Frihed for Loke såvel som for Thor

Da jeg kom i anden klasse, var der et nyt fag på skoleskemaet: sagnhistorie! En time hver uge fortalte vores lærer Fru Christensen os om alle de gamle nordiske guder. Hun var en god fortæller og det var herlige timer og samtidig overlevering af kulturarv. Fru Christensens timer dukker nogle gange op i erindringen, når jeg færdes i sognet og kan se det nye tempel for de nordiske guder, som er bygget en kilometers penge fra Brahetrolleborg kirke.

De fleste har vist bemærket, at Jim Lyngvild har bygget et Asa-tempel for de gamle nordiske guder ved siden af sin vikingeborg Ravnsborg. Asa-templet blev indviet i forbindelse med Jim Lyngvilds vikingemarked den forgangne weekend. Det har vakt en del postyr i medierne og på facebook, at Folketingets formand Pia Kjærsgaard og integrationsminister Inger Støjbjerg som Jim Lyngvilds private venner deltog ved indvielsen, bla. har tidligere biskop i Århus, Kjeld Holm været ude med kritik af de to politikere for at deltage i dette arrangement ”på det religiøse overdrev”, som han kalder det. Kirkeminister Bertel Haarder har også ytret sig kritisk og sagt, at han aldrig ville stille op til sådant og Jim Lyngvild har repliceret, at Bertel Haarder bestemt heller ikke var inviteret!

Jeg er tilhænger af godt naboskab og har budt Jim Lyngvild velkommen som ”konkurrent” i det religiøse landskab her på egnen og den 10. august har vi fra kirkens side aftalt et besøg hos ham for at høre om templet. Det er i en forbindelse med et arrangement i samarbejde med Kirkens Korshær, hvor vi indleder med en gudstjeneste i Brahetrolleborg kirke og derpå drager mod Ravnsborg. Det er meget bedre at kende hinanden end at gå og pege fingre ad hinanden. Måske vi ligefrem bliver klogere på vort eget ståsted ved at mødes og tale sammen.

Jeg er også tilhænger af det frie demokratiske og mangfoldige samfund, vi lever i og både glad og taknemmelig for, at vi som borgere kan samles frit og dyrke den tro, vi har, også friheden til ikke at have en tro. Det som gamle Grundtvig kaldte frihed for Loke såvel som for Thor!

Jeg er i sagens natur ikke Asa-troende, men vil til enhver tid forsvare friheden til at tro og tænke frit. Som kristen kirke nyder vi samme frihed, som vi under andre. Det betyder også, at mennesker, der søger kirken, kan gøre det frit og uden tvang og det må være forudsætningen for et trosforhold. Jeg ville elske, at kirken var fuld hver eneste søndag, men ikke hvis det var tvungen kirkegang! Frihed må der til...

Det forhindrer selvfølgelig ikke, at jeg kan tage en diskussion om indholdet i Asa-troen såvel som alle andre trosretninger, men alene med ord og argumenter og ikke ved forbud eller hån eller for den sags skyld ved nabostrid.  Vi skal alle sammen være her og kunne mødes, uden at vi behøver tro og tænke ens eller blive taget til indtægt for hinandens standpunkter.  Det fine ved frihed og gode menneskelige relationer er jo netop, at vi kan være både naboer og venner uden at være enige om alting!

/Ole Buhl Nielsen, sognepræst

 

 

Om Jesu opstandelse fra de døde

 

Påske og stor opstandelse

 
Indlæg i kirkebladet v/ sognepræst Ole Buhl Nielsen
 
Det er sjældent, at opstandelse fra de døde bliver forsidestof i landets aviser, men det er sket på det seneste. Det er udløberen af et rundspørge, som Jyllands Posten lavede før jul til landets præster for at have stof til artikler om kirke og tro hen over julen. Et af spørgsmålene handlede om opstandelsen? om man som præst troede på Jesus? opstandelse fra de døde? Og en af præsterne, der svarede, kunne ikke tro på den fysiske opstandelse og han stillede op til interview i avisen og uddybede sine tanker og blev kaldt til orden af sin biskop.

 

For nogle er det befriende at høre, at også præster kan tvivle, for andre er det medslående, at ikke engang præster tror på kernen i budskabet. I vores folkekirke er der meget vide rammer for fortolkningen af evangeliet, men hvis jeg som præst ikke mere kan eller vil forholde mig til det grundlæggende, er det lidt af en falliterklæring, synes jeg selv. Der er forskel på at fortolke og udlægge, hvad opstandelsen er og betyder for troende i dag og på at sige, at den overhovedet ikke fandt sted. Noget, der ikke fandt sted, er svært at udlægge og udlede noget opbyggeligt af!

 

Jeg har efterhånden stået til mange begravelser, også de tungeste, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle have holdt mig til, hvis det ikke var opstandelsen og troen på, at vi alle er i Guds hånd, både levende og døde. Der er tidspunkter, hvor almindelig medmenneskelig trøst bliver så fattig på ord og håb, at vi har brug for noget større, også langt større end vi kan fatte: et lys i mørket, som død ikke kan slukke.
 

- Jamen tvivler du aldrig selv, bliver jeg nogle gange spurgt. Og det gør jeg som de fleste troende vist gør, især når tunge og tragiske ting sker. Men jeg tror, at en vej igennem er at være tro i sin tvivl, altså at rette tvivlen og spørgsmålene og refleksionen mod Gud. Det er godt at lade sig inspirere af patriarken Jakob i det gamle testamente, der havde en natlig brydekamp med Gud og da Gud sagde: - slip mig, svarede Jakob: - jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

Min erfaring er, at evangeliet bliver ved at give svar og nogle gange de dybeste svar, når jeg ikke slipper, men går til teksterne og ordene med tvivl og spørgsmål i stedet for at give op og tænke, at der ingen svar gives. Jeg tror, at det nytter at være tro i sin tvivl.

I folkekirken kan mennesker komme med den tro og den tvivl, hver enkelt måtte have i sit hjerte, og blive taget alvorligt og respekteret for det, men vi præster er ansat til at stå på den evangelisk-lutherske tros grund og har afgivet præsteløfte om det. Vores kirkeminister Marianne Jelved har sagt det meget rammende og præcist: ?Kirken har plads til alle synspunkter, bare ikke hos præster."

I påske hører vi igen om den tomme grav, Jesus havde ligget i, og englenes ord til kvinderne ved graven om, at han var opstået. Allerede dengang gik der rygter om, at graven kun var tom, fordi hans disciple havde bortført liget. Det tror jeg nu ikke, at de havde, men at det var myndighedernes forsøg på at dysse sagen ned. Jeg tænker, at hvis man en dag finder Jesus? grav og han stadig ligger i den stendød, og der ingen tvivl er om, at det er den korsfæstede Jesus fra Nazareth, så vil jeg føle mig tom langt ind i sjælen og mærke et fundament skride under mig og i øvrigt finde noget andet at lave end at være sognepræst. Det må være lidt hult at være præst uden et budskab om håb og glæde ud over enhver forstand. For selvfølgelig kan jeg ikke forstå med min forstand, hvordan Jesus kunne opstå fra de døde, men med hjertet kan jeg gribe glæden og håbet i det. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

 

Glædelig påske!

Ole Buhl Nielsen, sognepræst

 

 

 

 

Prædiken om Jesu bortgang

Søndag den 21. april 2013.

Evangeliet til 3. søndag efter Påske, 1. tekstrække: Johannesevangeliet kapitel 16, vers 16-22:

 

Jesus sagde: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«

 

Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

 

 

 

 

Prædiken

 

Det er en afskedstale, vi kommer ind i. Jesus tager afsked med sine disciple skærtorsdag aften, inden han skal lide og dø langfredag. Det er en tung stund, men samtidig en stund, hvor den dybeste kærlighed kommer til udtryk? nu går det ikke med omsvøb eller indpakninger? skal noget siges og udtrykkes, er det nu!

 

Det sker, man som præst, møder eksempler på, hvordan en, der er på vej til at dø, trøster dem, der skal blive tilbage og leve videre. Når nogen, der elsker hinanden, skal tage afsked, tager kærligheden sorgen i hånden og de slår følge og det sværeste rækker ud for at hente styrke i det dybeste. Selv om det måske er den tungeste stund i et helt liv sammen, kan det også være et af de mest intense øjeblikke, fordi her skal så meget af det, der betyder allermest siges og vises? måske i et TAK eller i et ?jeg elsker dig? eller i et: ?hvor har vi haft det godt!? Det går dog ikke altid, som det kunne forventes: en gammel kvinde, jeg kendte, præsterede (flere gange)? at når de nærmeste var kaldt sammen til hendes dødsleje for at tage afsked, blev hun så opmuntret ved tanken om de mange, der var samlet, at hun inden længe sad op med en pude i ryggen og drak kaffe med familien! Hun ville gerne sove ind, som hun sagde, men det kunne så alligevel være hyggeligt at vente lidt! Den luksus at kunne udsætte afskeden gives ikke til alle?det ved vi! Jesus vidste skærtorsdag aften, at afskedens tid virkelig var inde. 

 

En kort tid ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig, siger han. Han vil give dem håb og trøst med ind i mørket og sorgen ? det tunge og svære er for en tid, siger han, men ikke for altid. Det er svært for dem at tage ind, for de har samme erfaring som alle vi andre med døden, at den er en uoverkommelig grænse og vore døde vender ikke tilbage. Vi kan håbe på, at sorgen er for en tid? vi siger, at tiden læger alle sår, vel vidende, at det ikke altid går sådan? men det er ikke dér, vi er i det Jesus siger? her er det ikke tiden, der læger sår, det er Gud. I skal sørge, men Gud vender sorgen til glæde, lover Jesus, som når en kvinde i smerte og angst har født sit barn og alt ender forløst, i glæde. Jesus dør for at vende om på rækkefølgen af sorg og glæde? vi tænker, baseret på livserfaring: livet er først, glæden er først, kærligheden og derpå sorgen?det som forfatteren Hemingway vel har i tankerne, når han siger: ?hvis to mennesker elsker hinanden, findes der ingen happy end? ?de ved, at de en dag skal dø fra hinanden. Hvor Jesus siger: efter døden og sorgen kommer glæden. Gud vil vende den skæbne, vi i vores livserfaring har accepteret som et fast vilkår. Vi tænker: alt levende går mod undergang. Gud vil, at alt levende går mod oprejsning, frelse.

 

 

En kort tid, så ser I mig ikke ?Havde man haft dødsannoncer dengang, ville det have givet mening at skrive efter langfredag, at Jesus er gået bort. Det er jo sådan en omskrivning, vi nogle gange bruger for ikke at sætte døden alt for direkte i tale. Danske bedemænd har en børnebog, som de kan give til familier med børn, når der har været et dødsfald; bogen hedder: Hvor går man hen, når man går bort? Det er jo et godt spørgsmål! Ingen af os kan baseret på livserfaring give et fyldestgørende svar. Men svaret, vi som kristne får at leve på, gives vi i dag i Johannesevangeliet: da Jesus går bort, går han til Faderen. Og et andet sted i samme evangelium siger han: og hvor jeg er, der skal I også være. Vi går til vor himmelske Far, når vi går bort? det er dér, vi går hen! Det kan man have i baghovedet næste gang, man læser dødsannoncerne, at nogen er gået bort. Det er da rart at vide, hvor de er gået hen!

 

Var det nu en dødsannonce for Jesus, kunne man også have skrevet: Han er gået bort, men kommer igen! Skulle vi have bestilt hans gravsten, kunne vi i stedet for ?hvil i fred? have skrevet: Kommer straks! Men så bagkloge var disciplene nu ikke, selv om han havde sagt dem det. Man kan glæde sig over, at man ikke er den, der skulle indrykke en dødsannonce over Jesus langfredag, for dødsannoncer er dyre at indrykke, i hvert fald i Stiftstidende, og inden den overhovedet når at komme i avisen om søndagen, er han genopstået og så ville man være nødt til også at indrykke en dementi? og det løber op alt sammen! Det skulle ikke være en dementi som den amerikanske forfatter Mark Twain, der engang blev rygtet død og som måtte indrykke den berømte annonce: rygterne om min død er stærkt overdrevne! For Jesus kunne hans disciple have indrykket en anden dementi: Rygterne om hans død taler sandt, dog er rygterne om hans opstandelse ikke spor overdrevne? han blev set af os i går, da vi var samlede, som han havde sagt os det. Ligklagen er aflyst, men vi holder lovsang søndag morgen, den første dag i ugen, kl. otte, når solen er stået op.? Det ville så godt nok blive en dyr annonce, men mange folk bliver så gavmilde, når glæde fylder det hele efter en tung tid. Det kunne måske også gælde for os, hvis det var os, der stod med opgaven.

 

Bagefter kunne disciplene jo se tilbage og sige: jamen han sagde det jo til os den sidste aften, at han ville komme tilbage, men dengang fattede vi det ikke. I nuet er det nu engang svært at være bagklog. Bagklog er noget, man er bagefter. Men for Jesus handler det heller slet ikke om at være bagklog, men om at være forklog! Det er dét, Jesus er?hans tillid og tiltro og kendskab til sin Far er så ubetinget, at han ved, at Gud vil livet og ikke døden?at rækkefølgen, hvor Gud er med, er sorg-bliver-til-glæde ? ikke glæde-bliver-til-sorg. Det er den indsigt, han vil dele med disciplene den sidste aften. Men vi små mennesker kan ikke se frem på samme måde, heller ikke have samme ubetingede tillid til Gud? vi må tage det ind uden at kunne se det på forhånd? uden at være helt så forkloge? for os bliver det i stedet til et håb. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses (Hebræerbrevet 11). ..ved en grav, i sorg og angst og smerte, har vi dét at søge trøst i, at Jesus var forklog og at de veje, vi ikke kan se, ser Han!

 

Trøst er et smukt ord og noget af det fineste, der findes mellem mennesker og mellem Gud og mennesker. Ordet er i familie med trauen på tysk og trust på engelsk, og betyder oprindelig tillid! At blive trøstet er at få tillid?til at tingene ikke bliver ved at gøre så ondt, til at livet vinder.. ikke døden, måske bare tillid til den, der trøster? som en far, der trøster sin datter, der første gang har kærestesorger: du kan ikke mærke lige nu, at du en dag bliver glad igen og forelsker dig vildt igen, men stol på mig, jeg har selv prøvet det. Trøsten beror på, at hun har tillid til sin far. Han kan se vejen ud af hendes mørke, hun kan ikke.

 

Jeg så et kunstværk, en gravsten, hvor der i stedet for et navn stod: You?re next? Du er den næste. Den ville mane til eftertanke, hvis den stod på en grav herude?man går og læser navne på de døde og så: du er den næste! Kunstneren havde sat sin signatur på stenen: Kristian von Hornsleth. Men tænk, hvis Jesus havde underskrevet den gravsten? du er den næste, JK.. så var det vel den næste til at genopstå! Stenen kunne den, der blev rullet fra hans egen tomme grav? du er næst!.. til at gå af graven til livet.

 

Han kan se vejene ud af vort mørke, når livet gør ondt/ kærligheden går i stykker/ vore kære rives fra os?mørket er ikke mørke for ham, mørket er som lyset. Han, der er livets håb, trøst og glæde går ikke bort for altid, og derfor gør håb, glæde og trøst heller ikke; en dag ser vi Ham igen, måske i dag, måske i morgen, i hvert fald på vor yderste dag, og når det for alvor sker, Han kommer til os, kunne vi godt ? hvis vi har flere penge - indrykke den sidste af alle dødsannoncer: den, der forkynder, at nu er det døden, der er gået bort og vi skal ikke se den igen! Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

16. søndag efter Trinitatis, 2012

Johannesevangeliet kapitel 11, vers 19-45

 

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

 

 

 

Prædiken

Der findes mange små og store undere i høsttiden. Jeg husker fra min barndom, hvordan markvandringerne i de lune sommeraftner op til høst var noget af det hyggeligste, vi kendte. Efter aftensmaden kunne vores far sige: skulle vi ikke tage en markvandring? Og så drog familien af sted ud over markerne og kiggede på avlen. Hunden var den første, der stod klar, og nogle gange løb en af kattene også med, med halen i en bue og lidt usikker på, hvad det hele egentlig gik ud på. Men det gik ud på at glæde sig og føle sig rig. Det vi skulle se, var at kornet stod godt. Fryde os over det gyldne modne skær, der varslede høst inden længe. Og med kendermine lod vi aksene glide gennem hænderne eller tog et par kerner ud og tyggede i dem, ? jow, nu er det vist binder-modent. Og havde vi kørt med selvbinder, havde det været høst, men til mejetærsker skulle det modne lidt endnu. Så mange ting løb sammen de aftner, nære og daglige ting, men også livsbekræftende undere i livet. Glæden over noget, der tegner til at lykkes. Glæden over at høre til og høre sammen og have nogen at dele livet med. Man havde det godt efter sådan en markvandring og sommeraftnen faldt på undervejs og himlen fik glød og alt var godt og måske var der stikkelsbærgrød, når man kom hjem. Og hunden fandt sin kurv; katten fandt en halmballe i stalden, hvor den satte sig til ro med en spinden og poterne trukket ind under sig. Hvis vi ikke engang imellem mærker og oplever noget virkeligt livsbekræftende, begynder det grå og døde at brede sig. Vi må holde øje med det, der giver livet farve og glød, ellers bliver man let lidt under-blind! Det er sådan en slags farveblindhed i tilværelsen. Vi må gå os nogle markvandringer i livet og holde øje med, om noget ikke snart er modent til høst: Glæder i vente, forhåbninger på vej mod opfyldelse. Høsten på markerne fortæller, at det hører til livets gang at så og høste i tilværelsen. I det stykke er vi alle landmænd. For dem, der skal høste, på marker og i livet, kan der også være svære år, hvor man risikerer at tabe modet. Min far vendte i svære år altid tilbage til de samme håbefulde ord: Vi får altid høstet! Og det gjorde vi? og egentlig er det nogle gode ord også at sætte over sit liv: vi får altid høstet!

Som et lys at se de livsnære undere i tilværelsen i, får vi i dag at høre om et under fra det høje, Lazarus? opvækkelse. Det er følelses-ladet! Marthas og Marias sorg over deres bror. Afmagten og de muligheder, der tabtes: havde du bare været her, var Lazarus ikke død. Jesus, der brister i gråd! Han, der er Guds søn, røres over den sorg og de tab, vi mennesker rammes af. Hvad der rammer os, rører Gud. Vi er ikke alene.

 

Det med ikke at være alene i livet, er måske noget af det mest livsbekræftende, der findes. Vi tænker som regel på det livsbekræftende som noget, vi møder i glæde og under højt humør, og det kan være så dejligt, fx som i en sving-om til et høstgilde førhen, hvor violinen blev rørt og rytmen trampet i gulvet, men det er vel når livet er ved at gå i stykker, eller opgaverne forekommer alt for store eller ensomme, at vi har mest brug for at få livet bekræftet. Jeg glemmer aldrig synet af en nedbøjet mand, der går og gør en halmpresser klar til at presse halm. Det var en nabo, vi havde, min far og han arbejdede sammen i høst, og det år her blev denne nabos kone ramt af en hjerneblødning. Hun lå på hospitalet uden at være ved bevidsthed og han gik grå og tung om hjertet og gjorde klar til at presse halm? for hvor skulle han gøre af sig selv, så hellere hjælpe til, hvor der var brug for et par hænder. Vi andre kunne se, hvordan min far og han ind imellem gik og snakkede og fik vendt tingene. Andre naboer kom og gik og hjalp til, både med arbejdet og snakken. Det var godt, at det var i høst, for så var der en god grund til ikke at gå alene med det for den mand? de landmænd gik og høstede på marken, mens de også høstede frugten af at have forbundne liv. Det var bevægende og livsbekræftende for en tynget mand at mærke deres omsorg og sammenhold. Her hvor livet måske var ved at gå i stykker, så han, hvor stærkt livet også er. Som dagene gik, voksede et håb frem for hans hustru. Hun kom sig, fyldte 95 her i foråret!

Vi mennesker kan ikke kalde vore døde ud af døden,  men i lyset af, at Jesus kunne, er vi sendt for at kalde hinanden ud til livet midt i livet, med tro og kærlighed og håb. Der er en opstandelse, lad os da tage fat på den nu, hvorfor vente til vi er døde med at leve!

Men nogle gange skrider læsset, også helt bogstaveligt. Engang vi kørte halm, havde jeg været på vognen og lagt læsset - det var dengang halmballer var til at håndtere med håndkraft - min bror forkede halmballerne op, lige så højt han kunne og vi havde det højeste læs med hjem, som kun passere under de elektriske ledninger, vi skulle forbi. Min bror var rask i travet og satte godt med gas på traktoren og sang i vilden sky, da det gik hjemad med læsset. Et stykke henne ad markvejen var et lille bump, og den ene tredjedel af læsset + mig øverst skred ligeså fint ned og lagde sig i vejkanten?lidt fortumlet  så jeg min bror køre videre helt opslugt af sin sang og traktorens brummen. Et bump længere henne sendte flere baller af læsset, men først da min bror kom hjem til gården og skulle dreje om et hushjørne, kiggede han bagud og gjorde store øjne: han havde kun halvt læs med hjem og ingen bror øverst. Da han fuldstændig vantro stod og kiggede fra det halve læs til markvejen, hvor jeg kom gående, var det meget svært ikke at komme til at smile! Han lignede en, der var faldet ned fra månen. Et par raske folk tog med tilbage og vi fik samlet de tabte hamballer op og kom godt hjem i anden ombæring.

At læs skrider på den måde, er til at leve med. Men når læsset skrider i livet og noget går i stykker for os, er det alvor. Da har vi brug for hjælp til at få samling på det, der kan reddes og til at leve uden det, der gik tabt. Dér har vi brug for, at nogen kalder os ud af det grå og døde. Med ånd og kraft og liv, som der var ånd og kraft i Jesu ord og liv i hans hjerte, da han kaldte på Lazarus og Gud lod underet ske.

Vi har brug for at få bekræftet livet, i livsglæde og fællesskab mennesker imellem, men også fra højere sted at få bekræftet, at livet er skabt stærkt og godt, at Gud lever med i det, og river os ud af dødens garn, at der altid er håb.

Det er noget, der skal sås i os, og Gud skal give væksten for at vi en dag kan høste,. Vi må en gang imellem gå en markvandring i livet for at se, hvordan avlen står. Og gøre det i en tro på, at vi får altid høstet! Amen

Juleaften 2011

Juleevangeliet, Lukas 2, 1-14

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

       Ære være Gud i det højeste og på jorden!

      Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

 

 

Juleaftens prædiken

Vidste I, at der på et juletræ er i omegnen af 100.000 grannåle pr. meter? Jeg har ikke selv talt dem, men det har man i Skovdyrkerforeningen!

I starten af december købte jeg et lille juletræ, som jeg har haft med i bilen som rekvisit til juleafslutning i kirkerne. Ind i mellem har det stået hjemme i entreen og pyntet op. Til sidst var det ret tørt og hjemme står nu noget, der ligner en stamme med bare grene, og jeg kan regne ud, at det er cirka 100.000 grannåle, der ligger i min bil og lidt rundt i kirkerne! Jo, julen sætter sig spor, må man sige! Det gør nu ikke noget, bilen dufter dejligt, og det er faktisk meningen, at julen skal sætte sig spor. Ikke så meget i form af grannåle, men spor i mennesker. Spor i os! Hvilke spor har det ikke sat i hyrderne i Bethlehem, at blive blændet af en engel, at se den lille frelser. I Jesus er tændt et lys, mørket ikke kan få bugt med, ikke engang dødens mørke. Det lys, hyrderne som nogle af de første så, skal lyse og sætte sine spor i os. Om Jomfru Maria står, at hun gemte alt det, der skete, i sit hjerte. Hvad får vi mon at gemme i vort hjerte denne jul?// Jeg samlede et par håndfulde af de tørre grannåle og smed i brændeovnen, de brændte som små lysende pinde, gnitrende, velduftende og smukt. Tænk, hvis julen tænder en sådan glød af tro og glæde i vore hjerter!måske lige midt i sorg og savn.

Der var en dreng, som havde været sød og velopdragen hele juleaftensdag og han far ville give ham en lille belønning for det. - smut du ind og tænd juletræet, sagde faderen til drengen. Lidt efter kom drengen tilbage: - far, nu har jeg tændt juletræet, skal jeg så også tænde lysene?

Det kan også blive for meget! Vi skal gløde og være tændte, men ikke brænde op! Når Gud viser sig i et lille barn, må det være fordi Han kalder på samme nænsomme glæde og tro, som vi omfatter et lille barn med og samme uendelig stærke kærlighed. Tænk om de juletræer, der står og funkler i stuerne i aften, kunne være et ydre spejl af den tro og glæde, vi mærker i vort indre, fordi det blev jul.

 

På juletræerne hænger vi kræmmerhuse, som det her! (et kræmmerhus vises frem) Gik man til købmanden i gamle dage og købte godter, fik man dem med i et kræmmerhus. I et kræmmerhus på juletræet kan man gemme søde overraskelser, konfekt, pebernødder...og når man finder kassen med julepynt frem gemmer der sig måske et stykke chokolade fra sidste år. Jamen, det gør der jo også her...... lidt grå er den blevet, men det er da vist chokolade...(spises)  jo!! Men ikke helt så frisk i smagen som sidste år. Det er også grunden til, at vi må holde jul i år! // Det er blevet sagt, at juleaften er den stund på året, hvor Gud og mennesker forstår hinanden allerbedst! Glæden fra sidste år over nærheden med Gud må heller ikke blegne eller blive grå, den skal være frisk og ny, som chokolade helst skal være det, derfor må vi af og til en tur ind omkring den hellige nat, hvor glæden fødes,.. en gang om året gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind, for at sporene af himlens lys ikke skal blegne, tro, håb og kærlighed ikke blive grå størrelser i os, for så bliver vi selv grå, livet gør.

Måske var det det, Gud så, var ved at ske for mennesker. At kiv og misundelse, ligegyldighed og kynisme, synd og død, angst og håbløshed efterlod os fortabte og grå, os der er skabt til at være lysets børn. At vi trængte til at blive rejst op på ny, genfødte, og det skulle et nyfødt barn gøre, der kom til verden som lys i mørket, som børn født ud af kærlighed jo gør, og dette barn er født ud af Guds kærlighed, så Lyset i Ham er særligt stort. Det barn blev senere en voksen mand, der med himlens kærlighed i hjertet gik ind mørke og død for at tænde lys og plante håb midt i det mørke, vi frygter mest. Mørkets magt skulle brydes.

I år har der i en avis kørt en serie, hvor folk skulle fortælle om den mærkeligste julehændelse, de har haft. Jeg tænkte straks på en jul, hvor vi havde et dejligt juletræ i præstegården, og en kat, der elskede juletræer! Juledags morgen var katten kravlet helt op i toppen af træet, det svajede hid og did og til sidst væltede træet med et brag og lys og lysholdere, kræmmerhuse og engle røg hen ad gulvet og en kat med dobbelt så tyk pels. Vi fik træet rejst på højkant og pynten nogenlunde tilbage på plads. Bagefter tænkte jeg, at her var noget at gemme i sit hjerte. At sådan kan vores liv også vælte nogle gange...ulykke, sorg, sygdom kan ramme. Og så er det godt, hvis nogen kommer og vil rejse os op og hjælpe pynten nogenlunde på plads igen.// Lige netop det år var træet lidt skævt og havde fra begyndelsen været svært at få til at stå lige i juletræsfoden uden at vælte. Nu var det da helt umuligt. Der var ingen anden udvej end at fæstne et bånd i toppen af træet til en krog i loftet, så det ikke væltede. En gang i mellem er det ikke kun juletræer, der får brug for hjælp fra oven, men også vi mennesker. Kristi fødsel markerer en ny begyndelse: et bånd mellem himmel og jord. Vi skal ikke holde os oppe alene, vi er rejst op i Guds lys for at leve i en kærlig barmhjertighed, vi ikke kan falde ud af. //

Forleden talte jeg med en næsten halvfemsårig, der i år er kommet på plejehjem. ? Hvordan er det så at holde jul på plejehjemmet, spurgte jeg. Og med dyb varme sagde hun: - jeg bliver sådan forkælet! Den omsorg og varme, personalet viste, havde sat sine tydelige spor. Hvor kan vi gøre en stor forskel i hverandres liv! Vi taler så meget om juleglæde... mon ikke, den fødes der, hvor kærlighed sætter sig spor og gør en forskel, Guds kærlighed og menneskers.
 
Jeg læste om en juletræstyv, der også havde sat sine spor, i England. Fra en have var der en nat stjålet juletræer, juletræsfødder, kranse og et fuglefoderbræt. Da politiet undersøgte omgivelserne, afslørede der sig et tydeligt spor af grannåle, der var faldet af juletræer og kranse, da de blev slæbt væk. Sporet førte lige så fint hen til et hus, hvor politiet ringede på og fandt alle de stjålne ting. Julen kan man ikke have med at gøre uden at den efterlader sig spor; det må selv en juletræstyv skrive sig bag øret! //Nu igen-igen i år var der nogle, der stjal vores lyskæde på juletræet foran Brahetrolleborg kirke. Jeg har det håb, at det tyveri også har efterladt sig et tydeligt lysende spor ...ikke at vi kan finde de lys-hungrende forbrydere... men jeg mener: man stjæler da ikke en lyskæde for at den skal ligge utændt hen. Den må sidde et sted nu og lyse op i mørket. Det som er så forunderligt med Guds livgivende lys er, at det nok skal finde frem til dem, der bor i mørkets land. Og når selv en forhærdet lyskæde-tyv kan bringe lyset videre ud i verden, kan vi andre vel også være med, man behøver ikke være god helt igennem for at gå med lys, bare lyset er det. Guds lys er godt helt igennem. Gud betror os at gå til andre med det lys og den glæde, der fødes julenat i Bethlehem. Og tænk, hvis der dryssede lys som gnitrende grannåle efter os, som et lysende spor af tro og glæde. Jamen, måske gør der...og måske kan andres glæde spores tilbage til os, og i sidste ende tilbage til Gud, fordi Han delte sit eget med os og vi delte med hinanden. Tænk hvis der i os er 100.000 små gnitrende glødende glæder pr løbende meter. Så bliver det i hvert fald en Glædelig jul, amen.  

 

Juledag 2011

Johannesevangeliet kapitel 1, vers 1-14

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

 

 

Prædiken.

Der kan være masser af kraft i et ord. Hvis en kirke er fyldt af forventningsfulde børn til juleafslutning sidste dag før juleferien, og man tæller til tre og de alle sammen råber glædelig jul så højt, at det gode kirkeskib Haabet får mere bølgegang under boven end længe, så mærker man energien, glæden, forventningen, der strømmer ud i ordene Glæ-de-lig jul! og man bliver selv glad af det. Hvis der ingen glæde var i ordene, ville man ikke løftes af dem. Eller hvis en stor og vred mand står og råber dig lige ind i hovedet, som en gårdmand engang gjorde en nytårsaften, hvor vi var et par stykker, der blev taget på nytårsløjer i hans lade, mærker du næsten bogstaveligt kraften i ordene i lufttrykket på dit ansigt, i den frygt, ordene fremkalder. Hvis der ikke var kraft i ordene eller realitet bag, ville du jo ikke blive bange.

 

 

Når der kan være så megen kraft og energi i menneskers ord, hvor meget mere så ikke i Guds Ord? Guds Ord kan rejse en storm, rive ned i vrede, og Guds Ord kan favne dig i barmhjertighed, og rejse dig op i kærlighed. I Guds Ord bor en kraft, så vi må frygte hans vrede, og en nåde, så vi må sukke i forventning om hans frelse og oprejsnings kraft.

 

Al den Guds magt, der på verdens morgen skabte, hvad Hans ord nævnede, og al den vælde, nidkærhed og kærlighed, vi så udfoldet over hans udvalgte folk i det gamle testamente, al den fylde, der bor i det ord, der udgår af Hans mund, alt det er blevet kød og har taget bolig i blandt os og er kendt under navnet Jesus Kristus, fortæller Johannesevangeliet os i dag.

 

På de gamle tranformatortårne eller på hegn ind til transformatorstationer med højspænding kan man se de karakteristiske gule advarselsskilte med et zigzag lyn ned over og så står der måske Fare...eller Højspænding. Man fatter i hvert fald godt, hvad skiltet betyder... sådan et skilt burde der måske have siddet på døren ind til stalden i Bethlehem, så man var klar over den kraft, der havde taget bolig i blandt os i det lille barn i krybben. Hvis altså, at Gud ikke havde fattet den beslutning i tidernes fylde, at afstå fra vrede og lægge al sin kraft ind i kærligheden, der var lagt ned i Marias barn. Den fulde kraft, Guds fulde Ord, var blevet kød og havde taget bolig i blandt os, men i den mest afvæbnende form, der tænkes kan, i et nyfødt magtesløst barn, der skal die ved mors bryst og værnes og holdes varm af menneskehænder for ikke at ikke gå til. Det er kun kærligheden, der vover sådan en afmagt, og så skal den endda være uendelig stor. Den tror på sin vej til menneskers hjerter. Vreden ville aldrig give slip på at bruge magt, men Guds kærlighed vandt over vreden, da han blev far. Måske Johannes kunne have skrevet: I begyndelsen var kærligheden og kærligheden var hos Gud og kærligheden var Gud... alt blev til ved kærligheden, og uden kærligheden blev intet til af det, som er. I kærligheden var liv og livet var menneskers lys, og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.... Og kærligheden blev kød og tog bolig iblandt os og vi så hans herlighed... Der står ikke dens herlighed, men hans herlighed... for kærligheden hedder Jesus Kristus. Kærligheden er her ikke et abstrakt begreb, en filosofisk størrelse, den er blevet kød og har taget bolig iblandt os og har et navn.

 

Skulle vi sætte et andet mere korrekt skilt på døren ind til stalden i 

 

Bethlehem i stedet for fareskiltet med højspændingslynet, kunne det have været et skilt med et hjerte på, ligesom vi hænger hjerter på juletræerne. Men hjertet er vel egentlig mest den romantiske kærligheds symbol, og Guds kærlighed udtrykker sig ikke så meget i romantiske kategorier... den arbejder stenhårdt, hvor mennesker har brug for det. Skulle man have sat et skilt på døren ind til stalden i Bethlehem, kunne man også have sat et billede af en hyrde, der vogter sine får, - jeg er fårenes hyrde, sagde Jesus mange år senere, og en hyrde må virkelig arbejde og værne sine får, endog med sit liv. Men så ville hyrderne på marken i juleevangeliet, når de så skiltet, vel bare have troet, at de havde fået en ny frokoststue, der kun var for dem! Jeg tror, at det mest rammende skilt til at udtrykke præcis den kærlighed, der lå svøbt i en krybbe i stalden, ville være den lille dreng derinde som voksen hængende på et kors, med tornekrans om hovedet og nagler hamret gennem hænder og fødder, for det var dét, Hans kærlighed skulle holde til, at ofre sig selv, som kun kærligheden kan, og som vreden aldrig kan. Der var nok ikke noget skilt på døren ind til stalden, og det ville også have været hjerteløst mod Maria ? til gengæld tror jeg, at det lyste langt væk alligevel, hvem der lå i krybben: der lå det sande lys.

 

 

Her i december har jeg forsøgt at illustrere det lys for skolebørn ved at vise dem et lille dukkebarn svøbt i et hvidt klæde. Det skal forestille Jesusbarnet og under klædet har jeg gemt en lyskæde med batteri, og så kan et tryk på en knap tænde lyskæden, så Jesusbarnet lyser! Det virker hver gang! Det er selvfølgelig mest en gimmick (vi kan godt lide at lege her op til jul), men det tydeliggør måske den udfordring for troen og blikket, som Johannes giver os i sit evangelium: hvordan får vi øje på det sande lys i menneskebarnet Jesus, der fødes i Bethlehem?... for det lyste vel ikke fra ham som en 60 watts pære! Men hvis det sande lys ikke skinner i ham, så bor Guds ords kraft heller ikke i ham, højest en stor personlighed og noget udstråling. Mennesker har til alle tider anerkendt hans eksistens, men kun nogle har kunnet se det særlige himmelske lys, Gud lod skinne i ham. Mange så et klogt og kærligt menneske, Jesus fra Nazareth, nogle så mere end det, nemlig Guds salvede, Jesus Kristus, frelser og forsoner.

 

Jeg tror, at der ligger et svar i at Han fødes som et barn.. som hyrderne i Lukas? juleevangelium får at vide, da de af englen sendes over i stalden for at se hám, der er Kristus, Herren. Dette er tegnet I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Barnet er selv tegnet på, hvem han er!

 

 

Den eneste måde, man får et nært forhold til et barn, sit eget eller andres eller Guds, er ved at tage det barn op og åbne sit hjerte for det. Først da ser man det lys, der skinner i barnet og det gælder vel også det lys, der skinner i Gudsbarnet? Ingen kan vist på afstand se det lys, det sande lys, men først mærke det, fyldes af det, frelses af det, når man tager det op, tæt ind til sig og åbner sit hjerte for det. Når vi gør det, er det Guds fulde skaberkraft, vi lukker ind! Det som skabte verden med sit ord og rev Jesus ud af dødens bånd. Hvilke undere kan det ikke udrette i vore lyshungrende hjerter, sjæle og sind!

Glædelig jul, amen. 

2. juledag - Sankt Stefans dag

 

Apostlenes gerninger, uddrag fra kapitel 6 og 7 om Stefanus, der har givet 2. juledag sit navn i kalenderen: Sankt Stefans dag:


Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« 

Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.


Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 34-39: Jesus siger: Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

 

Prædiken

Der er en lille fugl, som er trofast på foderbrættet og som af og til dukker op på julekort, rødkælken. Legenden fortæller, at da Gud Herren skabte dyrene, skabte Han denne lille fugl, men uden den røde plet, og dog kaldte Han den rødkælk. Rødkælken spurgte, hvorfor, og fik det svar, at den selv skulle fortjene sin røde farve. Da Jesus blev korsfæstet og lidende hang med tornekronen på sit hoved, forlod en lille rødkælk sine unger i reden for at hjælpe og trøste den lidende frelser; den sang for ham med sine klare triller og da den så, at en torn havde boret sig ind i hans pande, trak den tornen ud med sit næb. En dråbe af frelserens blod faldt på fuglens bryst og farvede brystet rødt. Sådan fortjente rødkælken sin røde farve.

 

 

Det her er ikke en naturhistorisk forklaring på, hvordan en af havens fugle har fået sit udseende, men en fortælling om, at det kan koste afsavn og smerte at følge det, der bor i ens hjerte og blive den, man er, at finde og følge sandheden.

 

2. juledag er rød som rødkælkens bryst. Havde kirken haft en rød messehagel, havde det været den, jeg skulle have på i dag. På alteret står røde roser. Men 2. juledag er det ikke julens hyggelige røde farve, men blodets røde farve, kærlighedens og lidenskabens røde farve. Der er noget på spil her en 2. juledag, og julehyggen er for en stund sat på pause. Vi hører om Stefanus, der dør for sin tro og vi hører Jesus tale om, at tage sit kors op og følge Ham. Hvad 2. juledag peger på, er, at hvis julefreden ikke rækker videre end til lidt uforpligtende julehygge, er den måske ikke så vigtig. De fleste holder vist af julehygge, men den er ikke meget bevendt, hvis den er hul eller fuld af undertrykte konflikter;... som drengen, der sagde, at julen da var meget hyggelig hjemme hos dem, indtil 2. juledag, - for da hiver far og mor altid hovedet af hinanden! Julefreden, som englene synger om julenat, er måske mest ment som en fred i hjertet, en fred med Gud, en fred med sig selv, der vokser ud af at kende og vide, hvad der er vigtigt og sandt at bygge sit liv på. Men hvis fred og sandhed og frihed ikke kan få lov at gå hånd i hånd, er det freden, der må vige, til sandheden og friheden har vundet. Hvad nytter det at leve i fred og fordragelighed, hvis det hviler på løgn eller undertrykkelse? Hvad nu hvis Hitler og nazismen havde vundet 2. verdenskrig, hvordan ville vores liv og verden så ikke have set ud? Så ville vi måske nok have levet i fred, men i knægtet frihed og i knægtelse af sandheden. Den, der bygger en trone for løgnen, rejser samtidig en galge for sandheden, sagde man i gamle dage. 2. verdenskrig var en frygtelig krig, men var det ikke en nødvendig krig? Var det ikke også nødvendigt, da folkene i Østeuropa brød med Sovjet i 1989? Da den forhenværende tjekkiske præsident og leder af fløjlsrevolutionen Vaclav Havel døde kort før jul, var en, der sagde om ham i fjernsynet: han gjorde, hvad han fandt nødvendigt. Det er enkelt at holde sig til det, der er nødvendigt, men det kræver godt nok meget mod, og at man forstår, hvad der er nødvendigt.

 

 

Det må være det samme, der rørte sig i Stefanus, blot på det religiøse område i stedet for det politiske. Han er nødt til at stå fast på sandheden. Hvis han fornægter sin tro på Jesus, fornægter han den inderste kerne i sig selv, og ville være mere død i live, end han vil være i live i døden. Sandheden kan være nødvendig at kæmpe for, om man så må gå imod sine egne, far og mor, søster og bror. Dog med den væsentlige forskel, at hvor den politiske kamp for frihed og sandhed kan gribe til magt, kan den religiøse kamp kun gribe til afmagt. Man kan ikke tvinge mennesker til at tro, elske og håbe; så forråder man sit kristne udgangspunkt, og man kan ikke tvinge andre til at dø for ens egen tro! Hvis Stefanus havde haft et bombebælte om livet og taget ti af sine fjender med sig i døden, da de ville stene ham, ville han have forrådt sin Herre og sin tro. Han greb i stedet til afmagtens våben, kærlighedens våben, og bad Gud tilgive dem, der slog ham ihjel, og gav så slip og ofrede sig selv. Hvis nogen skal ofres, virker det langt stærkere at ofre sig selv end de andre.

 

 

Et af de smukkeste træk i julen, er at det er et lille nyfødt barn, vi fejrer, og at vi bedst tager juleglæden til os ved selv at blive som børn på ny. Det er vel en af de tider på året, hvor vi stærkest rækker ud efter barndommens land og barnet i os selv, hvis ellers vi har lykkelige barndomsminder. Jeg kan stadig mærke fornemmelsen af at gå med min bedstemors hånd i min rundt om træet juleaften, da jeg var 8-9 år.

 

Der var engang et tænksomt barn, der sad og så på en julekrybbe med Josef og Maria og Jesusbarnet og som undrende spurgte: hvorfor bliver Jesusbarnet aldrig stor? hvordan kan han være lige gammel hvert år til jul, når alle vi andre er blevet et år ældre? Men at fejre jul og Jesusbarnet er på mange måder at søge tilbage til det oprindelige, det grundlæggende, til kærligheden, troen, da den var nyfødt, tilbage til uskylden..til dengang fremtiden var fuld af løfter. Det kan vi have brug for, vel nok fordi vi slider temmelig meget på kærlighed, tro, uskyld og fremtidshåb i det daglige. Mister vi det grundlæggende, dør vi indeni. Måske er det en måde at forstå Stefanus på og Jesus? hårde ord om at han bringer opgør og konflikt med sig... vi har ikke råd til at opgive det, der holder os i live, i sidste og dybeste instans båndet til vor Gud. Der er så meget, der slider på os og tager troen og kærligheden og håbet og glæden fra os og gør os kyniske, ligegyldige, eller måske bare overfladiske og dumme. Noget af det rammer os ude fra, noget af det kommer inde fra os selv. Vi har ikke råd til at miste det, der holder os i live, og det kan komme dertil, hvor vi må kæmpe for det, bryde op for at genfinde det. Taler du sandhed, bliver selv din ven vred på dig, siger et ordsprog.

 

 

Vaclav Havel, der stod i spidsen for det tjekkiske folk i opgøret med kommunismen, sad under kommuniststyret fængslet for sine synspunkter, og fra fængslet skrev han breve til sin elskede hustru Olga. I et af dem skriver han: "Jo mere jeg tænker over, hvad der er det vigtigste i livet, desto mere hælder jeg til, at det afgørende er, at mennesket ikke mister håbet og troen på livet. Den, der mister det, er selv fortabt, lige meget hvor meget held og lykke der overgår ham. Den, der ikke mister det, ham kan det på den anden side aldrig gå ilde. Det er selvsagt ikke ensbetydende med at lukke øjnene for det skrækkelige i verden - tværtimod: det skrækkelige i verden kan først ses helt klart af den, der ikke har mistet håb og tro ... Så jeg ønsker dig derfor af hele mit hjerte i det nye år, at du ikke mister håbet, troen og evnen til at finde glæde ved verden - selvom den er, som den er. Hvis det kan lykkes dig, så kommer alt det øvrige, hvis du resignerer, så er der intet, der kan hjælpe dig - og hvad så (for resten) med mig?"... skrev Vaclav Havel fra fængslet til sin kone Olga i december 1980.

 

 

Der findes noget umisteligt i tilværelsen, og mister vi det alligevel, mister vi os selv. Da Jesus døde på korset, var det for at vinde det mistede tilbage, og give Stefanus og alle os andre håbet tilbage: når vi står, hvor alt synes tabt, kan alt netop være vundet.

...

Hvis I ser en lille rødkælk tæt på, vil I se, at den har forholdsmæssigt store øjne. Forskere mener, at det er grunden til, at rødkælken synger tidligere i morgengryet end andre fugle. Den kan med sine større øjne se fjender, katte fx, tidligere i det grå morgenlys end andre fugle og kan oplade sin stemme tidligere, uden at fjenden kan snige sig uset ind på den.

 

Måske er det også sådan med os mennesker, at åbne øjne for sandhed og frihed er et værn mod, at fjender sniger sig usete ind på os, og at vi tidligere end ellers tør synge håbet og glæden ud, midt i en verden, hvor langtfra alt er som det skal være... men hvor alt kun bliver endnu værre, hvis troen og glæden dør. Derfor er det så vigtigt, at vi får og giver hinanden en glædelig jul, midt i det hele, ligesom Gud begyndte med at give os glæden en mørk nat i Betlehem. Amen

Livets fletværk

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Læs her.

Det daglige lys

De dage med efterårssol, vi har haft, har været guld værd. Det er bare med at udnytte lyset, når det er der!

Her i skrivende stund, sidst i oktober er der cirka 7½ times mindre dagslys end midt på sommeren, og det bliver kun værre de næste par måneder! For mange mærkes det i form af træthed, underskud og melankoli.

En daglig dosis lys gør en forskel.

Har man mulighed for det, giver det straks mere overskud at komme ud en halv time eller tre kvarter midt på dagen, og gerne længere. Det er forresten også godt for fysikken at gå en tur hver dag, og en god kur mod stress.

Der findes andet lys end sollys, som giver overskud. For eksempel det lys, som opstår mellem mennesker, som holder af at være sammen. Eller det lys, der for troende at se skinner fra Gud.

Hvis jeg kunne få indføjet en ekstra bøn i Fadervor skulle det være denne: Giv os i dag vort daglige lys!

Men det er måske, hvad Fadervor allerede handler om hele vejen igennem?

 

Ydmyghed

Kan I huske dengang I var børn og måske havde løbet rundt en sommerdag og lige skulle have pusten? Så kunne man smide sig ned på ryggen på en græsplæne og ligge og kigge på skyer. Og samtidig opdage, at alting så helt anderledes ud hernedefra, træerne, husene, de mennesker, der gik forbi. Og man kunne dufte græsset, og mærke en myre krible krable, eller følge en lille blåsort bille kæmpe sig op af et græsstrå. Man var helt tæt på, alting var så forunderligt, og verden over en kæmpestor. Ydmyghed handler måske i sidste ende om at bøje sig ned og få øje på livet forfra, nedefra.

Den tillid må vi have til Gud, at Han ser til små mennesker midt i alt det store. Læs hele prædikenen her.

Gode mennesker måles ikke på tro men på hjerte

En ting skal man huske, og som troende nærmest have tatoveret på indersiden af sine øjenlåg: gode mennesker måler man ikke på deres tro men på deres hjerte! Tror man uden at have hjertet med, er man på afveje. Vil man åbne sig for tro og håb, må man have sit hjerte for øje, ...at det kan omsættes i levet liv, at kristen tro bygger på kærlighed, hengivelse og tilgivelse. Og så ellers skrive sig bag øret (nu, hvor der allerede står noget på indersiden af øjenlåget): at hver gang man ikke slår til (og det kan være mange, hvis man er et menneske ) har man lov at blive rejst op i Guds barmhjertighed og prøve igen. En af troens smukkeste frugter er at turde tro netop det.

Læs hele prædikenen her

Ord til eftertanke

Vi har allerede lært, at får er virkelig dumme!

Det er nok de færreste, der har prøvet at være fårehyrde! Men min niece har prøvet; hun har været i New Zealand, hvor hun arbejdede på en fårefarm et par uger. Og hun skrev hjem om det:

De har får, rigtig mange får, 4600 i alt. Det er en rigtig New Zealandsk farm, med fårehunde og firehjulede crossere! Her får vi rigtig lov at være farmere :). Vi har allerede lært at får virkelig er dumme. Man skal bare have en af dem til at løbe i den rigtige retning, så skal resten nok følge efter. Desværre gælder det samme når en løber i den forkerte retning!

Det hun i virkeligheden fortæller her er, at får har brug for en hyrde til at passe på dem. Jeg er ked af at sige det, men i det stykke ligner vi mennesker måske får! læs hele prædikenen her

 

 

Ha!, I er overhovedet ikke ligeglade med mig 

En pige på en fem-seks år blev en gang så sur og vred på sine frygtelige forældre, at hun erklærede, at nu flyttede hun altså hjemmefra. Hun pakkede en taske og en bamse og gik med vrede skridt ud af indkørslen til huset, hvor de boede, men uden for hækken blev det mere og mere ensomt at gå for hvert skridt, hun tog, og til sidst gik hun helt i stå. Der stod hun, da faderen gik ud for at kaldte på hende,... - kommer du ikke hjem igen? og hun vendte om og løb ham lige i favnen og fik et stort knus. - Hvorfor ledte du efter mig, spurgte hun, og han måtte fortælle, at han aldrig ville kunne undvære hende. Så var hun glad igen, det var skønt at blive hentet, vide at man ville være savnet,.. det er der også en slags sejr i, dyb bekræftelse, og en slags magt at have over andre, sine forældre f.eks. .... ha!, I er overhovedet ikke ligeglade med mig! I dag får vi en lignende bekræftelse i Matthæusevangeliet af Gud selv.  (Uddrag af prædiken til 22. søndag efter Trinitatis)

Læs hele prædikenen her

 

Roden bærer os

Tænk om vi var plantet med en halv meters mellemrum og aldrig kunne nå hinanden, aldrig kunne nås af Gud. Men det er vi ikke, vi er grene på samme træ ? og roden bærer os.

(Fra prædiken om Jesus, der er vintræet og os, der er grenene)

 

At være både Martha og Maria

Der er noget livsbekræftende ved at bage et brød. Medens man arbejder med dejen, er man som Martha, der fik besøg af Jesus og fik travlt med at bage og gøre klar, så han kunne føle sig velkommen. Der kan være noget tilfredsstillende i at arbejde og høste glæden af sine anstrengelser . For når brødet er kommet ud af ovnen, kan man sætte kaffe over og smøre sig et stykke lunt brød med smør og gøre som Maria, der fik besøg af Jesus: lade roen falde på, lade sig fylde af øjeblikket, give sig tid til at mærke efter, hvor livet og det, der betyder allermest, egentlig skal komme fra til mig.

(Fra høstprædikenen)

 

Tid til at elske

?Når man dømmer folk, har man ikke tid til at elske dem?, har Mother Theresa sagt. Så må man lade være at dømme, ... det var, hvad Jesus gjorde, til gengæld havde han tid til at elske dem. Ikke at han roste dem for deres mange synder, for det gjorde han ikke, men fordi han vidste, at de havde brug for Guds barmhjertighed og nærhed for at kunne forandres, få nyt liv. (uddrag af prædiken til 17. søndag efter Trinitatis)