsesdag og ærer Jesu mor, er vi led i en kæde af mennesker, der har gjort det samme her gennem 7-800 år, katolikker og protestanter! Det er en af grundene til at have en kirke og passe godt på den! Den fortæller os, at vi er så meget mere end kun os selv, at vi har en historie, er del af en kæde, og af troendes fællesskab både med de levende og de døde, og med Gud selv i hans uendelige kærlighed. Det er den størst tænkelige fortælling om, hvem vi er, huset her er bygget for at rumme!

Engang til en fyldt julegudstjeneste sad der en mor med sit spædbarn på trappen op til prædikestolen. Da jeg skulle op for at læse juleevangeliet, sad hun og gav sit barn bryst; det er det, der hedder ammen i kirken! En livsnær udlægning af juleevangeliet: som et spædbarn lagt i sin mors arme og som et barn, der fylder sin mors hjerte, vil Gud holde sit indtog i vort liv. Ind hvor det ikke er religiøse love eller et præsteskab, der dikterer troen, men Ånd og hjerte og glæde, og det håb, vi omfatter Guds gave til os med, Hans egen søn! Det er begyndelsen på Guds rejse ind i verden og ind i vore hjerter, vi hører i dag om Maria og Helligånden, der skal have et barn sammen!
Den kirke, vi holder fest for har stået i 7-800 år! Bygget som klosterkirke og ad flere omgange over 75 år. De høje mure i koret stod nok som en åben kulisse de første år, indtil munkene kunne komme videre med sidemure og få tag lagt på. Og da de havde fået en kirke, der kunne bruges, var den jo ikke varmet op! De gik endda i dragter beregnet til det milde klima i Frankrig, hvor deres orden kom fra. Munkene sagde, at det de frøs, frøs de for deres synders skyld! De ville nok mene, at vi er magelige og privilegerede: vi har fået nyt tag på kirken på ½ år og endnu bedre varme end før! Vi må sone vore synder på anden vis end ved at sidde og fryse! For eksempel ved at tro Guds søn, som den, der kan sone for os, og ved at dele ud af den kærlighed og glæde, Gud giver os!

For nogle år siden kom den amerikanske film: Vejen til Bethlehem, en filmatisering af beretningen om Jesu fødsel. En 16 årig skuespiller, Keisha Castle-Hughes, spillede Jomfru Maria. Filmen havde verdenspremiere i Vatikanet i Rom. Men den daværende pave kunne/ ville ikke komme, og den unge skuespiller kom heller ikke. Der var nemlig opstået skandale! Den unge kvinde på 16 år, der spiller Jomfru Maria, der bliver gravid uden at være gift, var selv blevet gravid, og slet ikke med Helligånden, men med sin 19-årige kæreste! En 16-årig pige, der skal have barn, er da også en udfordring, og ikke det vi drømmer om på vore unges vegne, men i stedet for at skandalisere pigen, der gerne ville have barnet, kunne man måske have set hendes graviditet som et aktuelt lys ind over Marias situation for 2000 år siden: vi kan ikke altid selv styre og tilrettelægge tingene i vores liv, ligesom Maria heller ikke kunne, nogle ting må vi gå i møde uden at vide, hvad der videre vil ske, Maria kunne ikke vide, hvad hun gik ind til, men når det var Gud, der anviste hende vejen og opgaven, var hun tryg og glad. Senere synger hun sin glæde ud: Min sjæl ophøjer Herren og min sjæl fryder sig over Gud. Der skal mod og tro til at leve uden at vide, hvad der venter os, og faktisk også glæde! Mod og tro til at begive sig i kast med sit liv, al usikkerhed til trods, og en portion glæde som værn mod mismod og fortvivlelse, og glæden må vi hente i troen, fællesskabet, opgaven, musikken, sangen. Morgendagen har brug for at vi møder den med mod og tro og glæde ved livet…mere end nogensinde som verden ser ud! Hvis vi ikke går til fremtiden med en glæde ved livet, hvordan skal vi så vide, hvad vi skal kæmpe for, bære byrder for, håbe på? Maria kan være et forbillede, hvad det angår!

Der er pyntet op herinde i dag…vi holder fest for vores kirke, for et nyt tag og for at varmen nu kommer fra Brahetrolleborgs halmfyr. Selvfølgelig kunne vi holde gudstjeneste i en råkold kirke med hul i taget, for kirke er ikke så meget bygningen som indholdet. Men det er nu rart med et tæt tag! For nogle år siden på en sognerejse var vi kommet til gudstjeneste i Sankt Olav kirke i York i England, hvor midlerne ikke er så store til at vedligeholde kirker. Uheldigvis blev det regnvejr under en salme, og pludselig.. dryp, dryp, faldt store dråber ned i min sidemands salmebog! Vi havde en herlig og festlig gudstjeneste, med hul i taget! Men vi har brug for et hus at samles i, en ramme om de store ting i livet, et hus viet til Guds Ord, og som kan rumme det, vi kommer med af glæde og sorg, og så er det nu bedst at passe på det, når vi nu kan!
Paulus har sagt: Glæd jer altid i Herren, jeg siger atter: glæd jer! De ord burde lyde hver søndag! For vi glemmer det tit! Det kan nogle gange være svært at vide, hvordan man tager Guds ord ind til glæde! Jeg sagde engang til en flok forventningsfulde konfirmander, at de til deres konfirmation kunne tænkes at få en salmebog, og en af drengene sukkede: - det var godt nok en noller gave at få! Til gengæld sad han glad her til sin konfirmation, og måske var det gaven! foruden alle gaverne der ventede hjemme. Andre hæger om deres konfirmationssalmebog hele livet. Det er så forskellig, hvordan vi tager glæden og troen ind…Maria ved ikke på forhånd, hvordan hendes vej i livet skal blive, men da Gud giver hende en opgave, stiller hun sig åben an! Og det er vel sådan vi skal gå til glæden og livet og Gud: stille os åbne an!

Maria heroppe ser sorgfuldt på sin dreng, der rækker op mod hende: mor, pas på mig! Men det kunne hun ikke, hun stod og så på, da han blev korsfæstet. Kærlighed må ofte gå hånd i hånd med afmagt. Men hun var blandt de første, der kom til tro på hans opstandelse, og fandt trøst og glæde i, at når vi må give op og give slip, kan Gud for alvor komme til! Marias liv handlede om at lade Gud komme til; i kærligheden og afmagten og glæden var han hende nær som det barn, hun bar under sit hjerte. Huset her er bygget for at rumme det budskab, at vi får del i livet på samme måde: ved at undfange Hám i vort eget indre, i tro og glæde! Amen

 

 

Midfaste søndag. Søndagens tekst, Johannesevangeliet 6, 1-15: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 

Prædiken

Vi plejer at sige, at nadveren blev indstiftet skærtorsdag(alterbilledet), aftenen inden Jesus bliver korsfæstet langfredag… men det er som om at han tager forskud på det, her hvor han får fem brød og to fisk til at slå til til tusinder af mennesker. Der er noget friluftsgudstjeneste over sceneriet: Jesus har prædiket, og så er der nadver! Sådan har de måske tænkt senere, dem, der var med: Vi spiste os mætte i det, Han var og er; vi fik meget mere end brød og fisk til at mætte os.

Der er nogle måltider mad, der gør større indtryk end andre. For mange år siden var jeg i kibbutz i Israel en sommer og en del af lønnen for at arbejde i kibbutzen var at vi unge frivillige fik nogle ture rundt til Israels seværdigheder. Vi var en 15-20 unge fra hele verden, der engang var på tur. En aften kom vi til foden af det bjerg, der hedder Massada i den israelske ørken ikke langt fra det Døde hav. Vi lagde os til at sove i vores soveposer op ad bussen, vi kørte i og blev vækket kl. 3 eller halv fire, fik lidt vandt i hovedet, kom i tøjet og fik morgenmad. Vores turleder var gammel soldat og vant til at lave mad på feltfod. Han lavede scrambled eggs i sit lille en-mands-metal-koge-kar over en primus…- skal du have hvidløg i, spurgte han, da det blev min tur. – Jo tak! Og efter et par minutter fik jeg mit røræg over på en plastictallerken med en humpel brød til og et krus neskaffe og det smagte fuldstændig fantastisk! Da vi havde spist, besteg vi Massada, hvor jøder i romersk tid holdt stand mod overmagten under belejring… og oppe fra dette historiske sted så vi solen stå op over det Døde Hav og farve ørkenen rød; det var også fantastisk! Når jeg tænker på den udsigt, tænker jeg på scrambled eggs, brød og neskaffe!

Ifølge nogle traditioner skal Jesus ved sin genkomst ved tidernes ende komme denne vej østfra og drage til Jerusalem, så udsigten var mere end bare en tilfældig smuk udsigt… den var et billede på…eller en slags ”generalprøve” på det, der kaldes solopgangen fra det høje, … at Jesus, der kommer til os, er lige så forunderligt, lysende, livgivende og stort som solen, der står op på dette sted og gør beskueren stille af glæde og betagelse…OG får nogen til at tænke på scrambled eggs, brød og neskaffe!
Jesus’ disciple havde det måske på samme måde med brød og fisk! Han fik dem til at tænke på mad, og maden fik dem til at tænke på Ham! Den dag, han bespiste den store flok mennesker, har maden sikkert smagt fantastisk! Det var jo bare en simpel madpakke, men den slog til til alle og maden har smagt af det, der skete! Den har smagt af glæde, af kærlighed, af Gudsnærvær, af at være midt i et under. Og måske har disciplene senere fået en anden måltidsoplevelse med også, som de kunne forbinde med ham og huske ham igennem, nemlig brødet og vinen i nadveren den sidste aften, de var sammen med ham før han blev korsfæstet. Og siden når de spiste sammen, kunne det fylde dem med glæde, kærlighed, Gudsnærvær, som var han selv tilstede midt i blandt dem og lod dem begribe, at han var opstanden fra de døde!

Mad kan få os til at huske og se de mennesker for os, der lavede maden eller som vi spiste den sammen med. Ofte hører jeg til begravelsessamtale, hvordan en mor eller mormor eller bedstefar har været fantastisk til at lave brun sovs eller bage brunsvier eller pandekager og jeg kan se glæden og bevægelsen hos de efterladte, når de tænker på tilbage, og det er nok ikke den brune sovs, der giver dem tårer i øjnene, men mormor, der lavede den! Min egen bedstemor var fabelagtig til at lave frikadeller. Jeg kan se hende for mig stå i forklæde og det grå hår i en knold i nakken og forme farsen med en ske i hånden ved det gamle emaljekomfur på fire høje ben i køkkenet, og når jeg selv steger frikadeller og former farsen med en ske i hånden, kan hun dukke lyslevende op for mit indre blik, for det er samme bevægelse med skeen i hånden! Forunderligt som vi ofte husker vore kære i de små og nære ting, vi delte med dem eller så dem gøre… og selv gentager. Eller hende, der hvert år til jul julepyntede en bakke til spisebordet, for det gjorde mor altid, som hun sagde…og da var hun selv i sine firsere! Nogle menneske lever længe i det, de gjorde, og som vi gentager.

Både når vi hører om bespisningsunderet og siden nadverens indstiftelse, fortælles det, at Jesus takkede og delte brødet ud eller brød brødet… jeg tænker, at det er en helt konkret handling, troende siden har gjort hver gang vi spiser sammen i Jesu navn: vi takker og deler brødet ud, en enkel bevægelse og handling, Han lever i. Vi kender fra vore kære, at den slags kan gøre dem levende for vort indre blik. Her er det bare på et dybt eksistentielt plan i nuets kraft. Fællesskabet i gudstjenesten og i nadvermåltidet er fællesskab med ham, der først holdt det….og det fællesskab fortæller os, at vi er elskede og taget til nåde og ikke skal være bange. At vi for så vidt er midt i et under selv!

Sidste år på midfaste søndag (som det er i dag) fortalte jeg i en prædiken i Ø. Hæsinge om de små oblater, de små hvide ”brød” som vi spiser i nadveren, at der i hver oblat var et aftryk af den korsfæstede Kristus. Man kan tale om symbolsk identitet, så brødet billedlig talt bliver HAM!, åndelig føde, foruden brød til maven. Da vi efter prædikenen havde altergang, kastede nadvergæsterne jo et blik på oblaten, inden de spiste den. Nu ville skæbnen, at oblaterne netop den dag havde fået en uheldig afbagning (ville det nok hedde i den Store Bagedyst), så aftrykket af Kristus var flydt ud og ikke til at se. Flere af dem prøvede nøje at se efter, men kunne jo konstatere, at her havde præsten prøvet at binde dem noget på ærmet, eller de skulle have nye briller! Lidt forvirrede gik de tilbage på plads og jeg måtte undskylde på oblaternes vegne til kirkekaffen bagefter. Men så galt går det heldigvis ikke altid! Til en gudstjeneste nogle søndage senere med barnedåb var en far fra dåbsfølget til alters med sine børn og jeg tror, at det var første gang de prøvede det, for de fulgte nøje med i alt, der foregik! Der var en pige på 5-6 år og da jeg gav hende oblaten med ordene ”Dette er Jesu Kristi legeme” kiggede hun selvfølgelig på den hvide oblat og konstaterede nøgternt: - Nåh ja, han er jo også på den! … og så spiste hun oblaten. Hun forstod koblingen som måske kun et barn kan, i brødet får vi del i Ham! Han er os nær, som brødet i vore hænder, som næring i vort indre! Underet i det er større end vi fatter, ligesom mad til tusinder af en madpakke er det, men netop det underfuldt uforståelige gør indtryk og mætter ånden: Gud er her, Gud er med os! I gudstjenesten kan den indsigt smage af druernes saft i vinen og oblater og brød og genkaldes i den smag. Måske en erfaring eller erkendelse i familie med solopgangen på Massada, der smager af scrambled eggs og en humpel brød og en kop kaffe. Hele budskabet er, at Gud i Jesus kom os nær i det nære. Amen!

 

 

3. søndag i fasten: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28


Prædiken 

Hvis nogen har prøvet at opdrage en hund samtidig med, at de havde børn, ved de, at det kan være en udfordring. Mine børn var 7 og 9, da vi fik en Labradorhvalp. Det var nøje indskærpet, at den ikke måtte få godbidder ved bordet. Hunden havde ikke hørt efter, så når ungerne fik en mellemmad efter skoletid ved køkkenbordet, var hunden der! Ved I, hvor bedende øjne en labrador kan have! Det kan en ni-årig pige ikke stå for, så når vi voksne vendte ryggen til, røg der en haps på gulvet, nogle gange nåede hapsen slet ikke gulvet, før den var hapset! Selv om det var imod reglerne, vidste hunden, hvor der var noget at få, og hos hvem; den niårige! Når hunden tror og håber og beder…og pigen elsker sin firbenede ven, kan der næsten kun falde noget af, så kan regler og aftaler godt gå hjem og lægge sig!

Det er lidt de samme mekanismer, der er på spil i evangeliet i dag. Jesus tror, han har udtrykt en regel, der skal følges, da han siger til den kanaanæiske kvinde: Jeg er kun sendt til de fortabte får af Israels hus, altså til hans eget folk, jøderne. Men kvindens datter er slemt plaget af en dæmon og hun kan ikke leve med et nej, og bliver ved! – Herre, hjælp mig!


- Du kan da nok se, at det ikke vil være rigtigt at tage af børnenes brød og give til de små hunde, siger Jesus til kvinden og håber med det billede at overbevise hende om, at der er noget fornuft på spil her: børnenes mad er beregnet til børnene! Men den regel er så fuld af sprækker ude i virkeligheden, at det ingen sag er for den kæmpende kanaanæiske kvinde at sende den lige tilbage i synet på Jesus: - Jo, Herre, for det ved både du og jeg, at de små hunde æder af det brød, der falder ned fra bordet! Hun HAR set børn sidde ved et bord og spise, og hunde der håber på en haps med bedende øjne! Og Jesus må overgive sig… hvordan kan man overhovedet håndhæve en regel, der udelukker børn fra at følge deres hjerte og hunde fra at følge deres trang til mad! Og måske det får Jesus til at tænke: hvordan kan han følge noget, der udelukker ham fra at følge sit hjerte, har hans Fader i himlen dog ikke skabt alle mennesker og ikke kun de fortabte får af Israels hus! og hvordan kan han følge noget, der udelukker mennesker fra at håbe på Gud, hvis de ikke hører til de rigtige fortabte får… håber dog ikke alle på Gud, når noget går dem på! Regler og grænser falder her… Jesus er sendt til alle fortabte, ikke kun dem af Israels hus! På stedet hjælper Jesus kvinden: - Kvinde, din tro er stor, det skal ske dig som du vil! De ordninger, der ikke rummer, hvad der dybest bor i Gud og mennesker, må brydes… og her tages forskud på det, som senere bliver apostlenes grænseoverskridende budskab: evangeliets trøst og håb gælder alle mennesker,.. også os! Vi går i den kanaanæiske kvindes fodspor hen hvor hjælp er at håbe på og vi er i familie med de små hunde under bordet… dem, der spiser det livets brød, der var beregnet til nogle andre. …

Forleden fik mine konfirmander den opgave, de altid får i løbet af deres tid til præst: de skal tegne Gud!, fange i en tegning, hvad de tænker og tror om Gud. I år hæftede jeg mig ved en ting: mange havde tegnet Gud med udbredte arme… selvfølgelig kigger de hos hinanden og stjæler hinandens ideer, men mange kunne åbenbart se god mening i at stjæle en idé om, at Gud breder armene ud og tager imod…det er den Gud, vi møder i Jesus i dag, hvor han ændrer et nej til et ja og regner kvinden blandt dem, han er sendt for at hjælpe. Der er i det nye testamente også andre ting at sige om Gud, fx at Gud på den yderste dag lader Jesus dømme levende og døde… med tanke på Guds dom er det godt at have det billede af Gud at klynge sig til, hvor han breder armene ud!


En af konfirmanderne havde tegnet Gud med et træk mere: Guds ene øje var blindt! For så kan Gud vende det blinde øje til! Se et menneske uden at se fejlene måske! Vi har det fine gamle ord, vi bruger i forbindelse med Gud: miskundhed. Det betyder egentlig at undlade at tilregne skyld, at se bort fra det, man godt ved… Guds vilje til at se bort fra det, Han godt ved om os, rækker til himlen, så stor er den. Miskundhed er i familie med et ord som miskendt… nu er det sikkert ikke rart for et geni at være et miskendt geni, så det er ikke i den negative betydning, vi bruger det her, men at være en miskendt synder er en store lykke og nåde! Gud vender det blinde øje til det, hans i sin kærlighed ikke vil tilregne os… så pigen, der tegnede Gud med det ene øje blindt og armene bredt ud, har fat i noget vigtigt! // Hvad Gud særligt vender det blinde øje til i dagens evangelium er, at kvinden er kanaanæisk og ikke del af hans udvalgte folk. Kærlighedens blinde øje kan være det, man ser bedst med… måske er det, hvad Jesus igen og igen vil lære os i evangeliet. Det fører til, at Gud med åbne øjne vælger sig et nyt udvalgt folk… dem, der i troen er knyttet til den opstandne Herre Jesus Kristus. Der lever også et evigt håb for sådan nogle som os, der er fortabte får af et helt andet hus end Israels Vi er ikke henvist til at sidde uden for fællesskabet med Gud og skrige som tørstige hjorte efter levende vand.


At have et blindt øje er jo ikke forbeholdt Gud… vi kan alle få brug for at vende det blinde øje til noget eller nogen engang imellem. Da mine børn sad og lod små hapsere lande på gulvet til vores labrador, vendte vi voksne som regel det blinde øje til…det fik vi hverken en velopdragen hund eller specielt velopdragne børn ud af,...måske skulle kærligheden der have haft mere åbne øjne …men det var nemmest at vende det blinde øje til! I andre forhold, hvor mere er på spil, kan det være det sværeste… ikke at tilregne skyld, at tilgive, at se bort fra fejl og brud på regler… at man i dybe personlige relationer ser bedst med kærlighedens blinde øje! Det kan være frygtelig svært, og rækker vores kærlighed ikke til det, må vi klynge os til, at Guds kærlighed gør… og prøve en gang til at se vor næste med det blinde øje! Amen!

 

 

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matt 3,13-17

 

 

Prædiken

Uden for den italienske by Assisi ligger en stor kirke med en lille kirke indeni! (Santa Maria degli Angeli) Den store kirke er bygget for at bevare og ære den lille kirke, der har ligget der i 1000 år. Så når man går ind i den store kirke, står der midt på gulvet en lille kirke, som om den ikke skulle stå ude i regnvejr! Det var her munken Frans af Assisi fik sin kaldelse i 1200tallet og begyndte at forkynde og kalde mennesker til et liv i tro og fattigdom, og her han prædikede for dyrene, bla. duerne, og de lyttede! Man kan stadig i Assisi fornemme en glæde ved dyr, nok fordi hele byens liv er inspireret af Frans, der så dyrene som elskede medskabninger! I en åben gang ved kirken står en skulptur af Frans, der holder en kurv i sine hænder og her har der gennem mange år været rigtige levende duer, der havde rede. Det er blevet en attraktion, fordi det føjer sig fint ind i fortællingen om Frans, der prædikede for duerne, og fordi duen er et symbol på Helligånden. Derfor værner de munke, der passer kirken, om duerne, selv om duerne griser på gulvet. Det er som om, at der mangles liv på stedet, hvis reden er tom. Det er jo bare duer, men de kan minde os om, at hvis Helligånden flyver sin vej, mangles der liv i livet.

 

Beretningen om Jesus’ dåb fortæller, at Helligånden i ham har bygget rede i verden, og gør livet levende på en måde, det kun kan være, når Guds Ånd fylder det. // Men lad os prøve at tage sandaler på og gå ned til Jordanfloden på grænsen mellem Israel og Jordan og opsøge Johannes Døberen, der prædiker for folk, der er stimlet sammen om ham og døber dem ude i floden. Johannes er en speciel mand, klædt i grove klæder, lidt af en vildmand, der lever ude i ørkenen af vilde biers honning, en mand med glød og lidenskab. Og nu står Jesus foran ham og vil døbes. (Det er her den voksne Jesus træder ind på scenen.) Det er da helt bagvendt det her, kan Johannes mærke; for nok har han selv meget af give mennesker, men det menneske, der står her har meget mere at give, også til ham! Det er da mig, der trænger til at døbes af dig, siger han! Det virker pludselig så fattigt at skulle tage ham med ud i vandet og dykke ham under og sige, at nu er han døbt. Johannes mærker dét, som vi andre kan fornemme ud af beretningen: Hvis Helligånden i skikkelse af en due ikke var dalet ned over Jesus ved hans dåb, og hvis Guds ord fra himlen: ”Det er min søn, i ham har jeg fundet velbehag”.. ikke havde lydt, så havde Johannes og Jesus vel egentlig bare været ude at bade i Jordanfloden! Sådan en badetur for at vaske sig og friskes op, lidt ligesom når man har kørt hø en sommerdag og har svedt og trænger til en dukkert eller hvis man føler sig ussel efter at have gjort noget dumt og tænker, at det hjælper at tage et bad. // Johannes døbte mange, og hans dåb var en renselsesdåb: en symbolsk afvaskning af synder og det snavs, livet kan aflejre på en, men dog stadig kun et menneske, der døber i vand og lægger egne ord til. Men nu står Jesus dér! og Johannes ved i sit hjerte, at her er den, der kan døbe dem med Helligånd og ild og gøre dem levende på en måde, som kun Gud kan, og i hvert fald ikke Johannes! Jesus må overtale Johannes til at døbe sig og Helligånden daler ned som en due og Guds ord lyder og lægger hele himlens kraft i dåben.

 

Jeg har efterhånden døbt mange og jeg har aldrig set Helligånden dale ned over et dåbsbarn som en due! Det nærmeste, vi har været, var en landsvale, der havde forvildet sig ind i kirken under en gudstjeneste. Jeg har set sutter blive spyttet ud i dåbsfadet og tårer i øjenkrogen hos familiemedlemmer og panik i øjnene hos gudfa’ren, der ikke kunne huske navnet, men ingen duer lige der! Men det tror jeg, er fordi den dalede ned over Jesus ved Hans dåb! Når vi døber og bliver døbt er det den dåb, Jesus har befalet os at døbe med, hvor han deler sin egen Ånds-fyldte dåb med os. Nogle gange, når der er børn her fra byen i kirke, kommer de hen og siger: du har døbt mig! Og det har jeg sikkert, og slog jeg op i kirkebogen ville det stå sort på hvidt, hvis jeg havde, men egentlig er jeg bare den, der har sagt ordene og øst vand over barnets hoved. Den, der har døbt, er Gud! Det er som om et ekko af ordene til Jesus: du er min søn, jeg har velbehag i dig, lyder over dem, vi døber i Jesu navn: og Jesus deler Helligånden, som har bygget rede i ham, med os! Så Guds liv gør os levende i hjertet!

 

Her ved fastelavn er vi på vej mod påske. Og påskens død og opstandelse ligger allerede skjult i Jesu dåb. Da han kommer under er det som en begravelse i vand, da han kommer op, er det som en opstandelse fra de døde, hvor Guds kraft og Ånd gør ham levende.

 

Jeg kan ikke prale af at have badet i Jordanfloden, men jeg har været ved at drukne i en swimmingpool en times kørsel derfra. Jeg var i kibbutz i Israel, en dag lå jeg og plaskede rundt i kibbutzens pool, da der kom en dreng flyvende og landede på mig. Han hed Res, søn i den familie, jeg havde som kontaktfamilie i kibbutzen, en rigtig vandhund og han ville lege, men han landede lige på mig og slog vel lidt luften ud af mig og fik mig presset under, så jeg måtte kæmpe for at få hovedet over vandet og få luft, det lykkedes ikke i første omgang og kun ved en kraftanstrengelse lykkedes det mig at komme op og fylde lungerne med luft: Ahh, hvilken fornemmelse af at være frelst! Det var jo ikke nogen dåb, men til gengæld en stærk oplevelse af at være på en grænse mellem liv og død og komme op på livets side. Det der død/liv tema, som vi kan møde på en badetur, ligger i enhver dåb, også selv om vi kun øser vand over barnets hoved. Symbolsk betyder dåben, at vi begraver det gamle menneske i vandet og det nye genfødte menneske kommer op på livets side. Jesus steg op og Helligånden dalede ned over ham og vi må tro, det var en stærk religiøs oplevelse: ahh, hvilken fornemmelse af at være på livets side, af Ånd, kraft, kærlighed, der må have fyldt ham!

 

Sidste år, da vi lagde nyt tag på Brahetrolleborg kirke, havde en due benyttet sig af, at der var åben ind til hvælvinger og kirkeloft og havde bygget rede på en muret kant oppe over hvælvingerne og der lå den troligt, mens håndværkerne gik der, og vi aftalte med dem, at de ikke skulle lukke taget, før duen var færdig med at bruge sin rede. Det ville virke næsten som helligbrøde at fjerne særligt en due på rede fra en kirke. Duen er jo et Helligåndssymbol…som om vi smed Helligånden ud af kirken! // Jeg tror ikke, graveren der holder kirken ren, er helt enig med mig, men egentlig ville det være SÅ fint, at vi havde en due på rede, ikke bare over hvælvingerne, men herinde!, så vi kunne blive mindet om det, vi ikke kan se, men må tro og leve på: at vi alle er døbt med Guds Helligånd, fordi Jesus er det og har knyttet os til sig i en dåb med vand og ånd i hans navn. Hvor kunne det være fint med rede og kurren og flyvende duer herinde til at minde os om det evige, der basker med vingerne i livet og Ånden, der i dåben og troen har bygget rede i vore hjerter. Amen

 

 

 

Prædikenteksten er lignelsen om sædemanden:

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« Markusevangelie 4,1-20


 

Prædiken
Sidste år kunne man i Dansk Supermarkeds butikker få små så-sæt til børn, Min-Køkkenhave, når man købte for et vist beløb. Nogle små spagnumpotter, hvor der er en lille tørret jordtablet, der skal blødes op og udfylde i potten og så skal man lægge sin lille frømåtte i, på denne er der indvævet 5 små persillefrø, dække med lidt jord, og holde det fugtigt til frøene spirer og senere plante over i en større potte og efter ca. 14 uger, står der, er høsten klar. Et fint sæt, endda med en lille grøn mærkat, som man kan sætte ved, hvor der står persille. Hvis jeg var barn, ville jeg synes det var super og være frygtelig utålmodig, når der var sået; kan huske, hvordan jeg løb ned i køkkenhaven som det første dagen efter vi havde sået, da jeg var barn, for at se om det var kommet op! Måske de små potter her kan lære børn også lidt tålmodighed med det, der skal have tid til at gro! Der medfølger en 12 punkts vejledning! Her kan også nye have-entusiaster være med. Især holder jeg af sidste punkt: ”Se på plantemærkaten, hvornår din plante ca. er klar til at høste, men hold selv øje med planten!”


Man kan godt følge en 12-punkts plan for at så et persillefrø og gøre alt korrekt, men det er en levende vækst, så der er meget, der kan påvirke væksten og høsten. Det er præcis det, Jesus’ lignelse om sædemanden også handler om: der er så meget, der kan bringe det såede frø ud af kurs; det er noget levende, lignelsen handler om: Guds levende ord og budskab, der som frø kan spire og gro i os, men meget kan slå det ud af kurs, faktisk er det lidt af et under, hver gang væksten lykkes og noget i os bærer frugt! Jeg lider ikke selv af overdrevent grønne fingre, så det er også lidt af et under, hvis min persille her ender med at blive til noget. Men måske gør den! Det, der lever og gror, er svært at forudsige! Det gælder om selv at holde øje med planten og være tålmodig!


Denne 12 punkts instruktion er jo lavet for at så lidt som muligt skal gå galt, så frøene bliver til noget og børnene ikke får en skuffelse. Guds så-plan er ikke bygget op for at minimere skuffelsen. I lignelsen må vi se sædemanden som et billede på Gud, der sår sit ord og budskab i mennesker, uanset om vi er modtagelige eller ej, og Guds så-plan er at så OVERALT, også der hvor han næsten er sikker på at blive skuffet,… men ikke helt sikker… det er noget levende, det handler om, både Ordet med liv og kraft i sig og det menneske, det sås i… og det som lever har det med at overraske! Så Gud sår sit Ord overalt! Ikke en eneste af os skal gå glip af muligheden for at blive den køkkenhave, Guds kærlighed vokser i! (lille barn døbt!) Det levende, der kan vokse, hvor Gud har sået sine frø er tro, kærlighed, håb, så det er vigtigt at værne og gøde dét, der er sået i os. Jeg kan til nød undvære persille i mit liv, selv om persillesovsen bliver derefter, men at undvære tro, kærlighed og håb er jo nærmest at undvære selve det livgivende i livet.


Selv om billedet i lignelsen er af en landmand, der sår korn, tror jeg egentlig, at der er frø af mange slags i den udsæd, Gud sår i vore hjerter… hvis Gud udleverede små potter med frø til os, ville der måske stå på en potte, at her var der frø til et kristent menneskesyn, eller frø til barmhjertighed, frø til tilgivelse, til gavmildhed. Der ville ikke være mærkater med, hvornår der kan høstes…man må selv holde øje, Gud må holde øje! I andre små potter kunne der være frø til til udholdenhed, opofrelse, til livsglæde, måske frø til forundring… i den indre have er der brug for en mangfoldighed af planter, fordi der er så mange sider af tro og håb og kærlighed! Der skal være en høj artsdiversitet, ville en biolog sige om Guds have i os – stor mangfoldighed i hjertets urtehave. Hvis du skulle sætte et billede på din indre mark eller urtehave, hvad skulle det så være? Min første tanke var, at det kunne være en rapsmark; de er så smukke i blomstring, men så alligevel ikke! Selv om en gul rapsmark er smuk, tænker jeg at man skal prøve at dyrke og styrke sit indre liv, så der er mere end bare en afgrøde, vi skal mere ligne den eng, hvor jeg er med i et kogræsserlav om sommeren; her er græsser og urter og vilde blomster i mængder og endda vandmynte, så jeg kan plukke en buket med og bruge som krydderi på tilværelsen. Tænk at bære en sommer-eng af tro og kærlighed og håb i sit indre!


Gud er optaget af, at hans frø sås OVERALT. I min lille køkkenhavepotte her har frøet selv sin jord med sig, frøet er sikker på at falde i god jord; sådan er det ikke med de frø, Gud sår… der skal frøet finde den gode jord i os at spire og slå rod i. Vi kan gøre noget selv, for ikke at være hårde eller golde indeni.


Jesus taler om, at noget falder blandt tidsler, som kvæler Ordet, så det ikke bærer frugt. Jeg synes nu mere jeg har bøvlet med skvalderkål i de køkkenhaver, jeg har forsøgt mig med. Har I prøvet at rense et bed for skvalderkål? Det handler ikke kun om at hive skvalderkål op men om at få alle rodstumper med, fra bare en lille stump rod kan der skyde nye skvalderkål op. Der kan være noget i os, vi må prøve at luge ud… de indre tidsler og den indre skvalderkål tror jeg fx er at have nok i sig selv, skråsikkerhed måske, kynisme, ligegyldighed, eller at man altid gør sig hård eller farer op! Når man bliver opmærksom på ting i sin egen måde at være på, der kvæler spirer til liv, er det på tide at finde det indre lugejern frem og de indre havehandsker og få ryddet sit hjerte og sit sind for skvalderkål og tidsler. For hvor stor en chance har lige et ord om barmhjertighed og håb eller et budskab om næstekærlighed, når det lander mellem tidsler som kynisme og vrede eller midt i ligegyldighed, der har det med at gro hen over det meste ligesom skvalderkål – hvordan skal forundring over livets skønhed og dybde kunne trives, hvis man har nok i sig selv? hvordan skal vi kunne tro på opstandelse fra de døde, hvis vi ikke engang tror på, at tro og glæde kan genopstå midt i livet? Måske skal man engagere sig i noget, der har sit eget liv og kan overraske og spire i en J.. blive besøgsven eller stå i genbrugsbutik, være kontaktperson for flygtninge eller begynde i en læsekreds og blive udfordret, eller plukke en buket blomster engang imellem og sætte ind på det lokale plejehjem og se, hvad der sker, eller begynde at gå i kirke eller hvad det nu kan være… som flytter en, taler til en, skubber til det overgroede og kvalte i en, og hvor man selv sår frø til det gode imens i andre mennesker! Det er blevet sagt, at vi ikke skal vurdere vore dages værdi på, hvor meget, vi høster, men på, hvor meget, vi sår!


Jeg håber, at de her små potter har fået mange børn til at opdage glæden ved at dyrke noget, der gror. Og måske lært dem den tålmodighed, der skal til for at se livet gro. Så er de tilmed også blevet klogere på Gud! Klogere på, at Guds glæde er at se kærlighed og tro og håb vokse i os, og at Gud som en anden gartner har tålmodighed med os, når det ikke lige sker fra den ene dag til den anden. Amen